Stadig flere giver genbrug i julegave - men to ting holder os tilbage

Det bliver stadig mere almindeligt at give genbrugte gaver i julegave. Men to faktiske forhold holder os tilbage, siger ekspert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En brugt frakke. En genbrugt telefon. En gammel, indbunden udgave af en bog. Eller måske et sæt fine drikkeglas fra dengang, hvor mormor stadig var ung.

Det bliver stadig mere populært at give genbrugte gaver til jul.

En undersøgelse fra DBA.dk, lavet af Epinion, viser, at 52 procent af danskerne godt kunne finde på at købe brugte gaver i år. For fire år siden var det kun 28 procent af os.

Tendensen har været klar de seneste år. Der ligger stadig flere gaver under juletræet, som engang har været andres.

Stadig mere populært

At holdningen er ved at ændre sig ser man også hos loppevarebutikken Kirppu i Næstved.

Og der er virkelig meget, som kan købes, som måske ikke lige kan fås i en normal butik til penge, som almindelige mennesker kan betale.

- Der er næsten ingen grænser. Du kan få alt - lige fra lækre tasker, mærkevare tøj, keramik, Lego til børnene. Det er næsten kun fantasien, der sætter grænserne - og det er jo næsten som nyt, siger Kathrine Larsen, butikschef i Kirppu Næstved. Det er en butik, hvor private fra stande kan sælge ud af deres ting.

Læs også
Åbner secondhand butik - her får du tøj, ingen andre har
Læs også
Åbner secondhand butik - her får du tøj, ingen andre har

Hun har oplevet en stor fremgang i salget af blandt andet julegaver de seneste år.

- Vi hører fra mange kunder, at det er til julegaver. Vi har mange ting, og der er mange penge at spare på at købe det her. Og så er det jo bæredygtigt, siger hun.

Kathrine Larsen, butikschef i Kirppu Næstved, viser en del af varerne frem.
Kathrine Larsen, butikschef i Kirppu Næstved, viser en del af varerne frem. Foto: TV2 ØST

Kunderne siger ja

Og hos kunderne i butikken er der også en stor accept af at få brugte gaver.

- Hvis det er noget, som jeg har ønsket mig, og som er i fin stand, så er det fint, siger Pia Larsen fra Fensmark.

Og kunderne er også klar til at give.

- Jeg kunne godt finde på at give genbrugsting i julegave. Man kan finde mange fine ting, som faktisk ikke har været brugt. Og jeg kan godt lide tanken om at genbruge - især af hensyn til miljøet - men det gør ikke noget, at prisen følger med, siger Gitte Marland fra Fensmark.

Der er dog visse grænser.

- Personligt, så synes jeg, det er meget sjovt at få. Til mine forældre, der kunne jeg også finde på det - men til mine venner tror jeg ikke, det ville være så godt, siger Sine Hansen på 14 fra Nakskov.

De to store barrierer

Generelt så er vi da også blevet langt mere villige til at især få, men også give, genbrugte gaver, viser undersøgelser.

- Der er en klar udvikling hen imod, at vi gerne modtager brugte gaver - og også giver dem. Der er dog stadig mange, der holder sig tilbage med at give brugte gaver, siger John Thøgersen, professor i økonomisk psykologi ved Institut for virksomhedsledelse ved Aarhus Universitet.

Læs også
Tøjindsamling for udsatte familier – håber at indsamle et ton på fem dage
Læs også
Tøjindsamling for udsatte familier – håber at indsamle et ton på fem dage

For selvom der er en stor udvikling i genbrugshandlingerne, så er er det mere krævende for os at give en brugt gave.

- Det er lidt mere besværligt - og det tager længere tid at finde den helt rigtige gave. Hvor vi i en butik kan finde det, som vi vil give i alle størrelser og farver, så er alt genbrug unikaer. Det vil sige, at man skal bruge mere tid på at finde det lige i øjet rigtige til kæresten, vennen eller din mor. Og tid er for mange en større mangelvare end pengene er, siger han.

Der er mange forskellige varer at få som genbrug.
Der er mange forskellige varer at få som genbrug. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

Han peger samtidig på, at mange ser det som et problem, at man ikke kan bytte sådan en gave.

- Vi ved jo alle, at ganske mange julegaver bliver byttet. Måske fordi folk har fået to af en ting, eller har fået noget, der af en eller anden grund ikke lige passede. Men man kan ikke bytte brugte gaver. Og det stiller jo så ekstra krav til, at vi fra starten finder de rigtige ting, siger John Thøgersen.

Stadig mere almindeligt

Mange giver dog fortsat brugte gaver - og det er blevet stadig mere almindeligt de sidste 20 år. Men hvor det for 20 år siden nok mest handlede om økonomi, så fylder bæredygtighed langt mere i dag.

- Vi kan se i undersøgelser, at folk i højere grad forbinder genbrug med bæredygtighed end sparsommelighed. Så den måde, vi tænker omkring genbrug, er blevet noget helt andet end for nogle år siden. I dag køber man genbrugte ting for at vise, at man er en miljøvenlig person, siger John Thøgersen.

Han peger samtidig på, at det ikke er upopulært for de fleste at modtage en brugt gave.

- Vi vil gerne modtage brugte gaver. Der er dog nogle ting, som vi ikke så gerne vil have brugt. Det er for eksempel undertøj eller sko - mens de fleste er ok med en frakke eller noget andet, siger han, og påpeger, at ingen jo samtidig ville købe en brugt tandbørste.

Læs også
Genbrugsjulerier i Næstved
Læs også
Genbrugsjulerier i Næstved

Ting som brugt tøj, brugte møbler og efterhånden også brugt elektronik er dog populære at købe brugt, siger han.

John Thøgersen peger på, at udviklingen drives frem af blandt andet stadig bedre muligheder for at købe og sælge brugte ting.

- Elektroniske platforme vil hjælpe for at få tendensen til at fortsætte, spår han - og peger på, at det her også er lettere at søge de enkelte varer frem - og dermed kan gøre det mindre tidskrævende at købe brugt.


Nyhedsoverblik