Tidligere rektor i referat: Usædvanligt højt niveau af sager om vold og voldtægt på Herlufsholm

Bestyrelsen kendte til alle sager med myndighedskontakt eller sanktioner, fortalte den tidligere rektor under et møde med tilsyn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der er et usædvanligt højt niveau af sager om vold og voldtægt på kostskolen Herlufsholm.

Sådan lyder vurderingen fra den forhenværende rektor på kostskolen Flemming Zachariasen, der var rektor i perioden 2016 til 2019.

Det fremgår af et referat fra et møde 19. maj i år mellem Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) og den tidligere rektor, som TV 2 har fået aktindsigt i.

Her beskriver Flemming Zachariasen, at antallet af volds- og voldtægtssager er ”mindst ti gange så højt” på Herlufsholm ”som andre steder”.

Bestyrelse afviste kendskab til voldskultur

Af samme referat fremgår det, at Flemming Zachariasen i løbet af sine tre år som rektor orienterede skolens bestyrelse om alle sager, hvor der blev overvejet sanktioner, eller hvor myndighederne blev kontaktet.

Heriblandt fire sager om voldtægt han som skolens leder håndterede samt en sag om såkaldt ”kalenderbank”.

Sidstnævnte et fænomen som ifølge den forhenværende rektor indebar, at ”1. g'ernes navne blev lagt i en hat, og når et navn blev trukket, blev den pågældende 1.g’er slået”.

Læs også
Elever på Herluftsholm udsat for trusler - elev væltet på cyklen
Læs også
Elever på Herluftsholm udsat for trusler - elev væltet på cyklen

Flemming Zachariasen husker, at det var elever fra 2.g, der slog de yngre elever i en sovesal efter sengetid.

- Episoden blev sanktioneret, og bestyrelsen blev også orienteret om det, står der i referatet.

Et andet referat fra et møde i Herlufsholms bestyrelse bekræfter, at bestyrelsen blev orienteret om kalenderbanksagen i februar 2018.

Hidtil har det ellers lydt fra både bestyrelsesformand Torben von Lowzow og den nu fyrede rektor Mikkel Kjellberg, at de ikke vidste noget om den voldskultur, der blev afdækket i dokumentaren.

Læs også
Tidligere Herlufsholm-rektor retter hård kritik mod bestyrelse
Læs også
Tidligere Herlufsholm-rektor retter hård kritik mod bestyrelse

Ønsker ikke at stille op til interview

Kulturen på Herlufsholm blev i begyndelsen af maj beskrevet i TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder', hvor en lang række tidligere elever fortalte om vold og overgreb begået af andre elever.

Efterfølgende kunne TV 2 fortælle, at Flemming Zachariasen i kølvandet på dokumentaren under en telefonsamtale med STUK, der fører tilsyn med privatskoler som Herlufsholm, kritiserede skolens bestyrelse.

En kritik, han altså efterfølgende uddybede på et møde med STUK 19. maj, som TV 2 har referatet fra.

TV 2 ville gerne have spurgt Flemming Zachariasen, der er tidligere leder af kostafdelingen ved Birkerød Gymnasium, hvordan han kan dokumentere sin påstand om, at der på Herlufsholm er langt mere vold og flere voldtægter end andre steder, da dette ikke fremgår af referatet.

Men han ønsker ikke at stille op til interview med TV 2.

Flemming Zachariassen
Læs også
Herlufsholm-rektor stopper efter kun tre år
Flemming Zachariassen
Læs også
Herlufsholm-rektor stopper efter kun tre år

”Socialt selvmord”

Under mødet med STUK beskrev Flemming Zachariasen selv kulturen på Herlufsholm på følgende måde:

- Det var i det hele taget "socialt selvmord" for 1. og 2. g’ere at kritisere nogen i 3.g.

Han fortalte også myndighederne om ”en tavshedskultur og en udstødelseskultur” på stedet, og at elever forlader Herlufsholm ”som følge af socialt pres og isolation”.

Derfor vurderer han, at kulturen på kostskolen er beskrevet ”spot on” i TV 2s dokumentar.

Ifølge referatet mener Flemming Zachariasen også, at det er ”væsentligt for sagen at få afdækket, hvor meget bestyrelsen ved og bestemmer i den daglige ledelse af skolen”.

