Tiltalt i dobbeltdrabssag: - Det kan have konsekvenser, hvis jeg er en stikker

En 25-årig mand nægter at have medvirket til et dobbeltdrab ved Meny i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det husker jeg ikke.

Igen og igen falder det samme svar fra den ordknappe mand i vidneskranken.

Det store sorte skæg og det kortklippede hår står i skarp kontrast til den hvide skjorte. Tidligere har den 25-årige mand afvist at afgive forklaring om sin påståede rolle i dobbeltdrabssagen fra Kalundborg, hvor to mænd blev dræbt, mens en anden blev livsfarligt såret, da de den 17. november 2020 blev skudt på en parkeringsplads ved Meny på Nørre Alle i Kalundborg.

quote I sidste ende kan det have konsekvenser for mig, hvis jeg er en stikke

Den 25-årige tiltalte

Seks mænd, alle i 20’erne, sidder tiltalt for drab og drabsforsøg. De nægter sig alle skyldige.

Nu, hvor den tiltalte på falderebet har ændret mening og alligevel gerne vil forklare sig, er det behersket, hvor meget han kan og vil bidrage med.

Manden svarer primært med enstavelsesord og helt korte sætninger under den relativt lange afhøring, som anklager Thomas Rasmussen gennemfører her på retssagens 11. dag i retslokalet i Herfølge, som Retten i Holbæk har lånt til lejligheden.

Han får dog forklaret, at han har været i chok over at blive tiltalt for medvirken til drab, og at dette er baggrunden for, at han ikke tidligere har ønsket at udtale sig i sagen.

Skulle aflevere telefon for en ven

Den tiltalte blev anholdt, ganske kort tid før sagen skulle have været påbegyndt. Indtil da boede han sammen med sine forældre og yngre søskende i Kalundborg.

Han var jobsøgende og levede af uddannelseshjælp, mens han drev rundt med en gruppe af 15-20 venner i og omkring Kalundborg centrum og Klosterparkvej kvarteret, forklarer han i retten.

Læs også
Anklager kalder dobbeltdrab på parkeringsplads for ren likvidering
Læs også
Anklager kalder dobbeltdrab på parkeringsplads for ren likvidering

Ved anholdelsen den 27. januar i år ransagede politiet hans værelse og fandt en kasse til en iPhone, med et IMEI-nummer (til at identificere telefonen, red.), der er meget interessant for politiet. Man kan nemlig via masteoplysninger se, at netop den iPhone i dagene op til drabene den 17. november 2020 følges ad i tid og sted med en krypteret såkaldt SKY-telefon, der ifølge politiet anvendes til planlægning og kommunikationen vedrørende drabene.

Den tiltalte medgiver, at det er hans iPhone, der lå i kassen. Men han nægter, at han har haft adgang til SKY-telefonen bortset fra i nogle få timer.

I retten fortæller han, at en unavngiven ven bad ham om at aflevere den krypterede telefon til et par fælles venner i Kalundborg. Telefonen skulle afleveres til to personer ved Asnæsværket, forklarede han. Så den tiltalte tog telefonen, skrev ganske vist selv et par korte beskeder på den i de få timer, den var i hans besiddelse, og han afleverede den derefter videre til de to ved Asnæsværket.

Tør ikke stikke nogen

- Hvorfor skrev du ikke bare på din egen telefon, ville anklager Thomas Rasmussen vide.

- Jeg havde fået at vide, at der var nogen, der havde lavet et set-up på nogle andre, der skulle have bank. Og derfor måtte jeg ikke bruge min egen telefon, så det kunne spores. Andet ved jeg ikke, siger den 25-årige under fredagens retsmøde.

Området omkring Meny blev afspærret og undersøgt af politiets teknikere.
Området omkring Meny blev afspærret og undersøgt af politiets teknikere. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Han forklarer, at hans iPhone formentlig følges rundt i tid og sted med SKY-telefonen fra den 14. til den 17. november 2020, fordi han er sammen med den ven, der har SKY-telefonen i sin varetægt, og som beder ham om at aflevere den til de to ved Asnæsværket.

- Hvorfor siger du ikke bare navnet på den person? Eller på de to, du møder ved Asnæsværket, hvis det er sådan, det hænger sammen, spørger anklageren den tiltalte.

