René kunne gøre Guldborgsund til Danmarks første DF-kommune - men så forsvandt hans kammerat

René Christensen var i 2017 udråbt som favorit til at gøre Guldborgsund til landets første DF-kommune. TV2 ØST genskaber natten, hvor hans drøm blev knust. Af Thomas Albrektsen

John Brædder forstod ikke, hvad der skete, da han rakte sit pas frem til tolderen i Københavns Lufthavn.

Sammen med sin hustru skulle han i begyndelsen af januar 2018 ud på en længere rejse til Mexico for at få kommunalvalget på afstand. Det trængte han til.

quote Jeg glemmer aldrig den nat

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund Kommune

Men da tolderen, en mand i midten af 40'erne, bladrede gennem siderne i passet, stoppede han pludselig op og kiggede på John Brædder.

- Stort tillykke med valget nede i Guldborgsund, sagde tolderen og afleverede passet tilbage.

John Brædder forstod ingenting og ville vide, om tolderen selv var fra Guldborgsund Kommune. Det var han langt fra. Han var fra Nordsjælland.

Lige dér forstod borgmester John Brædder fra Guldborgsundlisten for alvor, hvad han knap to måneder forinden havde været igennem på rådhuset i Nykøbing Falster.

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund Kommune.
John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund Kommune. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Opmærksomheden omkring Danmarks sydligste kommune op til kommunalvalget havde været massiv, og usædvanligt mange landsdækkende medier havde på valgnatten rapporteret mellem byrådspolitikerne, fordi kommunen kunne blive landets første DF-kommune.

Det var sådan, tolderen nu kendte manden med passet.

- Jeg glemmer aldrig den nat, siger John Brædder i dag.

Borgmesteren blev ydmyget

To år inden valgnatten på rådhuset i Nykøbing Falster havde Dansk Folkeparti ved folketingsvalget i 2015 fået sit bedste valg nogensinde med 21,1 procent af stemmerne. Det var mere end hver femte af vælgernes stemmer.

quote Ja, jeg har sat næsen op efter det her

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Derfor forudså flere politiske eksperter, at den populære og landskendte folketingspolitiker René Christensen (DF) som partiets spidskandidat i Guldborgsund Kommune kunne overtage borgmesterposten ved kommunalvalget tirsdag den 21. november 2017.

Spilselskabet Nordicbet havde det på samme måde, og gav kun spillefuglene deres penge 1,75 gange igen, hvis René Christensen vandt. Det næstlaveste odds var på John Brædder, der gav pengene 3,10 gange igen.

Dansk Folkeparti havde i 2017 ingen borgmestre i landets kommuner. Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti var dog kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune i perioden 2014-2017.
Dansk Folkeparti havde i 2017 ingen borgmestre i landets kommuner. Carl Christian Ebbesen fra Dansk Folkeparti var dog kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune i perioden 2014-2017. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

De skråsikre betragtninger hang sammen med den anspændte situation i byrådet, hvor et flertal med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet udenom borgmester John Brædder to gange havde indgået et budgetforlig. 

Anden gang var Venstre med i forliget, og begge gange var en ydmygelse og et personligt nederlag for Brædder, der havde oplevet det som en hetz op mod valget.

Samtidig var René Christensen ved kommunalvalget i 2013 blevet den absolutte stemmesluger med 6.033 personlige stemmer uden at blive borgmester. 

Det gjorde John Brædder derimod, som med under halvt så mange personlige stemmer sørgede for at lave en bred konstituering og på den måde blive siddende på borgmesterkontoret.

Kunne René Christensen have taget borgmesterposten i 2013? Ja, vurderede mange, men han valgte i stedet at prioritere sin post som folketingspolitiker på Christiansborg, hvor han som partiets finansordfører spillede en afgørende rolle, når der skulle forhandles finanslov med de andre borgerlige partier.

Her ses René Christensen bagerst fra venstre sammen med Peter Kofoed (DF) og Peter Skaarup (DF) under forhandlingerne til finansloven for 2017 i Finansministeriet. Forrest er det partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF).
Her ses René Christensen bagerst fra venstre sammen med Peter Kofoed (DF) og Peter Skaarup (DF) under forhandlingerne til finansloven for 2017 i Finansministeriet. Forrest er det partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

I bytte fik René Christensen en række udvalgsposter i Guldborgsund Kommune. Han snuppede blandt andet formandsposten i arbejdsmarkedsudvalget og blev udpeget som viceborgmester.