Han fortalte tilsynet, at bestyrelsen, dengang han var rektor på Herlufsholm, blev ”orienteret om samtlige elevsager, hvor der har været myndighedskontakt eller sanktioner."

Bestyrelsesformand: Høj trivsel og sund kultur blandt elever

Flemming Zachariasen forklarer ifølge referatet yderligere, hvordan han forsøgte at ændre traditionen 'Fugleskydningen', hvor berusede 3. g’ere opførte sig som ”støjende hooligans”, men dette blev afvist af bestyrelsen.

TV 2 har forsøgt at få et interview med den nuværende formand for Herlufsholms bestyrelse, Torben von Lowzow, der var næstformand i bestyrelsen i perioden 2014 - 2019 – altså mens Flemming Zachariasen var rektor.

Men han har ikke ønsket at stille op. I stedet har skolen fremsendt et skriftligt svar:

- Vi har en løbende, konstruktiv dialog med STUK, og her kan jeg ligeledes bekræfte, at alle svar på Flemming Zachariasens udtalelser til STUK er blevet imødegået i et brev sendt til STUK tirsdag 7. juni 2022, skriver Anne Kirstine Rahr Lindbom, der står for kommunikation og marketing på skolen.

Hun tilføjer, at skolen ikke har yderligere kommentarer til Flemming Zachariasens udtalelser, da "det er en sag mellem Herlufsholm og STUK".

Læs også
Herlufsholm-student står frem med sin historie: - Skolen stod for det største svigt
Læs også
Herlufsholm-student står frem med sin historie: - Skolen stod for det største svigt

I et forord til en redegørelse fra slutningen af marts skrev Torben von Lowzow dog følgende til tilsynet:

- Bestyrelsen vurderer på det foreliggende grundlag, at der på Herlufsholm i langt overvejende grad er en høj trivsel blandt vores elever og en sund kultur.

Torben von Lowzow skrev desuden, at der ”altid vil være sager med elever, som udfordrer skolens kultur og ordensregler” på en skole ”befolket af unge mennesker”.

Ifølge hans udsagn hører det til sjældenhederne, at der dukker begivenheder og forhold op, der kan ”betragtes som levn fra tidligere tiders magtmisbrug og hierarkiserende kultur.”

”Der er ingen hellige køer”

Efter at TV 2-dokumentaren 'Herlufsholms hemmeligheder' blev sendt i tv, fyrede bestyrelsen på Herlufsholm den daværende rektor, Mikkel Kjellberg, og varslede ”et nyt Herlufsholm”.

I en pressemeddelelse fra 7. maj skrev bestyrelsesformand Torben von Lowzow, at bestyrelsen havde vedtaget ”en omfattende handlingsplan”, der blandt andet har til hensigt at afskaffe den såkaldte præfektordning, hvor ældre elever er med til at opdrage yngre elever.

Samtidig skal alle kostelever fremover få mulighed for at sove på eget værelse i stedet for på sovesal, lød det.

Læs også
Medlem trækker sig fra Herlufsholms bestyrelse efter dokumentar
Læs også
Medlem trækker sig fra Herlufsholms bestyrelse efter dokumentar

Torben von Lowzow og bestyrelsen understregede, at man ville gøre op med alle forhold på skolen, som kunne have været med til at skabe den "usunde kultur, som udsendelsen beskriver".

- Der er ingen hellige køer. Heller ikke for bestyrelsens eget vedkommende og vores fremtid på skolen, skrev han.

Men Flemming Zachariasen undrede sig på mødet med STUK over, at der er lavet en handlingsplan, som ingen rektor efter hans opfattelse vil kunne få gennemført på grund af modstand fra blandt andre de ældste elever.

Det baserer han blandt andet på tidligere episoder, hvor ældre elever med held modsatte sig ændringer udstedt af skoleledelsen.

TV 2 har også været i kontakt med Jens Moberg, der var bestyrelsesformand i perioden, hvor Zachariasen var rektor.

Han har heller ikke ønsket at medvirke i et interview eller at kommentere på Flemming Zachariasens udtalelser til tilsynet, da det ifølge ham ”er en sag mellem skolen og STUK”.


Nyhedsoverblik