- Så risikerer de jo også bare en sigtelse. Og i sidste ende kan det have konsekvenser for mig, hvis jeg er en stikker, siger den 25-årige, godt hjulpet på vej af sin forsvarer Christian Bjerrehus.

Konflikt mellem bander og rockere

Før den 25-åriges forklaring har anklagerne i sagen via et politividne fra bandeovervågningsenheden fra Københavns Vestegns politi dokumenteret, at politiet i hvert fald var af den opfattelse, at der var en konflikt mellem to eller tre grupperinger på Vestegnen i perioden forud for drabene.

Det er vigtigt, fordi der er rejst tiltale efter straffelovens §81a, populært kaldet bandeparagraffen, der kan forhøje straffen med det dobbelte, hvis en lovovertrædelse er blevet begået som en del af en konflikt mellem grupperinger og der anvendes skydevåben.

Dobbeltdrabet i Kalundborg
Læs også
Tiltalt for dobbeltdrab: - Det ser mistænkeligt ud
Dobbeltdrabet i Kalundborg
Læs også
Tiltalt for dobbeltdrab: - Det ser mistænkeligt ud

På den ene side stod ifølge politividnet gadebanden Loyal To Familia. Flere af de tiltalte har tilknytning til gadebanden. På den anden side var en gruppe af personer, som politiet har døbt ”Sydkystgruppen”. To af ofrene for skudepisoden tilhørte ifølge politiet denne gruppering, mens den sidste ifølge politiet tilhørte rockergruppen Gremium.

Ifølge politiet var Gremium aktiv på Vestegnen, eftersom de begik kriminelle handlinger sammen med personer fra Sydkystgruppen. Politiet ventede faktisk en fusionering af Sydkystgruppen og Gremium op til drabene.

Forventede en bytter efter overfald

Vidnet forklarer i retten, at de i bandeovervågningsenheden var opmærksomme på, at der formentlig ville komme en ”bytter” eller hævnaktion ovenpå et meget voldsomt overfald på et mangeårigt medlem af gruppen LTF, hvilket også er blevet berørt flere gange under retssagen.

LTF’eren blev den 30. oktober 2020 – altså små tre uger før drabene i Kalundborg blev begået – kidnappet, mishandlet og udsat for grov vold, før han blev smidt på en parkeringsplads i Ishøj, hvor han blev fundet og bragt til Hvidovre Hospital.

Klokken 18.10 slog købmanden i Meny alarm.
Klokken 18.10 slog købmanden i Meny alarm. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Anklagerne har dokumenteret, at LTF’eren havde fået slag i ansigtet, herunder havde han fået brækket kæben og knækket flere tænder. Han var desuden blevet slået på ben og arme, ligesom hans ryg med en LTF-tatovering og ”hans nedre dele havde været udsat for noget”, som specialanklager Anja Lund Liin beskrev det under retsmødet.

Ville forlade LTF

Et andet af fredagens vidner, indkaldt på foranledning af forsvarer Michael Juul Eriksen, forklarede, at en af de tiltalte i sagen ifølge hans opfattelse faktisk forsøgte at komme videre med sit liv, da drabene blev begået i Kalundborg.

Den tiltalte har selv fortalt i retten, at han var træt af at se sig over skulderen, bare han skulle ud og handle med sin mor, og at han som udgangspunkt havde forladt bandemiljøet og forsøgte at skabe sig en mere normal tilværelse uden kriminalitet.

Læs også
Offentliggør video efter dobbeltdrab: Kan du genkende denne mand?
Læs også
Offentliggør video efter dobbeltdrab: Kan du genkende denne mand?

Fredagens vidne, der arbejder med unge, der blandt andet ønsker at forlade bandemiljøet, bakkede op om den tiltalte, og beskrev hvordan han faktisk gjorde en ihærdig indsats for at komme ud af det kriminelle miljø.

– Det gik så godt med ham, han var meget seriøs, overholdt alle aftaler, og ønskede også at få sine LTF-tatoveringer fjernet. Men vi fokuserede først og fremmest på at få ham ud i et job, så han kunne forsørge sig selv, og så var planen at han skulle i et decideret exit-program efterfølgende, forklarede vidnet.

I stedet sidder han nu tiltalt for drab og drabsforsøg. Der falder dom i sagen i midten af juni. 


Nyhedsoverblik