Fyring af DF-profil overrasker lokalformand: - Mystisk og dårlig timing

Dansk Folkepartis lokalformand i Slagelse bakker op om Martin Henriksen, efter han blev fyret som konsulent i partiet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg er forbavset over fyringen.

Sådan siger Peter Kiralyfalvy, der er formand for Dansk Folkepartis lokalforening i Slagelsekredsen, hvor Martin Henriksen er opstillet som folketingskandidat.

quote Det er under alle omstændigheder mystisk og dårlig timing

PETER KIRALYFALVY, FORMAND FOR DANSK FOLKEPARTIS LOKALFORENING I SLAGELSEKREDSEN

Mandag kom det frem, at Henriksen var blevet fyret som konsulent i partiet efter en udtalelse til TV2 ØST om den uenighed, som udspillede sig mellem ham og partistifter Pia Kjærsgaard under Dansk Folkepartis årsmøde i september.

Her viste partistifteren sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale.

Læs også
DF-profil fyret efter udtalelse til TV2 ØST
Læs også
DF-profil fyret efter udtalelse til TV2 ØST

- Jeg har bemærket - ligesom andre givetvis har - at Pia Kjærsgaard ikke var helt tilfreds. Men jeg er er jo ikke i politik for at gøre en eller anden tilfreds. Jeg er i politik, fordi jeg vil gerne gøre en forskel for de borgere, der har tillid til mig og har stemt på mig, sagde Martin Henriksen, da TV2 ØST spurgte ham til episoden under et vælgermøde i Sydstevnshallen i Rødvig.

Video: Det var i forbindeles med et vælgermøde i Rødvig, at Martin Henriksen kom med de udtalelser, som senere har givet problemer:

Mistænker en i flokken for at være utilfreds

Henriksen blev ved årsmødet valgt til partiets hovedbestyrelse med flest stemmer. På årsmødet slog formand Kristian Thulesen Dahl fast, at den åbne, interne strid skulle ophøre.

Trods fyringen understreger Peter Kiralyfalvy, at man i Slagelsekredsen stadig har fuld opbakning til Martin Henriksen og er stolte over at have ham som folketingskandidat.

- Det er forkert at fyre ham for den ting. Der er en i flokken (hovedbestyrelsen i Dansk Folkeparti red.), som måske har været lidt utilfreds med hans udtalelser, men jeg kan altså ikke se noget forkert i udtalelsen. - Han taler rent ud af posen, og det har han altid gjort. Jeg siger også min mening, og så må folk tage det eller lade være, siger Peter Kiralyfalvy.

Artiklen fortsætter under billedet.

Under Dansk Folkepartis årsmøde i september viste partistifteren Pia Kjærsgaard sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale.
Under Dansk Folkepartis årsmøde i september viste partistifteren Pia Kjærsgaard sin tydelige uvilje mod Martin Henriksens linje, da hun vendte tommelfingeren nedad under hans tale. Foto: TV 2

Hvem har været utilfreds med Martin Henriksen?

- Det kan jeg slet ikke sige. Men det kan også være, at partiet bare ikke længere har haft brug for ham som politisk konsulent, svarer Peter Kiralyfalvy og tilføjer, at han ser frem til at få en forklaring fra partiet om, hvorfor Martin Henriksen blev fyret.

Lynanalyse

Af politisk redaktør Ivan Nielsen 

Det virker som en hidsig og overilet beslutning at fyre Martin Henriksen, og den er kun med til at understrege og udstille den interne uenighed i Dansk Folkeparti på et tidspunkt midt i valgkampen, hvor partiet ikke har brug for det.

Men det er næppe til skade for Martin Henriksen i valgkampen. Det er med til at demonstrere, at han er sin egen, at han tør tale imod også sit eget partis autoriteter. Han har igen skabt opmærksomhed om sin person. Det er han ret god til.


Fyringen af Martin Henriksen kommer samtidig midt i valgkampen, hvor han stiller op som borgmesterkandidat i Stevns Kommune, og Peter Kiralyfalvy ærgrer sig over tidspunktet af fyringen.

- Det er under alle omstændigheder mystisk og dårlig timing. Jeg synes også, at det er uheldigt, at man udsætter en mand for noget, som han ikke fortjener, siger han.

Mistede markant profil

Martin Henriksen var indtil seneste folketingsvalg i 2019 en markant profil som Dansk Folkepartis udlændingeordfører.

Ved valget gik partiet dog markant tilbage, og det kostede 21 ud af 37 mandater - herunder Martin Henriksens.

Læs også
Analyse: Landskendt DF’er kan blive kongemager på Stevns
Læs også
Analyse: Landskendt DF’er kan blive kongemager på Stevns

Efterfølgende blev han dog ansat som konsulent i partiet med fokus på at skærpe partiets profil. Det er denne stilling, han nu er blevet fyret fra.

Som konsulent i Dansk Folkeparti har Martin Henriksen blandt andet svaret på mails, som partiet har modtaget fra sine vælgere og modstandere, samt stået for partiets medlemskartotek.

Et års ballade i Dansk Folkeparti

Dansk Folkeparti har haft et år præget af alskens uro på de indre og ydre linjer. Det fortsætter mandag, hvor Martin Henriksen er blevet fyret fra sin stilling som konsulent i partiet efter sin kritik af partistifter Pia Kjærsgaard og om, at udlændingepolitikken ikke er hård nok.

