Det er endnu uvist, hvorfor Socialdemokratiets Bo Abildgaard besluttede sig for at indgå en aftale om at gøre John Brædder fra Guldborgsundlisten til borgmester i Guldborgsun Kommune.
Især når man tænker på, at socialdemokraten selv kunne være smuttet med borgmesterkæden, hvis ikke det var fordi, han selv afviste et tilbud fra Dansk Folkepartis René Christensen, som gerne ville være med til at gøre ham til borgmester.
I en SMS-korrespondance fra valgaftenen, som René Christensen har givet TV ØST indsigt i, skriver René Christensen til Bo Abildgaard:
- Vi er helt klar til at gøre dig til borgmester…
Du kan læse hele korrespondancen her.
I stedet for at tage imod tilbuddet, valgte Bo Abildgaard dog at vende ryggen til René Christensen og Dansk Folkeparti og i stedet pege på John Brædder fra Guldborgsundlisten som borgmester.
Kunne blive borgmester
Siden valgaftenen har TV ØST ihærdigt forsøgt at få fat i Bo Abildgaard for at få en forklaring, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.
Derfor har vi i stedet talt med Socialdemokratiet i Guldborgsund. Her er man fint tilfreds med valgaftenens udfald, selv om Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ellers har haft et tæt samarbejde i kommunen.
- Hvis vi havde peget på René Christensen, som har så mange mandater, havde det ikke været sjovt at gå ned i byen, siger Henning Kamper, der er formand i Socialdemokratiet i Guldborgsund.
Men hvorfor tog I så ikke selv imod tilbuddet om en borgmesterpost?
- Det var af respekt for valgresultatet. Borgmesteren (John Brædder, red.) får et godt valg, og vi og Venstre går tilbage, og det har vi det ikke godt med. Vi respekterer valgets sejrherre og laver noget ud fra det, lyder det.
Dårligt valg for S og V
Socialdemokratiet fik 7.307 stemmer i Guldborgsund Kommune og gik tilbage med 6,3 procentpoint i forhold til valget i 2013.
Venstre fik 2.941 stemmer og gik dermed tilbage med 5,6 procentpoint, mens Dansk Folkeparti gik frem med 1,7 procentpoint og endte på et stemmetal på 8.438.
Dermed blev Dansk Folkeparti det næststørste parti i Guldborgsund Kommune – kun overgået af Guldborgsundlisten.
Tilbuddet kom for sent
Dansk Folkepartis resultater giver syv mandater i byrådet, mens Socialdemokratiets kun giver seks.
Dermed ville Socialdemokratiet ikke kunne undgå, at Dansk Folkeparti ville få stor indflydelse, hvis Bo Abildgaard var blevet valgt som borgmester. Derfor er næstformanden i partiets lokalafdeling da også tilfreds med Bo Abildgaards beslutning.
- Det er en helt fin beslutning. Det er der ingen problemer i. En god idé er at sende tilbuddet ansigt til ansigt, i stedet for når mødet (mellem Bo Abildgaard og John Brædder, red.) er forbi. Tilbuddet skulle måske være kommet ti minutter før, hvor de snakkede sammen, siger Christian Sjelborg, der er næstformand i Socialdemokratiet i Guldborgsund.
Anden melding inden forhandlingerne
Ifølge formanden Henning Kamper talte Bo Abildgaard med René Christensen umiddelbart inden, Bo Abildgaard satte sig ved forhandlingsbordet med John Brædder.
Her var meldingen fra René Christensen eftersigende en anden, end den han gav Bo Abildgaard besked om på sms.
- Her mener René, det er ham, der skal være borgmester, siger Henning Kamper.
Hvad der egentlig gik igennem Bo Abildgaards hoved på valgnatten, kan kun han selv berette om, men som nævnt har det trods tilbagevendende henvendelser ikke været muligt at få en kommentar fra hovedpersonen selv.