Men ved kommunalvalget i 2017 skulle Dansk Folkeparti veksle sin succes på Christiansborg til borgmesterposter. Og med historikken i Guldborgsund Kommune troede både eksperterne og René Christensen selv, at han kunne blive borgmester ved valget tirsdag den 21. november.

Men sådan gik det ikke.

Underhåndsaftalen på den nedlagte skole

Den nedlagte skole i landsbyen Systofte øst for Nykøbing Falster ligner med sine røde mursten, hvide vinduer og røde teglsten en typisk folkeskole, der er bukket under for skolesammenlægninger og sidenhen omdannet til privatbolig. En skole, man kører forbi og mindes en svunden tid.

quote Jeg har søgt mest mulig indflydelse

Bo Abildgaard (S), daværende borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Men hvis forbipasserende tre uger inden kommunalvalget i november 2017 var lusket hen til kældervinduerne og kigget ind, kunne de have set René Christensen sidde ved et spisebord og drikke kaffe sammen med de lokale spidskandidater fra Venstre og Socialdemokratiet.

Her havde Bo Abildgaard (S) og Ole K. Larsen (V) siddet flere gange, når René Christensen inviterede dem på middage og kaffemøder i sit private hjem. Det her møde var dog anderledes.

For ikke alene deltog partiformændene fra lokalforeningerne i mødet, det var også i kælderen på den nedlagte skole, at de tre spidskandidater lavede en underhåndsaftale om, at de på valgnatten skulle mødes for at samle et flertal udenom John Brædder. Det var planen om at skubbe borgmesteren af tronen.

Bo Abildgaard (S) var socialdemokratiets borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune ved kommunalvalget i november 2017. Spilselskabet Nordicbet gav pengene 8.50 gange igen, hvis han snuppede borgmesterposten.
Bo Abildgaard (S) var socialdemokratiets borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune ved kommunalvalget i november 2017. Spilselskabet Nordicbet gav pengene 8.50 gange igen, hvis han snuppede borgmesterposten. Foto: Toke Grøndal - TV2 ØST

Bo Abildgaard foreslog ved mødet, at det parti, der blev størst ved valget, skulle have borgmesterposten. 

Men den aftale nægtede René Christensen at indgå. Han frygtede, at kandidaterne ville blive nødsaget til at lyve på vælgermøderne, når de blev spurgt om, hvem de pegede på som borgmester.

Borgmesterposten skulle være mulig for Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, fastslog han og argumenterede for, at det ville være mest demokratisk. Sådan blev det, og de tre spidskandidater gav hånd på deres underhåndsaftale. Målet om borgmesterkontoret kom nærmere for René Christensen.

quote Det er kraftedeme noget lort det her

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Men 14 dage før valget opstod der problemer for Dansk Folkeparti.

I lokalavisen Lolland-Falsters Folketidende afviste Bo Abildgaard den 8. november pludselig, at hans parti ville være med til at gøre René Christensen til borgmester.

Det var en alvorlig udfordring for Dansk Folkeparti, der sammen med Venstre næppe kunne mønstre et flertal uden Socialdemokratiet. 

Alligevel var René Christensen forholdsvis rolig, for han og Bo Abildgaard havde arbejdet tæt sammen i to år op til valget. De var kammerater, og som en af de få byrådspolitikere var han blevet inviteret med til Abildgaards bryllup året forinden.

Derfor var René Christensen overbevist om, at han kunne tale Bo Abildgaard til rette i løbet af valgnatten. Det skulle dog ændre sig.

Partitoppens store håb

Det var tydeligt ved vælgermøderne.

Når René Christensen ankom til forsamlingshuset, bakkede der en kameramand ind i lokalet foran ham og filmede spidskandidaten, som kunne gøre Guldborgsund Kommune til landets første DF-kommune. De landsdækkende medier havde for længst fået øje på historien og sendte journalister til området.

quote Det med at tage armene op, før du har vundet, skal du passe på med

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Mindre iøjnefaldende foregik det, når John Brædder kom til forsamlingshuset. Her hilste den siddende borgmester på nogle fremmødte, gik op til panelbordet, placerede sin valgplakat foran sin plads og satte sig ned.

Selv for René Christensen, der var vant til et væld af journalister på Christiansborgs gange, var opmærksomheden omkring ham og kommunalvalget i Guldborgsund Kommune massiv.

