To døgn med nye indrejseregler: 207 personer afvist i Rødby og Gedser

Skærpede indrejseregler satte sit præg på antallet af afviste ved den danske grænse mod Tyskland i Rødby og Gedser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

207 indrejsende til Danmark via Rødby og Gedser har i de seneste to døgn måttet vende næsen om og drage retur mod Tyskland. Det er resultatet af politiets indrejsekontrol, der blev skærpet lørdag klokken 17.

quote Vi ved også erfaringsmæssigt, at nu har folk sat sig ind i reglerne, og så kommer de næste søndag og har tingene i orden

Peter Compen, fungerende politiinspektør, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi

Ved både Rødby og Gedser har politiet stået klar, når færgerne har lagt til kaj. Her to døgn senere gør fungerende politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, Peter Compen, status på indrejsekontrollen ved de to blå grænseovergange mod syd.

- Lørdag fra klokken 17 har vi afvist fra 23 til midnat, 160 om søndagen og 23-24 stykker ind til nu i mandags-døgnet, fortæller han til TV2 ØST.

Nye restriktioner mod corona

Politiets indsats ved grænsen er skærpet, efter at udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sammen med justitsminister Nick Hækkerup (S) fredag præsenterede de seneste restriktioner mod corona.

De danske myndigheder har i lyset af de seneste corona-mutationer og voksende smitte valgt at skærpe kravene for indrejse. Det betyder, at listen over de såkaldte anerkendelsesværdige formål er blevet indskrænket – og derudover skal indrejsende kunne præsentere en negativ corona-test, som er højst 24 timer gammel.

- Dem, vi afviser, er personer, der kommer herop for at skulle arbejde, som har været vant til at kunne komme ind på en gyldig corona-test, som er maks. 72 timer gammel. De har ikke sat sig ind i de nye regler, og de har ikke en attest med, som er maks. 24 timer gammel – de bliver så afvist.

Ifølge Peter Compen godtages både en lyntest og en PCR-test for at komme ind i landet. 

Forventer færre afviste

Trods travlhed i de første dage viser erfaringer fra tidligere, at antallet af afviste ved grænsen generelt hurtigt falder efter at nye restriktioner er blevet indført.

- Selvfølgelig søndag har vi haft travlt med at afvise folk – men vi ved også erfaringsmæssigt, at nu har folk sat sig ind i reglerne, og så kommer de næste søndag og har tingene i orden.

De nuværende restriktioner gælder ind til og med 17. januar 2021, men statsminister Mette Frederiksen (S) sagde så sent som i weekenden, at sandsynligheden for at restriktionerne vil blive ophævet om blot en uge er meget lidt sandsynligt.