Herlufsholm-student står frem med sin historie: - Skolen stod for det største svigt

Herlufsholm skal være et sted, hvor en elev trygt kan gå til sin lærer eller rektor og fortælle, hvad der er sket, skriver bestyrelsesformand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

27-årige Frederikke sidder foran sin computerskærm et sted i Mellemamerika. Hun er smilende, men nervøs. Hun vakler – skal hun dele sin historie eller ej?

Efter lidt betænkningstid beslutter hun sig for at gøre det.

- Det kan betyde et socialt selvmord for mig, men det er vigtigt at bryde tavsheden og fortælle sandheden, siger hun til TV 2.

Frederikke har også en beretning fra sin tid som elev på Herlufsholm Kostskole. Ligesom flere af de tidligere elever, der medvirkede i dokumentaren ’Herlufsholms Hemmeligheder’ har deres. I artiklen optræder hun kun med fornavn, da hun frygter for trusler, men TV 2 er bekendt med hendes identitet.

- Det er stadigvæk hårdt for mig at sige voldtægt, fordi jeg føler, at det er så kraftigt et ord.

Men der var tale om en voldtægt, mener hun.

Frederikke Herlufsholm2

Fortalte det til sovesalslæreren

Ifølge Frederikke var hun faldet i søvn til en fest for elever fra Herlufsholm Kostskole og vågnede, ved at en ældre dreng trængte ind i hende uden hendes samtykke.

Festen foregik ikke på skolens grund, men da Frederikke var 1.g’er og drengen 3.g’er på skolen, besluttede hun sig for at tale med sin sovesalslærer, da hun efter weekendens fest vendte hjem til sovesalen på Herlufsholm.

- Det største svigt er helt klart fra skolens side – den måde, de håndterede det på, forklarer hun.

Ifølge Frederikke gik sovesalslæreren med til et møde med skolens daværende rektor, Klaus Eusebius Jakobsen. Han var rektor på Herlufsholm fra 1993 til 2016.

- Jeg kommer så ind til Klaus, og jeg går derind med en måske lidt naiv tro om, at han vil tage mig alvorligt, men det oplever jeg ikke, at han gør, husker Frederikke.

”Bedst, hvis vi glemmer det”

Frederikke har skrevet et opslag på Facebook om samtalen i rektorboligen. Det opslag er siden blevet delt over 1.000 gange.

- Rektor spørger mig, om det ikke er bedst, hvis vi glemmer det og kommer videre, og at han jo alligevel bliver student om nogle måneder. Han siger, der er vel ingen grund er til at ødelægge resten af hans liv. Jeg går derfra med en følelse af at det var min egen skyld, at hvis jeg gik videre med det, ville jeg ødelægge hans liv, skriver hun i opslaget.

quote Jeg er rystet over, at jeg skulle have sagt, som du skriver

Klaus Eusebius Jakobsen, tidligere rektor på Herlufsholm

Ifølge Frederikke meldte hverken hun eller skolens ledelse hændelsen til politiet.

Hvorfor meldte du det ikke bare selv til politiet?

- Der var jo en tydelig magtforskel i det her med, at han sidder dér og er rektor, og jeg er bare en elev, og de her magtstrukturer går jo igen på skolen, siger Frederikke og uddyber:

- Du skal virkelig være en stærk teenager for at kunne skære igennem og sige, jeg vil til politiet.

Læs også
Medlem trækker sig fra Herlufsholms bestyrelse efter dokumentar
Læs også
Medlem trækker sig fra Herlufsholms bestyrelse efter dokumentar

Undskyld fra rektor

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Frederikkes rektor, Klaus Eusebius Jakobsen, men han har ikke ønsket at stille op til interview. Men i en kommentar på Facebook har han tidligere skrevet til Frederikke:

- Jeg må indrømme, at jeg overhovedet ikke kan huske den situation. Den er ellers så stærk og ubehagelig, at jeg burde kunne. Jeg er rystet over, at jeg skulle have sagt, som du skriver; det er forfærdeligt, at jeg ikke har taget dig alvorligt (…): Undskyld.

Klaus Eusebius Jakobsens kommentar på Facebook. Foto: TV 2
Klaus Eusebius Jakobsens kommentar på Facebook. Foto: TV 2

Søndag medvirkede Klaus Eusebius Jakobsen i en nyhedsudsendelse på TV 2 ØST, hvor han sagde følgende om afsløringerne i TV 2-dokumentaren ”Herlufsholms hemmeligheder”:

- Det kommer jo fuldstændig bag på mig, at der tilsyneladende er den slags normer, men havde jeg vidst, at de havde været der, så kan jeg love dig for, at så havde jeg grebet ind lige med det samme.

VIDEO: Se hele interviewet med den tidligere rektor Klaus Eusebius her.

Frederikke har set interviewet med sin tidligere rektor og er overrasket over hans udtalelse.