René Christensen interviewes på valgdagen den 21. november af DR foran Horrebyhallen.
René Christensen interviewes på valgdagen den 21. november af DR foran Horrebyhallen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

På selve valgdagen tirsdag den 21. november fulgte journalister fra DR og Berlingske i hælene på den håbefulde borgmesterkandidat fra Dansk Folkeparti, mens han talte med vælgere, gav interviews, småsnakkede med de valgtilforordnede i Horrebyhallen og selv stemte bag det mørke forhæng.

I sportshallen smilede René Christensen, mens Bo Abildgaard, der tilfældigvis også var til stede, stod med korslagt arme og ligesom mange andre i hallen kiggede på manden i fokus.

På det tidspunkt anede René Christensen intet om den kontraaftale, der var blevet lavet i al hemmelighed.

René Christesen smilede ved stemmeafgivelen i Horrebyhallen. Bag ham til venstre ses Bo Abildgaard med korslagte arme.
René Christesen smilede ved stemmeafgivelen i Horrebyhallen. Bag ham til venstre ses Bo Abildgaard med korslagte arme. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Alting syntes også lyst for borgmesterkandidaten, da han om aftenen ankom til byrådssalen i Nykøbing Falster, der i anledning af valget var lavet om til valgcafé.

Langs væggene var der på borde med hvide duge og stearinlys dækket op med lette anretninger, mens der stod lysebrune lædersofaer midt i salen med det marineblå gulvtæppe.

I løbet af aftenen stillede blandt andre TV2 flere gange om til byrådssalen i Nykøbing Falster for at følge dramaet. Her stod René Christensen og kiggede ned på sin mobiltelefon, da der fra studiet blev stillet direkte ud til ham i byrådssalen.

Valgstederne var få sekunder fra at lukke, og snart ville de første resultater tikke ind på de to store skærme, der var opstillet ved bagvæggen.

René Christensen stak telefonen i lommen og kiggede på TV2s udsendte reporter, som spurgte, om alt andet end en borgmesterkæde ville være en skuffelse.

- Ja, jeg har sat næsen op efter det her. Vi har brugt rigtig meget tid på det, vi har ført en god valgkamp, og vi har lige lavet et supergodt budget her i Guldborgsund Kommune med 20 mandater bagved. Det er selvfølgelig en ambition, og som jeg har sagt, så har jeg et rigtig godt job på Christiansborg, så det er virkelig et tilvalg af Guldborgsund Kommune. Muligheden er der, svarede han.

Det vrimlede med journalister og byrådskandidater på rådhuset i Nykøbing Falster den 21. november 2017.
Det vrimlede med journalister og byrådskandidater på rådhuset i Nykøbing Falster den 21. november 2017. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Det var René Christensens store dag, og inden på Christiansborg fulgte Dansk Folkepartis ledelse på partiformand Kristian Thulesen Dahls kontor valgaftenen. Herinde sad de klar ved telefonerne, som TV2 også har beskrevet, til at rådgive og vejlede partiets kandidater rundt omkring i landets kommuner.

Ud over Kristian Thulesen Dahl var blandt andre gruppeformand Peter Skaarup, udlændingeordfører Martin Henriksen, pressechef Søren Søndergaard og partisekretær Poul Lindholm til stede, og de troede på René Christensen.

quote Der er stadig nogle, som kan tælle til 15 uden om mig

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund Kommune

Den samme stemning simrede på rådhuset, hvor Ekstra Bladets fotograf på stedet spurgte, om han måtte fotografere René Christensen, der gav en tommelfinger til fotografen. For avisen troede, at sejren var nær for Dansk Folkeparti.

- Det med at tage armene op, før du har vundet, skal du passe på med. Der er ikke så langt at tage dem op, men der er fandeme langt at tage dem ned, sagde René Christiansen til fotografen, mens hans grinede af sit eget svar.

Kort efter kunne han se, at Ekstra Bladet havde fotograferet ham, da han grinede, og brugt det i deres valgdækning, hvor avisen ifølge ham forsøgte at tegne et billede af, at han ville blive borgmester.

John Brædder mødte også avisens udsendte på valgaftenen, som ifølge ham, ville vide, hvordan det var at miste posten til René Christensen. Opmærksomheden fra de lokale, regionale og landsdækkende medier var intens og hektisk, fordi uanset hvor han bevægede sig hen, fik han stukket en mikrofon i ansigtet.

