Stevns

DF-profil fyret efter udtalelse til TV2 ØST

DF-politiker Martin Henriksen er blevet fyret fra sit job efter udtalelser til TV2 ØST.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Dansk Folkepartis spidskandidat på Stevns, den landskendte politiker Martin Henriksen, er blevet fyret fra sit job i partiet. Det skyldes udtalelser, politikeren torsdag kom med til TV2 ØST

Det bekræfter Martin Henriksen over for TV2 ØST.

- Jeg kan bekræfte, at jeg har modtaget besked om, at jeg er fyret på baggrund af de udtalelser, som jeg er kommet med i forbindelse med et vælgermøde i Rødvig. Jeg har ikke yderligere kommentar, siger Martin Henriksen til TV2 ØST.

quote Jeg har bemærket - ligesom andre givetvis har - at Pia Kjærsgaard ikke var helt tilfreds

Martin Henriksen (DF) til TV2 ØST


I et interview med TV2 ØST, der blev bragt fredag, udtaler Martin Henriksen sig om den uenighed mellem ham selv og partistifter Pia Kjærgsgaard under partiets årsmøde, der blev afholdt i MCH Herning Kongrescenter, i september. 

Her viste partistifteren sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale.

Efter et vælgermøde på Stevnsk bad TV2 ØST Martin Henriksen om at kommentere på den uenighed, der tidligere har vist sig mellem ham og partitoppen.
Efter et vælgermøde på Stevnsk bad TV2 ØST Martin Henriksen om at kommentere på den uenighed, der tidligere har vist sig mellem ham og partitoppen. Foto: Toke Sloth Grøndal - TV2 ØST

- Jeg har bemærket - ligesom andre givetvis har - at Pia Kjærsgaard (DF) ikke var helt tilfreds. Men jeg er er jo ikke i politik for at gøre en eller anden tilfreds. Jeg er i politik, fordi jeg vil gerne gøre en forskel for de borgere, der har tillid til mig og har stemt på mig, sagde Martin Henriksen, da TV2 ØST spurgte ham til episoden under et vælgermøde i Sydstevnshallen i Rødvig.

Et års ballade i Dansk Folkeparti

Henriksen blev på årsmødet valgt til partiets hovedbestyrelse med flest stemmer. På årsmødet slog formand Kristian Thulesen Dahl fast, at den åbne, interne strid skulle ophøre.

- Vi trækker nu en streg i sandet. Vi har i to år efter valget i 2019 haft højlydte diskussioner.

- Men nu er vi i 2021. To måneder før valg til kommuner og regioner. Så nu ser vi fremad. Vi finder os ikke i mere offentligt fnidder, sagde formanden.

Markant profil

Martin Henriksen var indtil seneste folketingsvalg i 2019 en markant profil som Dansk Folkepartis udlændingeordfører. Ved valget gik partiet dog markant tilbage, og det kostede 21 ud af 37 mandater - herunder Martin Henriksen.

Efterfølgende blev han dog ansat som konsulent i partiet med fokus på at skærpe partiets profil. Det er denne stilling, han nu er blevet fyret fra.

Som konsulent i Dansk Folkeparti har Martin Henriksen blandt andet svaret på mails, som partiet har modtaget fra sine vælgere og modstandere, samt stået for partiets medlemskartotek.

Partistifter Pia Kjærsgaard viste sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale.
Partistifter Pia Kjærsgaard viste sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale. Foto: TV 2

Martin Henriksen bor i dag på Stevns, hvor han stiller op som spidskandidat for Dansk Folkeparti og går efter borgmesterposten.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis lokalbestyrelse på Stevns i forhold til, hvorvidt fyringen får konsekvenser for Martin Henriksens lokalpolitiske fremtid og rolle som borgmesterkandidat til kommunalvalget i Stevns Kommune.

Bestyrelsesmedlem Helene Brix Petersen har ingen kommentar og henviser i stedet til Martin Henriksen og lokalformand Lea Berg Henriksen, der i øvrigt er Martin Henriksens hustru.

Martin Henriksen vil fortsat være at finde på stemmeseddelen til kommunalvalget i Stevns Kommune, ligesom han stadig sidder i partiets hovedbestyrelse.

DEL: