Kvinder kræver erstatning for forsinkede brystscreeninger

Det anslås, at op mod 1000 kvinder er blevet screenet for sent og efterfølgende har fået konstateret kræft.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Stadig flere kvinder kræver erstatning for alvorlige helbredsmæssige gener efter forsinkede undersøgelser i screeningsprogrammet for brystkræft i Region Hovedstaden og Region Sjælland.

Det skriver Berlingske.

Indtil videre har knap 50 kvinder krævet erstatning i de to regioner. Det viser en opgørelse, som Patienterstatningen har udarbejdet for mediet.

quote For kvinder, der for eksempel får konstateret HER 2-positiv brystkræft, er tre til fire måneder virkelig lang tid at blive forsinket

Janne Bigaard, overlæge, Kræftens Bekæmpelse.

Kræftens Bekæmpelse vurderer, at flere sager kan være på vej. De modtager i øjeblikket mange henvendelser fra kvinder, der klager over forsinkede undersøgelser.

Det fortæller overlæge og projektchef ved Kræftens Bekæmpelse Janne Bigaard til Berlingske.

Forsinkelser kan få alvorlige konsekvenser 

Lovgivningen siger, at der skal være to år mellem undersøgelserne - og maksimalt to år og tre måneder.

Alligevel har gennemsnittet gennem en lang periode været på to år og seks måneder i Region Hovedstaden.

- Når forsinkelserne har stået på så længe, som det er tilfældet – op mod to år – kommer det til at handle om rigtig mange kvinder.

Læs også
Over 11.000 kvinders brystkræftscreeninger bliver udskudt: - Måske gambler de med mit liv
Læs også
Over 11.000 kvinders brystkræftscreeninger bliver udskudt: - Måske gambler de med mit liv

- For kvinder, der for eksempel får konstateret HER 2-positiv brystkræft, er tre til fire måneder virkelig lang tid at blive forsinket, siger Janne Bigaard.

HER 2-positiv brystkræft er en særlig aggressiv form for brystkræft, hvor sygdommen spreder sig tidligt i forløbet.

Flere erstatningssager i Region Sjælland 

I 2021 blev mange kvinder i Region Sjælland også ramt af de forlængede ventetider på screening af brystkræft. 

I juli 2021 lød tallet på, at 13.000 kvinder ville få udskudt deres undersøgelse, men små tre måneder efter, var det tal vokset til over 18.000 kvinder.

I foråret 2021 måtte kvinderne vente i op til to år og seks måneder på en screening i Region Sjælland, men senere på året blev ventetiden bragt ned, så de maksimalt skulle vente to år og fire måneder - altså én måned længere end lovgivningen foreskriver.   

I 2022 lykkedes det Region Sjælland at få afviklet puklen helt, så regionen igen kunne tilbyde rettidige undersøgelser. 

De mange forsinkelser i 2021 har dog medført en stribe af erstatningssager.  

Læs også
Region Sjælland i top i kedelig brystkræft-statistik
Læs også
Region Sjælland i top i kedelig brystkræft-statistik

Ifølge Berlingske viser en opgørelse fra Patienterstatningen, at der siden juli 2021 er kommet 29 sager fra kvinder i Region Sjælland, der omhandler forsinket brystkræftscreening. 23 af sagerne er blevet afvist, tre er stadig verserende, og i tre sager er der blevet tilkendt erstatning. 

Én af de kvinder, der har fået erstatning, måtte vente to år og seks måneder mellem undersøgelserne. 

Vurderingen fra Patienterstatningen er, at hun kunne have undgået at få fjernet alle lymfeknuder, hvis hun var blevet screenet inden for den rettidige screeningsperiode. I vurderingen lyder det yderligere, at det ville have krævet en mindre omfattende strålebehandling efterfølgende, hvis screeningsfristen var blevet overholdt.       

Lægger sag an 

Kræftens Bekæmpelse anslår, at op til 1000 kvinder i hovedstaden de seneste år kan være screenet for sent og efterfølgende har fået konstateret brystkræft.

En af de kvinder er Carina Hoffmann. Hun har besluttet sig for at lægge sag an mod Region Hovedstaden.

Læs også
Flere end 18.000 kvinder har fået udsat screening for brystkræft
Læs også
Flere end 18.000 kvinder har fået udsat screening for brystkræft

To år og syv måneder gik der, før hun fik indkaldelsen til undersøgelsen.

Den viste, at hun havde kræft, og i dag har hun fået fjernet det ene bryst og 26 lymfer.

- De kan virkelig ikke være det bekendt. Jeg mangler en del af mig selv og har også nogle senfølger. Derfor skal det anerkendes, at regionen har begået en fejl, siger hun til Berlingske.

Mangel på personale gav forsinkelser 

Region Hovedstaden meldte i sommeren 2021 ud, at 100.000 kvinder kunne komme til at vente op til to år og seks måneder på deres undersøgelse.

Årsagen var mangel på personale og særligt mammaradiologer.

Kræftens Bekæmpelse anslår, at op til 150.000 kvinder i løbet af de seneste år har fået deres undersøgelse forsinket.


Nyhedsoverblik