DF bad Mette Frederiksen om hjælp

René Christesen kiggede forvirret rundt i byrådssalen og lagde armene over kors, mens Ole K. Larsen fra Venstre tog hånden op foran munden.

De to spidskandidater stod alene tilbage i byrådssalen og så resultaterne fra valgstederne, der løbende kom op på storskærmene. For kort tid siden havde Bo Abildgaard og John Brædder stået lige ved siden af dem.

Nu var de pludselig forsvundet. Ole K. Larsen overhørte, hvordan John Brædder sagde til Bo Abildgaard: Så er det nu.

quote Den er gal med socialdemokraterne

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Få minutter inden havde John Brædder udtalt til TV2 ØST, at han var meget ydmyg over den store vælgertilstrømning til Guldborgsundlisten.

- Det er fantastisk. Jeg er superglad for, at vælgerne stemmer på os, sagde han og tilføjede:

- Jeg er relativt tryg, men der er stadig nogle, som kan tælle til 15 uden om mig.

Da knap 90 af stemmerne var talt op, forlod socialdemokraternes spidskandidat sammen med John Brædder byrådssalen. Selvom den siddende borgmester fra Guldborgsundlisten havde fået et flot valg, kunne Dansk Folkeparti sammen med Socialdemokratiet og Venstre mønstre et flertal på 16 mandater i det nye byråd.

- Det er kraftedeme noget lort det her, sagde René Christensen til Ole K. Larsen og spurgte derefter socialdemokratiets lokale kredsformand, Henning Kamper, hvad der skete, og hvorfor deres spidskandidat var gået sin vej. 

Men ingen anede noget.

Journalisterne venter på, at John Brædder og Bo Abildgaard kommer ud til dem.
Journalisterne venter på, at John Brædder og Bo Abildgaard kommer ud til dem. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Uvidende om deres politiske kompagnon fortrak René Christensen og Ole K. Larsen sig til et tilstødende mødelokale med hvide vægge, grønne kontorstole og med kaffekopper og slik på et sort mødebord. Hvad skulle de gøre? Og hvor var Bo Abildgaard, som de tre uger forinden havde lavet en underhåndsaftale med?

René Christensen ringede og sendte sms’er til Bo Abildgaard. De havde en gylden mulighed for at snuppe magten i Guldborgsund Kommune fra den siddende borgmester, de manglende bare socialdemokratiets mandater for at fuldføre deres plan.

Men der kom ikke noget svar, og René Christensen ringede derfor til Kristian Thulesen Dahl for at få hjælp til at få Socialdemokratiet med i en konstituering.

- Den er gal med socialdemokraterne. Den aftale, vi havde med at mødes, den tror jeg sgu ikke, at de holder. Det er noget værre noget, sagde René Christensen til partiformanden, der lovede, at han nok skulle tage kontakt til Socialdemokratiet, som Dansk Folkeparti de seneste år havde fået et tættere samarbejde med.

Bo Abildgaard forlod to gange under valgnatten borgmesterkontoret for at trække sig tilbage til socialdemokraternes mødelokale på rådhuset.
Bo Abildgaard forlod to gange under valgnatten borgmesterkontoret for at trække sig tilbage til socialdemokraternes mødelokale på rådhuset. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Ligesom Dansk Folkeparti havde Socialdemokratiet med blandt andre formand Mette Frederiksen og gruppeformand Henrik Sass Larsen indrettet et kontor på Christiansborg for at hjælpe sine kandidater ved kommunalvalget, og der var kontakt mellem de to partier.

- Kan I skubbe til dem, spurgte René Christensen.

- Mette F. taler med dem… ro på, svarede Kristian Thulesen Dahl.

Ifølge TV2 ØSTs oplysninger var der kontakt mellem partitoppen og Bo Abildgaard.

Kupforsøget 

Klokken 22.59 sendte René Christensen endnu en sms til Bo Abildgaard.

- Vi har 16 mandater… kom nu, stod der.

Men René Christensen fik ikke noget svar, og gennem aftenen sendte han flere sms’er til Bo Abildgaard.

quote Du må ikke sige ja til noget… du kan stadig blive borgmester

Sms til Bo Abildgaard fra René Christensen

Tre uger inden valget, nogenlunde samtidig da spidskandidaterne fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre i kælderen på den nedlagte skole i Systofte gav hinanden hånd på deres underhåndsaftale, havde John Brædder lavet en kontraaftale med Bo Abildgaard.

