Krigen i Ukraine optrappes med kampvogne, missiler og soldater. Samtidig kæmper en præst med russisk far og ukrainsk mor for fred fra en lollandsk kirke.
Mens russiske kampvogne og pansrede køretøjer flere steder krydsede grænseovergangene fra Rusland til Ukraine, kiggede Olga Grygorieva Kohen på sin fireårige datter, som stadig sov tungt.
Få minutter forinden var hun som alle andre morgner vågnet, havde tændt for kaffemaskinen og klikket gennem nyhederne.
Politikerne leger med vores liv, som var vi brikker i et skakspil
Fra lejligheden på Amager i København kunne hun se, hvordan folk i naboblokken begyndte deres morgenrutiner. Alting var, som det plejede.
Men torsdag den 24. februar 2022 stod Olga Grygorieva Kohen og resten af verden op til en ny virkelighed.
Der var udbrudt krig på det europæiske kontinent, og det skulle snart få store konsekvenser for hende og hendes familie. For Olga Grygorieva Kohen er russisk-ukrainsk og betragter både Rusland og Ukraine som fædrelande.
Overalt i nyhederne kunne hun se, hvordan den russiske hær havde indledt en invasion af Ukraine.
Flere steder var der meldinger om eksplosioner i større ukrainske byer, militæranlæg og flyvestationer var blevet angrebet af missiler, der var skudvekslinger ved flere grænseposter, og dødstallet voksede.
Krigen var en realitet.
Derfor bad Olga Grygorieva Kohen om at bevare sin sindsro og ikke gå i panik.
Som præst taler hun ofte med Gud, og den morgen havde hun særligt brug for at bede. Bagefter gik hun ind og kiggede på sin sovende datter.
Her blev hun ramt af en knugende bekymring og følelse af afmagt. Hun frygtede for fremtiden. For hvad nu hvis, krigen kom til Danmark?
- Når man har et barn, tænker man på, hvad der er i vente for dem, siger Olga Grygorieva Kohen.
Lidt efter vågnede datteren. De spiste morgenmad, og da Olga Grygorieva Kohen kørte hende i børnehave, nævnte hun intet om invasionen, selvom flere familiemedlemmer, venner, bekendte, tidligere naboer og gamle studiekammerater befandt sig i Ukraine, hvor bomberne lige nu ramte.
Efter at have afleveret datteren i børnehaven kom hun hjem til et opkald fra biskoppen i Lolland-Falster Stift, Marianne Gaarden, der opfordrede hende til at holde en fredsbøn to dage senere ved en lystændingsandagt i Maribo Domkirke.
Olga Grygorieva Kohen var knapt et halvt år forinden blevet ansat som migrantpræst i Rødby, hvor hun ved siden af præstegerningerne skulle skrive ph.d. om folkekirken og dens rolle i forhold til de østeuropæiske tunnelarbejdere ved Femern-byggeriet på Lolland.
Med sine russiske og ukrainske rødder var det et oplagt fokus, fordi hun lettere kunne tale med arbejderne og forstå deres baggrund.
Men nu fik hun en anden og større opgave. Hun skulle prædike for fred.
Hun blev født i 1981 i det daværende Sovjetunionen og opvokset i en russisk-ukrainsk familie. Hendes far er russisk, og hendes mor er ukrainsk.
Har boet i Rusland, Ukraine, Tjekkiet og Sverige. I 2008 flyttede hun til Danmark for at arbejde som au pair hos en børnefamilie i Ganløse i Nordsjælland.
Har arbejdet som kirketjener i Mørkhøj Kirke ved København.
Blev i december 2020 uddannet fra pastoralseminariet på Københavns Universitet.
Siden september 2021 har hun været sogne- og migrantpræst i Rødby.
Ved siden af hvervet som præst skriver hun ph.d. om folkekirken og dens rolle i forhold til de østeuropæiske tunnelarbejdere ved Femern-byggeriet på Lolland.
Bor sammen med sin femårige datter Rebekka i en lejlighed på Amager i København.
Olga Grygorieva Kohens mor flygtede fra Ukraine til Danmark, hvor hun i en periode boede hos dem i lejligheden på Amager.
Taler dansk, engelsk, russisk og ukrainsk.
De levende lys langs kirkebænkene oplyste domkirken i Maribo om aftenen lørdag den 26. februar.
Foran alteret på det rødgule kirkegulv var der lagt sølvpapir formet som et stort kors, hvor folk tændte stearinlys.