Få et overblik over det, der har plaget partiet i årets løb:

Kong Kristian

  • I september 2020 udkommer bogen Kong Kristian om Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Bogen baserer sig i høj grad på anonyme kilder.


  • Bogen beskriver, hvordan partistifter Pia Kjærsgaard har udtrykt sin utilfredshed med Kristian Thulesen Dahl og i stedet ønsker næstformand Morten Messerschmidt som formand.


  • Pia Kjærsgaard måtte siden understrege sin støtte til formanden offentligt. Samtidigt med bogens udgivelse blev partiets magtfulde koordinationsudvalg lukket. Dermed røg Pia Kjærsgaard ud af ledelsen.


En ny bog truer

  • I februar 2021 udkommer en ny bog om Dansk Folkeparti med titlen Skaberen, Taberen, Frelseren?. Den beskriver Dansk Folkepartis storhed og tilbagegang.


  • I den sidste del af bogen beskrives et ulmende oprør mod Kristian Thulesen Dahl fra en gruppe i partiet, der beskrives som Skyggeholdet.


  • Også denne bog kan citere fra ellers lukkede møder i Dansk Folkeparti.


Hårde anklager

  • Efter bøgerne kritiserer hovedbestyrelsesmedlem Martin Henriksen offentligt de mange lækager fra hovedbestyrelsen.


  • Han skriver, at unavngivne medlemmer af hovedbestyrelsen lækker skadelige informationer for at undergrave Kristian Thulesen Dahl.


Dom over næstformanden

  • I august bliver næstformand og kronprins Morten Messerschmidt idømt seks måneders betinget fængsel. Sagen handler om svig med EU-midler og dokumentfalsk.


  • Han er dømt for at have søgt og fået penge fra en EU-fond til en ikkeeksisterende EU-konference, der lå samtidigt med partiets sommergruppemøde i 2015.


  • Dommen saboterer samtidig Morten Messerschmidts mulighed for at blive formand inden for en overskuelig fremtid.


Åben kritik af partilinjen

  • I juni viser lækkede mails fra hovedbestyrelsen, at Peter Kofod har kritiseret medlemmerne Martin Henriksen og Erik Høgh-Sørensen for at være for skingre i udlændingedebatten.


  • Få måneder efter kommer en video frem, hvor Martin Henriksen til et DF-arrangement åbent kritiserer partiets linje - der er lagt af folketingsgruppen - for at være for slap. Han siger, at partiet er splittet, og at der er fløje.


  • Dagen efter slår Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl ned på Martin Henriksen og siger, at linjen er, som den skal være.


  • Thulesen Dahl siger samtidig, at partiet har nogle, "der ikke kan finde ud af at holde tingene internt". Og at det skal de lære.


  • Martin Henriksen skriver efterfølgende i en lukket Facebook-gruppe, at han vil "fortsætte kampen".


Hammeren vil falde

  • Kort før landsmødet kommer det frem, at fire lokalformænd har skrevet til Pia Kjærsgaard og opfordret hende til at tage formandsposten fra Kristian Thulesen Dahl i en overgangsperiode, indtil en ny og langsigtet løsning kan findes. Det afviser hun dog.


  • På årsmødet midt i september slår Kristian Thulesen Dahl fast, at de åbne diskussioner og læk til pressen skal ophøre med årsmødet, eller vil hammeren falde.


  • På samme årsmøde holder Martin Henriksen en voldsom tale, hvor han taler dunder mod tonen i partiet og politikken. Trods tydelig utilfredshed fra Pia Kjærsgaard bliver han overvældende valgt til hovedbestyrelsen.


  • I november blev Martin Henriksen fyret fra Dansk Folkeparti efter at have italesat konflikten over for TV2 ØST.


Kilde: Ritzau.

TV2 ØST har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Folkepartis lokalbestyrelse på Stevns i forhold til, hvorvidt fyringen får konsekvenser for Martin Henriksens lokalpolitiske fremtid og rolle som borgmesterkandidat til kommunalvalget i Stevns Kommune.

Bestyrelsesmedlem Helene Brix Petersen har ingen kommentar og henviser i stedet til Martin Henriksen og lokalformand Lea Berg Henriksen, der i øvrigt er Martin Henriksens hustru.

Læs også
Politisk redaktør kalder udspil for en gave til socialdemokrater midt i valgkampen
Læs også
Politisk redaktør kalder udspil for en gave til socialdemokrater midt i valgkampen

Heller ikke partiformand Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand Peter Skaarup, personale- og sekretariatschef Jeanie Nørhave eller partisekretær Steen Thomsen er vendt tilbage på TV2 ØSTs henvendelse.

Martin Henriksen vil fortsat være at finde på stemmeseddelen til kommunalvalget i Stevns Kommune, ligesom han stadig sidder i partiets hovedbestyrelse. 

Bemærk:
Tirsdag den 2. november havde TV2 ØST tekniske problemer, der betød, at alle artikler udgivet på tv2east.dk den dag blev slettet. Denne artikel er derfor en rekonstruktion af en lignende artikel udgivet den 2. november 2021.

Nyhedsoverblik