For sammen med Socialdemokratiet havde Guldborgsundlisten også 16 mandater, og nu kunne René Christensen, der var udråbt som favorit til at snuppe borgmesterposten, se sin drøm blive knust.

Derfor så han ingen anden udvej end at gøre det, som han overhovedet ikke havde lyst til: Nemlig at tilbyde Bo Abildgaard borgmesterposten. 

Journalisterne flokkes om René Christensen på valgnatten.
Journalisterne flokkes om René Christensen på valgnatten. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Med manøvren håbede René Christensen at blive viceborgmester og undgå, at John Brædder tog sin tredje periode som borgmester.

- Du må ikke sige ja til noget… du kan stadig blive borgmester, skrev René Christensen til Bo Abildgaard.

Pludselig så planen ud til at lykkes for Dansk Folkepartis spidskandidat, da Bo Abildgaard svarede:

- Søren (kommunaldirektøren i Guldborgsund Kommune, red.) er lige ved at skrive noget rent - kommer så snart, jeg har det i hånden.

- Ja, vi ser frem til at se dig, skrev René Christensen.

Lidt efter spurgte han Bo Abildgaard i endnu en sms, om han var på vej til mødelokalet med Dansk Folkeparti og Venstre.

- Vi er helt klar til at gøre dig til borgmester, skrev René Christensen.

Men Bo Abildgaard dukkede aldrig op.

Det store fald

Ole K. Larsen og René Christensen kiggede på hinanden i mødelokalet med de hvide vægge og grønne kontorstole oplyst af neonrør i loftet.

- Hvis jeg var dig, ville jeg ikke sidde her mere. Så ville jeg løbe op og banke på den anden dør og se, hvad du kan få deroppe, sagde René Christensen til Ole K. Larsen.

quote Der er ingen tvivl om, at John Brædder bliver borgmester

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Venstremanden virkede overrasket og spurgte, om det var okay, at han smuttede fra aftalen med Dansk Folkeparti. René Christensen nikkede og svarede:

- Jeg tror, at Dansk Folkeparti står over i denne her omgang for at slikke sårene og genoprette samarbejdet med John, fordi det har været en hård valgkamp.

Ole K. Larsen hev hurtigt sin mobiltelefon op af lommen og skrev til John Brædder. Han skulle arbejde hurtigt, hvis han skulle have indflydelse i det nye byråd.

John Brædder åbnede døren til borgmesterkontoret, som Bo Abildgaard til pressens undren forlod to gange under valgnatten for at trække sig tilbage til socialdemokraternes mødelokale på rådhuset. Kort efter kom han dog tilbage til kontoret.

Sådan fordelte mandaterne sig i Guldborgsund Kommune

Imens omringede flokken af lokale, regionale og landsdækkende medier René Christensen på rådhusgangen. Journalisterne maste sig frem og stak mikrofonerne op i hovedet på ham.

Nu skulle René Christensen forsøge at vende partiets og sit personlige nederlag til en historie, der kunne give ham et positivt rygstød til dagen derpå og samtidig skubbe til Socialdemokratiet.

- Venstre og Dansk Folkeparti har valgt at tilbyde Bo Abildgaard borgmesterposten. Det har han valgt at takke nej til. De peger på John Brædder som borgmester, sagde han til journalisterne og tilføjede:

- Så der er ingen tvivl om, at John Brædder bliver borgmester.

Men journalisterne skulle få endnu mere at reportere, da René Christensen blev spurgt ind til hans fremtid i byrådet.

- Min fremtid ser sådan ud, at jeg selvfølgelig er medlem af byrådet, og det tager jeg alvorligt. Men jeg vil ikke genopstille som borgmester. Nu har jeg stillet op to gange, og det er ikke lykkedes, svarede han.

Borgmester afbrød interview

John Brædder afbrød interviewet med TV2 ØSTs reporter i byrådssalen. 

Han træk væk fra kameraet, rømmede sig og tørrede tårerne væk under sine sorte briller. Glædestårerne.

quote Det har været en utrolig hård valgkamp

John Brædder (Guldborgsundlisten), borgmester i Guldborgsund Kommune

- Nu bliver jeg helt rørstrømsk, sagde han.

- Hvorfor gør du det, spurgte journalisten, mens John Brædder træk vejret dybt.

- Jamen, det gør jeg nok, fordi det har været en utrolig hård valgkamp. Vi har kæmpet fra tue til tue gennem lang tid, og jeg må nok sige, at for en måned siden var jeg en anelse mismodig i forhold til, om det nu også kunne lade sig gøre, svarede han.

