Forsvarsudspil uden løfter til Sjælland - alligevel er borgmestre glade

Selvom der tilføres mange milliarder kroner til forsvaret, så er der ikke adresse på de checks, der måtte blive sendt ud.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der skal være flere værnepligtige - og de skal være der længere.

Sådan lyder den største regionale nyhed i det nye udspil til forsvarsaftale, som regeringen præsenterede tirsdag.

I forliget vil regeringen tilføre forsvaret 143 milliarder kroner over en tiårig periode.

- Det er en historisk dag. Det er et historisk løft, som vi vil give til forsvaret, sagde Troels Lund Poulsen (V), der er fungerende forsvarsminister.

Forsvarsudspillet lægger op til et såkaldt rammeforlig, hvor man afsætter pengene til forsvaret - men først senere konkret beslutter, hvor og hvordan de skal bruges. 

Metoden kendes fra trafikområdet, hvor man i løbende delforlig så aftaler, hvordan man konkret vil vægte de forskellige indsatsområder.

Læs også
Regeringen vil investere trecifret milliardbeløb i forsvar
Læs også
Regeringen vil investere trecifret milliardbeløb i forsvar

Udspillet indebærer dog, at der skal investeres milliarder til modernisering af forsvaret, og ikke mindst til at få has på de efterslæb, der er på mange kaserner og forsvarsfaciliter i Danmark. 

Alt i alt er der afsat 38 milliarder til disse opgaver.

Forsigtig tilfredshed

At det er en rammeaftale skulle man tro udløste skuffelse hos de regionale borgmestre i Region Sjælland.

De 17 kommuner i Region Sjælland havde op til udspillet slået sig sammen i et forsøg på at præsentere Sjælland som et attraktivt sted at placere nye udvidelser af forsvaret i vores område.

Læs også
Forsvarsudspil efterlader frustrerede fagforeninger
Læs også
Forsvarsudspil efterlader frustrerede fagforeninger

De afholdt blandt andet en konference på Christiansborg for forsvarsordførerne i starten af maj, som de ikke lagde skjul på var en del af en egentlig charmeoffensiv for Region Sjælland.

- Når man skal styrke forsvaret, så vil det nærmest uanset hvad komme til at kræve flere ansatte, sagde Slagelses borgmester Knud Vincents (V) dengang. 

Værnepligtige under deres uddannelse på Antvorskov Kaserne. Arkivfoto.
Værnepligtige under deres uddannelse på Antvorskov Kaserne. Arkivfoto. Foto: Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

Men alt i alt er borgmester Mikael Smed (S) fra Vordingborg Kommune glad for udspillet, der kom tirsdag. 

- Jeg noterer mig, at man i første omgang vil koncentrere sig om forhandlinger om mere personel, uddannelse og værnepligt. Og det er noget, der ligger rigtig godt for os. Her i Vordingborg har vi en halvtom kaserne, som er helt moderniseret. Det er så at sige plug-and-play, hvis man vil udvide her, siger han til TV2 ØST.

Også Slagelses borgmester Knud Vincents mener, at det ser godt ud for Sjælland.

- Her hos os har vi muligheden for både at rekruttere de rigtige mennesker, og for at fastholde arbejdskraften, siger han.

Han peger på, at regeringens udspil ventes at ende med et egentligt forlig til efteråret - og her håber han, at Sjælland vil spille en rolle.

- Vi vil fortsætte arbejdet for at gøre opmærksom på Sjælland blandt de 17 kommuner, der arbejder sammen. Der er aldrig noget, der kommer af sig selv. Og vi vil arbejde benhårdt for, at det kommer til Sjælland, siger han.

Læs også
Borgmestre vil have flere soldater på Sjælland
Læs også
Borgmestre vil have flere soldater på Sjælland

Slagelse er den eneste kommune her i sendeområdet, hvor der ligger to forsvarsinstallationer. Det gælder Antvorskov Kasserne og Flådestation Korsør. 

Desuden tæller faciliteterne i Region Sjælland overordnet set Vordingborg, Roskilde Lufthavn og Marinestation Kongsøre i Odsherred, hvor Frømandskorpset holder til.

Mere værnepligt

Selvom der ikke er konkrete løfter i udspillet, der ser ud til at komme Region Sjælland særligt til gavn, så fremhæves det dog, at regeringen ønsker, at der skal indkaldes flere værnepligtige i fremtiden, og de skal samtidig aftjene deres værnepligt i længere tid.

Det er interessant, fordi kasernerne i Vordingborg og Antvorskov ved Slagelse begge er kaserner, der tager sig af uddannelsen af værnepligtige.

Vordingborg Kaserne huser cirka 250 værnepligtige årligt.
Vordingborg Kaserne huser cirka 250 værnepligtige årligt. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

- Når de vil have flere værnepligtige, så er det sådan set vand på vores mølle. Udfordringen bliver dog at få selve strukturen på plads - så der så at sige er instruktører nok til at tage imod de værnepligtige. Det vil nok tage lidt tid at få på plads -  men rammen er rigtig fin indledningsvis, siger Vordingborgs borgmester Mikael Smed (S).

Hvordan forhandlingerne mere konkret kan gennemføres ønskede ministeren tirsdag ikke at sætte ord på.

- Vi kan ikke sige det endnu. Når vi taler om antallet af værnepligtige og længden af værnepligten, så skal forholdene også være på plads for de nye værnepligtige, som der kommer ind. Men det kommer vi til at se på i de forhandlinger, der kommer, siger Troels Lund Poulsen.

Læs også
Kommuner rotter sig sammen - kæmper for flere soldater i Vordingborg
Læs også
Kommuner rotter sig sammen - kæmper for flere soldater i Vordingborg

Troels Lund Poulsen mener, at forhandlingerne kan blive svære, fordi der er meget forskellige holdninger til værnepligten blandt partierne, der i dag er med i det nationale kompromis om forsvaret.

Nye opgaver

Mens Forsvaret udvides, så skal det også i højere grad end i dag støtte civile myndigheder i deres arbejde - for eksempel politiet og beredskabet.

Noget kan dog tyde på, at den danske indsats på havet skal styrkes i de kommende år, hvilket kan betyde en styrkelse af flådestationen i Korsør.

Læs også
Forsvaret bløder personel: Smertegrænsen er nået
Læs også
Forsvaret bløder personel: Smertegrænsen er nået

Regeringen ønsker nemlig en styrket tilstedeværelse i både Østersø-området, og omkring Grønland og Færøerne. 

Samtidig ønsker de en styrket indsats i verdens brændpunkter. Her fremgår det dog ikke, om de her tænker på flåden, flyvevåbenet eller hæren.

I dag er flådestationen hjemsted for de tre fregatter Absalon, Esbern Snare og Iver Huitfeldt. Derudover holder seks patruljefartøjer af Diana-klassen til på flådestationen, hvor også en del af det danske miljøberedskab har faciliteter. 


Nyhedsoverblik