- Vi beder om fred. Om krigens afslutning. Vi beder om det i fællesskab.
- Vi bor alle i Europa. Vi er alle kristne mennesker. Vi burde støtte hinanden, være hinanden nær og vise næstekærlighed, sagde Olga Grygorieva Kohen lige inden andagten til TV2 ØSTs udsendte journalist.
Herefter trådte hun frem for menigheden i sin sorte præsteskjorte med disse ord:
- I tider, hvor det er sværest, hvor vi er chokerede, fortvivlede og bange for, hvad fremtiden vil bringe, søger vi tilflugt hos dig. Du er vores klippe og mest trofaste beskytter. Lad ikke rædslen bryde os ned.
Til sidst bad hun Fadervor på dansk, ukrainsk og russisk. Tre sprog, hun taler flydende.
Men fredsbønnen blev ikke hørt. Et år efter er krigen i Ukraine tværtimod intensiveret.
Fra begge sider er der blevet oprustet med kampvogne, panserværn, missiler og soldater. Særligt USA og flere europæiske lande som Danmark har støttet Ukraine, mens blandt andet den russiske republik Tjetjenien har sendt styrker af sted for at hjælpe Rusland.
Når krigen kommer, blomstrer det sataniske i mennesker
Samtidig er over otte millioner ukrainere sendt på flugt, titusindvis af mennesker har mistet livet, og store dele af Ukraine er forvandlet til en slagmark.
Imens forsøger de tilbageværende at overleve mellem sønderbombede byer og ødelagte marker, hvor kornet skulle spire.
- Det gør mig ked af det. For hver dag der går, dør flere og flere mennesker. Flere og flere mennesker bliver lemlæstet, bliver invalide, flere og flere skæbner går itu.
- Flere og flere mødre vil aldrig se deres sønner igen. Flere og flere mænd vil aldrig komme tilbage til deres familie. Det er umenneskeligt, siger Olga Grygorieva Kohen.
Optrapningen af krigen bekymrer hende og antænder en vrede over, at verdensledere som den amerikanske præsindet Joe Biden og Ruslands præsident Vladimir Putin ikke forsøger at finde en fredelig løsning.
- Jeg er meget sur på politikerne, fordi flere og flere soldater og civile bliver dræbt. De har ikke gjort et værdigt forsøg på at finde en fredelig løsning. Vi hører hele tiden om nye våbenleverancer og flere soldater, der skal i krig. Men vi hører ikke særlig tit om velvilje hos politikerne til at afslutte krigen, siger hun og tilføjer:
- De er valgt af folket med deres tillid, og de misbruger den tillid til at få krigen til at eskalere.
Olga Grygorieva Kohen er med andre ord skuffet over verdenslederne.
- Politikerne leger med vores liv, som var vi brikker i et skakspil, siger hun og sammenligninger situationen med Bob Dylans sang Masters of War fra 1963, hvor han blandt andet synger:
- You play with my world, like it's your little toy. You put a gun in my hand, and you hide from my eyes.
- You hide in your mansion, as young people's blood, flows out of their bodies, and is buried in the mud.
Derfor har krigen ifølge hende intet med heltemod at gøre.
- Det er en tragedie uden lige, hvad der sker i Ukraine. Når krigen kommer, blomstrer det sataniske i mennesker, og det er som at læse de apokalyptiske skrifter om de sidste tider, siger Olga Grygorieva Kohen.
Men krigen har ifølge hende ikke kun menneskelige tab. Også mennesket i sig selv taber.
- Med krigen ser vi mennesker blive ført mod en afgrund af lidelse, som man kan kalde helvede. Helvede er fraværet af Gud, fraværet af det menneskelige og næstekærlighed, fraværet af medfølelse, siger hun og fortsætter:
- Det som krigen gør ved mennesker – især ved krigen i Ukraine, det er, at mennesker taber sit menneskelige ansigt. De går fra det kristelige bud om ikke at dræbe til at dræbe bare fra at dræbe, siger hun.
Ønsket om fred er særlig personligt for Olga Grygorieva Kohen.
Hun har familie og venner i både Ukraine og Rusland, og ligesom mange andre russere og ukrainere er forbundet via familieskab, så er hendes far russisk, mens hendes mor er ukrainsk.
De mødte hinanden i Leningrad i 1970ernes daværende Sovjetunionen. Hendes mor var flyttet til byen for at studere til gymnasielærer på universitet, hvor hun mødte en arkæologistuderende med russiske rødder.