Det var en rørt John Brædder, som TV2 ØST talte med på valgnatten i november 2017, da det stod klart, han kunne tage fire år mere på borgmesterposten i Guldborgsund Kommune.

Men det lykkedes for den siddende borgmester, som kort forinden var trådt frem fra borgmesterkontoret flankeret af Ole K. Larsen og Bo Abildgaard.

- Det er mig, der er blevet borgmester, sagde han indkredset af pressens mikrofoner og kameraer.

- Vi har lavet en bred konstituering med Venstre og Socialdemokratiet, og vi vil gerne invitere Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti til forhandling, fortsatte han.

Bo Abildgaard blev præsenteret som kommunens kommende 1. viceborgmester og fik formandsposten i Social, Sundheds og Omsorgsudvalget og posten som næstformand i Økonomiudvalget. 

- Det er mig, der er blevet borgmester, sagde John Brædder indkredset af pressens mikrofoner og kameraer.
- Det er mig, der er blevet borgmester, sagde John Brædder indkredset af pressens mikrofoner og kameraer. Foto: Alexander Brun - TV ØST

Venstremanden Ole K. Larsen blev 2. viceborgmester, formand for Beskæftigelsesudvalget og fik en plads i Økonomiudvalget. Alle sammen poster der medfulgte et betydeligt vederlag.

- Jeg har søgt mest mulig indflydelse, sagde Bo Abildgaard til journalisterne og forklarede sit nej til borgmesterposten med ordene:

- Det var ikke sikkert, at det (borgmesterposten, red.) holdt så længe.

quote Jeg var dybt skuffet

René Christensen (DF), borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune

Efterfølgende tilsluttede Enhedslisten og SF sig opbakningen til John Brædder ved at pege på ham som borgmester. Dansk Folkeparti stod udenfor.

- Jeg var dybt skuffet. Selvfølgelig var jeg det. Jeg ville gerne have været borgmester, siger René Christensen i dag.

Selvom han for rullende kameraer ved kommunalvalget i november 2017 fortalte, at han opgav drømmen om at blive borgmester, har René Christensen sidenhen ændret mening og er partiets spidskandidat ved valget den 16. november 2021. Retorikken om borgmesterchancerne er dog knap så storladne denne gang.

Skuffelsen er tydelig i René Christensens ansigt.
Skuffelsen er tydelig i René Christensens ansigt. Foto: Katja Weng - TV ØST

- Nu har jeg lært, at der handler om at få givet de andre kandidater noget vederlag, og det handler ikke om det politiske projekt, som må komme i anden række. Jeg tillagde det ikke den største vægt, og det var nok en fejl dengang, siger han.

Bo Abildgaard, der ikke er vendt tilbage til TV2 ØSTs henvendelser om at medvirke i denne artikel, er udskiftet som Socialdemokratiets borgmesterkandidat i Guldborgsund Kommune til fordel for den yngre Simon Hansen, der er formand for Børn, Familie og Uddannelsesudvalget og medlem af Økonomiudvalget.

Stemmeslugere ved kommunalvalget i 2017

Efter valget i 2017 ønskede Bo Abildgaard ikke at udtale sig til TV2 ØST. I stedet forklarede socialdemokratiets lokale kredsformand, Henning Kamper, partiets beslutning sådan:

- Hvis vi havde peget på René Christensen, som har så mange mandater, havde det ikke været sjovt at gå ned i byen, sagde han dengang.

Men hvorfor tog I ikke selv imod tilbuddet om en borgmesterpost?

- Det var af respekt for valgresultatet. Borgmesteren (John Brædder, red.) får et godt valg, og vi og Venstre går tilbage, og det har vi det ikke godt med. Vi respekterer valgets sejrherre og laver noget ud fra det, svarede Henning Kamper.

Flere af kandidaterne peger selv på, at valget i Danmarks sydligste kommune kan blive lige så spændende som for fire år siden. 

Der er i hvert fald ifølge John Brædder ikke lavet nogen underhåndsaftaler denne gang, hvilket kan gøre spillet om borgmesterposten mere åben.

- Jeg kan ikke vide, om der er lavet aftaler den her gang. Det virker ikke sådan, men det ved man aldrig noget om – og om man har fået klinket skårene til det, der skete sidst, siger John Brædder og tilføjer:

- Det vil vise sig.



TV2 ØST ANBEFALER OGSÅ