Lærere skal coronateste kolleger - fagforening protesterer

Vordingborg Kommune håber, at personale på skolerne melder sig som podere, så de kan teste deres kolleger, når skolerne åbner delvist op i næste uge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På mandag åbner landets grundskoler op igen for 0.-4. klasserne. For at skolerne ikke skal blive lagt ned af coronavirus, anbefaler myndighederne, at personalet kviktestes to gange om ugen.

I Vordingborg Kommune håber man på, at lærere, pædagoger og andet personale ude på skolerne vil melde sig som podere.

quote Det er meget mere fleksibelt, hvis vi har nogle nøglepersoner på de enkelte skoler, der kan foretage de her tests, så alle kan blive testet to gange om ugen

Mikael Smed (S), borgmester, Vordingborg Kommune

- Vi har spurgt alle medarbejdere på skolerne, om nogen vil påtage sig den her ekstraopgave i en kort periode, siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune.

Hvor daginstitutioner og hjemmepleje er omfattet af det testspor, som SOS International og Carelink står for, så er det op til kommunerne selv, at løse opgaven med at få testet personalet på skolerne.

Lyntest
Læs også
Region Sjælland kan hurtigteste 14.000 om dagen fra mandag
Lyntest
Læs også
Region Sjælland kan hurtigteste 14.000 om dagen fra mandag

Borgmester: Det er mere fleksibelt

I Vordingborg Kommune håber ledelsen, at nok personaler melder sig til at stå for kviktestene ude på skolerne, for det vil ifølge borgmesteren være den mest fleksible måde at teste på.

- Hvis det er de mobile testenheder, som skal komme rundt til skolerne og teste personalet, så vil der måske være ansatte, som har fri, eller nogen, der ikke er på arbejdspladsen, eller når det ikke lige passer med undervisningen, at man kan blive testet, siger Mikael Smed (S)

- Det er meget mere fleksibelt, hvis vi har nogle nøglepersoner på de enkelte skoler, der kan foretage de her tests, så alle kan blive testet to gange om ugen, siger Mikael Smed.

Borgmester Mikael Smed (S).
Borgmester Mikael Smed (S). Foto: Jacob Bagge Jensen - TV2 ØST

På Præstø Skole og Møn Skole har nok ansatte allerede meldt sig til at være podere, så her er brikkerne ved at falde på plads.

- Så skal vi kun komme ud en gang om ugen og aflevere en ordentlig håndfuld testkits, og så kan poderne passe det ind i løbet af ugen, som det passer dem, siger Mikael Smed (S).

20210114-143447-L-1920x1080we
Læs også
Hele landet fastholdes på højeste niveau i coronavurdering
20210114-143447-L-1920x1080we
Læs også
Hele landet fastholdes på højeste niveau i coronavurdering

Lærerforening kritiserer kollega-metoden

Hos Danmarks Lærerforening er næstformand Dorte Lange modstander af, at lærere skal teste andre lærere, blandt andet fordi hun mener, lærerne har nok at se til.

- Det er 0. til 4.klasses-børn, det her. Det er små børn, der skal kunne komme tilbage til et miljø, hvor de voksne er rolige og sikre, ikke noget hvor vi løber rundt og prøver at finde ud af, hvordan vi poder hinanden, siger næstformanden til DR.

quote Den situation skal man ikke sætte hinanden i som kolleger

Dorte Lange, næstformand, Danmarks Lærerforening

Desuden mener hun, det er alt for intimt, at lærerne skal stikke en podningspind ind i næsen på en kollega.

- Den situation skal man ikke sætte hinanden i som kolleger, siger Dorte Lange til DR.

Traclt testcenter
Læs også
Professor: Myndigheders nøl med lyntest har kostet liv
Traclt testcenter
Læs også
Professor: Myndigheders nøl med lyntest har kostet liv

I Vordingborg kan borgmesteren dog ikke se det store problem i det.