Han virkede sød, kærligheden opstod, og de blev gift. I 1981 kom Olga Grygorieva Kohen til verden. Deres andet barn af en søskendeflok på fire.
Hendes forældre var ikke troende, men farmoren introducerede hende for kristendommen.
Troen i hende som barn blev stærkere og ikke synderligt udfordret af, at den lutherske svømmehal var en nedlagt kirke, som var blevet omdannet til en offentlig svømmehal. Vippen var placeret der, hvor alteret førhen stod.
Som hun selv bemærker, kan man sige, at hun er blevet døbt mange gange.
På grund af farens arbejde som arkæolog, måtte familien dog flytte fra svømmehallen og Leningrad, der efter Sovjetunionens opløsning havde skiftet navn til Sankt Petersborg.
Familie rejste til Ukraine, hvor han restaurerede kristne ikoner, og derfor voksede Olga Grygorieva Kohen både op i Rusland og Ukraine.
Da hun omsider var færdig med skolen trængte hun til en pause og fik tjans som skolemedhjælper i en ukrainsk landsby.
Men hun ville opleve mere af verden. Derfor rejste hun som 23-årig til Sverige for at arbejdede som au pair for en familie i Lindingö nær den svenske hovedstad.
Bagefter blev hun au pair hos en nordsjællandske familie i Ganløse og begyndte at lære dansk på en sprogskole, hvor hun mødte sin fremtidige mand.
De forelskede sig, og blev gift. Ægteskabet holdt dog ikke.
Men ligesom med vippen i den nedlagte kirke svækkede det ikke hendes tro på kristendommen. Hun begyndte at studere teologi på Københavns Universitet og vidste, at hun ville være præst.
Efter hun var færdiguddannet, blev hun i september 2021 ansat som sogne- og migrantpræst i Rødby. Først med det sideløbende fokus på østarbejderne i området. Men krigens udbrud ændrede det hele.
For siden den russiske invasion har Olga Grygorieva Kohen hjulpet mange ukrainere, der er kommet til Danmark som flygtninge.
Det strækker sig fra praktiske sager som at oversætte samtaler med en læge til at give sjælesorg i sognehuset i Rødby.
Hendes egen mor og bedstemor var blandt de millioner af ukrainere, som flygtede fra krigshandlingerne, som har dræbt og såret flere af hendes venner, gamle naboer og bekendte.
Imens befinder hendes lillebror sig stadig i Ukraine, og det plager hende.
Når Olga Grygorieva Kohen forsøger at forstå krigen mellem Rusland og Ukraine, hvor tusindvis af familier er beslægtet på tværs af landegrænsen, bladrer hun tilbage til Biblens brødrefortællinger.
Vi står ved en afgrund
Det er særligt fortællingerne om fjendskab, og hun fremhæver historien om Kain og Abel, hvor Adams og Evas ældste søn Kain dræbte sin bror Abel i ren misundelse.
Hun søger ligeledes forståelse i fortællingen om Jakob, der snød sin tvillingebror Esau og derefter frygtede, at han ville hævne sig. Men i stedet blev de venner igen.
- Ud fra det bibelske perspektiv ser vi, at fjendskab mellem tæt forbundne parter fordømmes, siger hun.
Føler du dig mere som ukrainer eller mere som russer?
- Jeg føler mig bare som et menneske, som kristen, der forsøger at svæve oven over, svarer hun.
Men kan du med dine russiske og ukrainske rødder forstå krigen fra begge sider?
- Jeg forstår krigen fra den almindelige, menneskelige side. Jeg forstår den ukrainske eller russiske mor, der har mistet sin søn, og jeg forstår perspektiverne med dem, der er blevet invalide og er flygtet. Dem forstår jeg. Men jeg nægter at forstå krigen fra den politiske side, svarer hun
På årsdagen for krigen afholdes der en fredsgudstjeneste i Maribo Domkirke, hvor Olga Grygorieva Kohen står for fredsbønnen, hvor dele af gudstjenesten vil forgå på ukrainsk.
- Lige nu føler jeg, vi står ved en afgrund, hvor man kigger ned, bliver svimmel og drages. Falder man derned, så er der ingen vej tilbage, siger hun og tilføjer:
- Det overrasker mig, at der ikke er flere fredelige demonstrationer. Det er på tide, at befolkningen i Europa står op for fred og presser politikerne. Jeg håber, at menneskeheden og især politikerne er i stand til at finde frem til en fredelig løsning, inden det er for sent.
