Regeringen vil investere trecifret milliardbeløb i forsvar

Over de næste ti år skal der tilføres 143 milliarder kroner til det danske forsvar, foreslår regeringen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

143 milliarder kroner.

Det er det samlede beløb, som regeringen foreslår, at der investeres i det danske forsvar over de næste ti år.

Regeringens længe ventede forsvarsudspil er tirsdag blevet præsenteret af fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), og forhandlingerne starter allerede denne uge.

- Vi står ved et historisk forsvars- og sikkerhedspolitisk vendepunkt. Der er krig i Europa, og vi kan ikke længere tage fred for givet, siger Troels Lund Poulsen på et pressemøde.

- Det er et historisk løft, siger han.

Sådan vil regeringen bruge de 143 milliarder kroner til forsvar

Fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) har tirsdag fremlagt regeringens udspil til et kommende forsvarsforlig.

Regeringen vil først senere give bud på, hvordan pengene konkret skal bruges, og i første omgang fremlægges følgende rammer:

  • Den samlede økonomiske ramme er 143,2 milliarder kroner over de næste ti år.

  • I 2023 afsættes 6,7 milliarder kroner, og i 2032 er beløbet på 19,2 milliarder kroner.

  • Heraf afsættes 105,4 milliarder kroner til nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter.

  • Ud af den samlede ramme skal 26,9 milliarder kroner gå til at sætte bygninger i stand, opbygge it og styrke personel over de næste ti år.

  • Desuden skal afsættes 10,9 milliarder kroner over de næste ti år til nødvendige investeringer på personel- og materialeområdet.

Kilde: Forsvarsministeriet

Af de 143 milliarder kroner skal omkring 105 milliarder kroner gå til "nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter".

Vil lande forlig inden topmøde

Udspillet skal bane vejen for, at Danmark senest i 2030 bruger to procent af bruttonationalproduktet (bnp) på forsvar og sikkerhed, som er Natos målsætning.

Regeringen går efter at lande et overordnet rammeforlig inden Nato-topmødet i juli.

Derefter skal ”konkrete kapaciteter og initiativer” besluttes løbende fra efteråret og frem ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet.

Der er dog udvalgt "tre centrale indsatsområder" af regeringen i det kommende forsvarsforlig.

Det drejer sig om Rigsfællesskabet, nærområdet i Øst og indsatser i verdens brændpunkter.

Læs også
Borgmestre vil have flere soldater på Sjælland
Læs også
Borgmestre vil have flere soldater på Sjælland

Ud over milliardbeløbet til det danske forsvar vil regeringen også afsættes yderligere 21,9 milliarder kroner til militær støtte til Ukraine gennem Ukraine-fonden.

7,5 milliarder kroner af dem gives til den såkaldte fond i år, mens der afsættes 10,4 milliarder kroner næste år og derefter én milliard kroner årligt fra 2025 til 2028.

Det sker "uden modgående finansiering". I stedet vil den strukturelle saldo blive lempet i 2023 og 2024.


Opdateres.


Nyhedsoverblik