- Jeg kan godt forstå, man bekymrer sig, men jeg kan ikke forstå, man er modstander. Det her er jo faktisk for at sikre deres medlemmer og de forældre og børn, der kommer i skolen. Det er jo en helt særlig situation, vi har i Danmark, og vi løser alle sammen nogle ting, vi ikke lige plejer at løse af opgaver, siger Mikael Smed (S).

quote Koldt vand i blodet, det er en lille ekstra opgave for det fælles bedste

Mikael Smed (S), borgmester, Vordingborg Kommune

Hvis det nu var dig selv, og du skulle teste kommunaldirektøren, ville du have lyst til det?

- Ja, det ville jeg. Det kan jeg simpelthen ikke se nogen barriere i. Det mest ubehagelige for mig er jo at få den der vatpind i næsen, det er jo ikke i forhold til, hvem det er, der gør det, eller om jeg selv skulle gøre det på andre, siger borgmesteren.

- Så, koldt vand i blodet, det er en lille ekstra opgave for det fælles bedste, og jeg håber, at der både er lærere, pædagoger og administrativt personale på skolerne, der har lyst til at påtage sig den opgave i en kort periode.

Justitsministeren om tests af personale på skoler:

- Personalet på landets skoler vil blive tilbudt at blive kviktestet to gange om ugen. Det er et vigtigt værktøj til at bryde potentielle smittekæder hurtigt og dermed også et væsentligt element i den begrænsede genåbning, som vi nu heldigvis kan se frem til for de mindste skoleelever. Derfor er det også afgørende, at personalet på landets skoler nu gør brug af tilbuddet om kviktest, så vi sikrer, at genåbningen foregår så forsvarligt som muligt, siger justitsminister Nick Hækkerup (S) i en pressemeddelelse fra KL.

Kommunerne løser opgaven forskelligt

Det er en vejledning fra Kommunernes Landsforening (KL), der gør, at mange kommuner er ved at finde frivillige ude på skolerne, der vil stå for kviktestene. 

I drejebogen, som KL har sendt ud til kommunerne, fremgår det, at det er kommunerne, der skal stå for testning af skolernes personale. 

"Der er frihed til at organisere opgaven i kommunen, fx ved at uddanne et antal podere på hver skole eller etablere podeteams, der bevæger sig fra skole til skole", står der blandt andet i drejebogen.

I Vordingborgs nabokommune, Næstved, forsøger de også at klare opgaven med kviktests ude på skolerne.

Peter Compen
Læs også
To døgn med nye indrejseregler: 207 personer afvist i Rødby og Gedser
Peter Compen
Læs også
To døgn med nye indrejseregler: 207 personer afvist i Rødby og Gedser

På nogle skoler er det lykkedes at finde personale, der har en sundhedsfaglig baggrund eller som har erfaring fra testcentre, og som gerne vil stå for opgaven, oplyser Johnni Helt, som er teamleder i Center for Dagtilbud og Skole.

I Ringsted Kommune har man valgt en anden strategi. Her har man spurgt livredderne fra svømmehallen i Ringsted Sportcenter, om de vil stå for testning af de ansatte på skolerne. Ni har foreløbig sagt ja, skriver sn.dk.

- I forhold til andre kommuner, der har foreslået, at lærerne tester sig selv, er vi glade for, at vi har mulighed for at rekruttere medarbejdere, der har et vist kompetence- og erfaringsniveau i forvejen, siger Gitte Løvgren, direktør for skoleområdet i Ringsted Kommune til sn.dk

Borgmester håber på stor tilslutning

I Vordingborg håber Mikael Smed, at det lykkes at finde podere nok blandt personalet på alle skoler i kommunen.

-  Kan det ikke lade sig gøre ad frivillighedens vej, så laver vi nogle hold, der kører rundt. Vi skal nok sørge for, at de (personalet på skolerne, red.) kan blive testet de der to gange om ugen, siger han.

Det personale, der melder sig til at næsepode, vil blive oplært i det. Mikael Smed ved ikke, om det kan nås til på mandag, men han forsikrer, at personalet på skolerne nok skal blive tilbudt tests to gange om ugen.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra formanden for den lokale lærerkreds i Vordingborg, Mette Brendstrup Laursen, men det er ikke lykkedes.


Nyhedsoverblik