- Jeg har siddet over for ham i hans rektorbolig, og han kan ikke huske den situation. Så tænker man, at så er det måske, fordi det ikke er så enestående. At min sag er én blandt mange, siger hun.

quote Vi oplever, at skolen opretholder en kultur, som er kendetegnet ved, at problemer håndterer vi internt

Mor til tidligere elev i klage over Herlufsholm

Frederikke havde egentlig forsøgt at lægge sine egne oplevelser bag sig, men den seneste tids debat har fået hende til at stå frem med sin historie.

- For mig er det vigtigt, at debatten kommer til at handle om skolens håndtering af sager om seksuelle krænkelser og ikke om de enkelte overgreb, forklarer hun.

Kontaktede ikke politiet

Det er ikke første gang, at Herlufsholm får kritik for en sag om seksuelle krænkelser. I 2017 fik Herlufsholm kritik af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet for håndteringen af en sag om en 14-årig piges beretning om voldtægt.

Moderen til pigen klagede dengang over skolens håndtering af sagen. Hendes hovedanke var, at hun først selv blev kontaktet dagen efter overgrebet, og at hun blev bedt om ikke at møde på skolen, fordi Herlufsholm selv var i gang med at håndtere sagen. Hun skriver i sin klage, at skolen hverken kontaktede “læge, myndigheder eller politi”.

Læs også
Politiet undersøger episoder på Herlufsholm - opfordrer til at anmelde
Læs også
Politiet undersøger episoder på Herlufsholm - opfordrer til at anmelde

Styrelsen skrev dengang i deres afgørelse:

- Det indskærpes i den forbindelse, at styrelsen finder det kritisabelt, hvis en skole lukker sig om sig selv og klarer problemer internt i stedet for at kontakte politi og andre relevante myndigheder.

Moderen beskrev blandt andet i klagen, at da datteren vendte tilbage til skolen, blev hun mødt af tilråb som “luder”, “brugt” og “slidt”. Og at nogle elever lavede lyde, som om de skulle kaste op, når hun gik forbi.

- Vi oplever, at skolen opretholder en kultur, som er kendetegnet ved, at problemer håndterer vi internt. Også hvis prisen er mobning og udstødelse. Vi står tilbage med en oplevelse af, at skolens rygte står over alt andet, lød det fra moderen.

quote De er bange for repressalier i miljøet

Helle Rabøl Hansen, mobbeforsker

12 mulige sager om seksuelle krænkelser

Efter at TV 2 begyndte at undersøge Herlufsholm, har tilsynsmyndighederne forlangt to redegørelser af skolen. Den ene viser, at skolen har registreret 12 såkaldte mulige og reelle seksuelle krænkelser i perioden 2016-2022.

Desuden oplyser mobbeforsker Helle Rabøl Hansen, at hun har fået otte nye henvendelser - heriblandt fire fulde vidnesbyrd - om seksuelle krænkelser af piger på Herlufsholm, siden ”Herlufsholms hemmeligheder” blev sendt i sidste uge.

- Det er min opfattelse, at nogle af de piger, som er kommet i klemme i Herlufsholm-historikken, ikke har haft nogen som helst at gå til, og at de er bange for repressalier i miljøet, siger hun.

Helle Rabøl Hansen beskriver henvendelserne som “voldsomme” og understreger, at hun har hørt flere beretninger, der minder om Frederikkes.

Bestyrelsesformand beklager

Torben von Lowzow, der er nuværende bestyrelsesformand på kostskolen, har ikke ønsket at stille op til interview, men oplyser i et skriftligt svar til TV 2, at han "beklager meget, at dette overgreb kunne ske på Herlufsholm".

- Jeg vil gerne takke pigen for at stå frem. Vi har sat en uvildig advokatundersøgelse i proces, som skal vende hver en sten. Det gælder også mulige krænkelser i perioden. I mellemtiden har vi sat ind med en lang række tiltage og en handlingsplan, skriver han.

Fremadrettet skal "voldtægter politianmeldes med det samme", tilføjer bestyrelsesformanden. Og så skal skolen være et sted, hvor "en elev trygt kan gå til sin lærer eller rektor og fortælle, hvad der er sket".

- Vi har en fast procedure for anmeldelse af krænkelser, siger han.

Læs også
Medie: Herlufsholms bestyrelsesformand kendte til krænkelser
Læs også
Medie: Herlufsholms bestyrelsesformand kendte til krænkelser

I har jo selv lagt op til, at elever skal henvende sig, hvis de har oplevet den slags. Er der kommet flere sager ind?

- Vi har netop lanceret en whistleblower-ordning som supplement til den, som undervisningsministeriet har. Derudover vil vi gå i dialog med hver enkelt, der henvender sig til os.

Alle henvendelser vil blive overdraget til den uvildige undersøger, tilføjer Torben von Lowzow.


Nyhedsoverblik