Politiet undersøger episoder på Herlufsholm - opfordrer til at anmelde

Politiet undersøger episoder på Herlufsholm Skole. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi skriver mandag eftermiddag i en pressemeddelelse, at de er bekendte med dokumentarudsendelsen ”Herlufsholms hemmeligheder”, som blev vist torsdag den 5. maj 2022 på TV 2. 

I dokumentaren beskrives episoder, som kan være overtrædelser af straffeloven, og det vil politiet nu undersøge nærmere, skriver de.

- Vi har taget udgangspunkt i den udsendelse, som er blevet sendt i sidste uge og med baggrund i den gennemgår mine medarbejdere udsendelsen nøje for at se, om der er så konkrete oplysninger, så de kan bruges til at efterforske konkrete straffelovsovertrædelser, siger politiinspektør Kim Kliver til TV2 ØST.

quote Politiet har iværksat den her undersøgelse på eget initiativ

Kim Kliver, politiinspektør, Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi

Er I i gang med at efterforske nogle konkrete sager lige nu?

- Vi i er i gang med at undersøge udsendelsen, og når vi har færdiggjort den her ret minutiøse gennemgang, vil vi vurdere, om der er baggrund for, at vi rejser en sigtelse og laver en egentlig efterforskning.

Politiinspektør Kim Kliver fortæller, at politiet har iværksat undersøgelsen på eget initiativ.
Politiinspektør Kim Kliver fortæller, at politiet har iværksat undersøgelsen på eget initiativ. Foto: Thomas Nielsen - TV2 ØST

Politikredsen opfordrer til, at nuværende og tidligere elever henvender sig til Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, hvis de ønsker at anmelde, at de har været udsat for strafbare forhold som for eksempel voldsepisoder eller psykisk vold under deres ophold på Herlufsholm Skole. 

- Det bemærkes, at psykisk vold er blevet strafbart med virkning fra den 1. april 2019, skriver politikredsen.

- Hvis der er nogle elever, der pt. går på skolen eller tidligere elever, som har været udsat for krænkende adfærd i form af voldsudøvelse eller anden straffelovsovertrædelse, så må man meget gerne rette henvendelse til os, så vi kan få oplysningerne direkte. Så vil jeg love, at dem vil vi efterforske det lige så minutiøst, som det vi er i gang med nu, siger politiinspektør Kim Kliver.

Læs også
Rektor på Herlufsholm fyret efter kritisk dokumentar
Læs også
Rektor på Herlufsholm fyret efter kritisk dokumentar


Politi har selv igangsat undersøgelse

Samtidig har Herlufsholm Skole indgivet en politianmeldelse på baggrund af TV 2-dokumentaren om skolen. Det oplyser skolens bestyrelse i en pressemeddelelse, der også er udsendt mandag eftermiddag.

- Bestyrelsen og ledelsen mener, at politiet bør undersøge, om der er et eller flere tilfælde, der skal undersøges nærmere, lyder det.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi understreger dog over for TV2 ØST, at politiets undersøgelse ikke igangsættes på baggrund af anmeldelsen.

- Politiet har iværksat den her undersøgelse på eget initiativ, siger Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. 

Dokumentar har fået flere konsekvenser

Udover politianmeldelsen har TV 2’s dokumentar fået flere andre konsekvenser.

Mikkel Kjellberg stoppede for to dage siden som rektor. Det skete med øjeblikkelig virkning.

- Bestyrelsen har besluttet at afslutte samarbejdet med rektor Mikkel Kjellberg, lød det i en pressemeddelelse, som Herlufsholm Skole sendte ud lørdag. Meddelelsen kom, efter skolens bestyrelse havde holdt et ekstraordinært møde om TV 2-dokumentaren.

Rektor Mikkel Kjellberg blev fyret efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde.
Rektor Mikkel Kjellberg blev fyret efter et ekstraordinært bestyrelsesmøde. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

På mødet vedtog bestyrelsen en handlingsplan, der blandt andet indebærer, at skolen dropper præfektordningen, som var en særlig mentorordning på Herlufsholm.

Læs også
Undersøgelse af kultur på Herlufsholm skal gå fire år tilbage
Læs også
Undersøgelse af kultur på Herlufsholm skal gå fire år tilbage

Dokumentaren blev vist den 5. maj og har siden affødt stærke reaktioner fra blandt andre politikere og kongehuset.

- Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen, skrev kronprinsparret blandt andet på Instagram.

Både statsminister Mette Frederiksen (S) og børne- og undervisningsministeren Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har kommenteret sagen.

 - Uanset om der er tale om privatskoler eller offentlige skoler, så kan jeg ikke leve med tanken om, at der er børn, som ikke kan lægge hovedet på puden om aftenen i sovesalen uden frygt for voldelige eller seksuelle overgreb, skrev Pernille Rosenkrantz-Theil (S) i et Facebook-opslag.

I forbindelse med dokumentaren er det blevet besluttet, at der skal laves en uvildig advokatundersøgelse af den voldelige kultur på kostskolen. Undersøgelsen kommer til at strække sig fire år tilbage i tiden. 

Bestyrelsens handlingsplan i punkter:

  • Præfekt-ordningen afskaffes.


  • Den nuværende ordning med sovesale ændres gennemgribende, så alle elever kan gå trygt i seng. Alle kostelever kan fra i dag sove på eget værelse.


  • Skolens ledelse udvides med en ekstra medarbejder dedikeret til at forestå arbejdet med trivsel på skolen.


  • Whistleblowerordning for elever som supplement til den eksisterende ordning for forældre på Undervisningsministeriets hjemmeside.


  • Hjælp tilbydes til nuværende som tidligere elever som har følt sig krænket eller har været udsat for fysisk eller psykisk pres på skolen.


  • Bestyrelsen vil afskaffe traditioner, der kan føre til fysisk eller psykisk krænkende adfærd, heriblandt den i TV 2-udsendelsen omtalte PØ-kamp.


  • Bestyrelsen vil søge fagprofessionel bistand fra en ekstern forsker til arbejdet med at forandre kulturen på skolen.


Kilde: Herlufsholm Skole


Nyhedsoverblik