Tiltalt for dobbeltdrab: - Det ser mistænkeligt ud

Tre tiltalte i dobbeltdrabssagen fra parkeringsplads ved Meny har afgivet forklaring i retten. De nægter at have været til stede i Kalundborg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg kan godt se, hvad du mener. Det ser meget mistænkeligt ud.

Den 23-årige mand skal afgive sin forklaring i Retten i Holbæk. Det blanke sorte hår ligger fladt ned, det stopper 2 cm. over ørerne, resten af håret er barberet af. 

Som han sidder i sin sorte sweater og hvide skjorte ser han rolig ud, mens han imødekommende og med mange ord besvarer anklagerens spørgsmål. Under bordet bevæger de tynde ben sig op og ned.

- Inden vi begynder, skal jeg lige understrege, at min klient kun vil besvare spørgsmål om sig selv, og ikke om andre, siger hans forsvarer Tenna Dabelsteen til anklageren.

Den 23-årige er tiltalt for drab og drabsforsøg i Kalundborg. Den 17. november 2020 kl. 18.06, midt i åbningstiden, blev parkeringspladsen ved Meny på Nørre Allé forvandlet til en henrettelsesplads, da tre mænd i løbet af 12 sekunder affyrede så mange skud, at to mænd på 21 og 24 år døde. 


Begge blev ramt i hovedet og i munden. En 20-årig mand var i livsfare, men blev opereret på Rigshospitalet og overlevede.

Seks mænd, alle i tyverne, sidder tiltalt for drab og medvirken til drab. De nægter sig skyldige. Fire af de tiltalte er ifølge politiet medlemmer af gadebanden Loyal To Familia (LTF). 

Derudover er fire andre personer sigtet i sagen. To af disse er varetægtsfængslede, og er ifølge politiet ledende medlemmer af LTF. De to øvrige sigtede befinder sig ifølge politiets oplysninger i udlandet.

Lokkede tre mænd i baghold

I modsætning til normal praksis har anklagerne i sagen valgt ikke at lade de tiltalte forklare sig ved retssagens begyndelse. Derimod har de fremlagt for retten, at der til drabene i Kalundborg er blevet benyttet tre biler. 

o af bilerne, en hvid Audi med stjålne norske nummerplader og en hvid VW Transporter, har været parkeret i Kalundborg forud for drabene den 17. november. Derudover har en sort Audi ifølge anklagemyndigheden været benyttet til at transportere flere af de tiltalte fra Vestegnen til Kalundborg og tilbage igen i dagene op til drabene. 

Anklagerne mener, at de tiltalte tog til Kalundborg den 14. november for at rekognoscere. Derefter kørte de til Kalundborg den 15. og 16. november for at begå drabene, hvilket dog mislykkedes, da de tre ofre ikke kom til byen. Først den 17. november lykkedes det drabsmændene at lokke de tre ofre til byen og i baghold ved Meny.

Afviser at have været i Kalundborg

På minuttet har anklagerne fremlagt, hvornår den sorte Audi forlod en adresse på i Brøndby, de har dokumenteret, hvor bilen har været i Kalundborg, og hvornår den er ankommet til Brøndby igen.

Audien er leaset af den 23-årige mand, der sidder i vidneskranken. Han forklarer, at der er mange, der kører i bilen.

- Det er en puljebil. Vi er fem, der deles om at betale til den, siger han, og forklarer, at grunden til, at det er hans navn, der står på leasingkontrakten, er, at tre af de andre, der benytter Audien, ikke har kørekort, og derfor ikke kan lease bilen.

quote Jeg har vendt det miljø ryggen. Jeg vil gerne leve et andet liv

26-årig tiltalte i vidneskranken

Den 23-årige forklarer, at han i november 2020, hvor drabene bliver udført, lever af at sælge hash og at lave såkaldte rulleforretninger, som han aftaler med en person, han kalder Chef. Det er også Chef, forklarer den 23-årige, der bestemmer, at i dagene fra den 14.-17. november er der nogle andre, unavngivne personer, der skal låne den sorte Audi.

Den 23-årige får til opgave at tanke Audien, aflevere den på en adresse på Vestegnen, lægge nøglerne på højre forhjul, ligesom han skal hente bilen igen om aftenen. Derudover kører han ikke i Audien, og han afviser blankt at have været med i Kalundborg.

Lad mobilen blive hjemme

Anklager Anja Lund Liin fremlægger derefter en korrespondance, den 23-årige har haft med en anden person via en krypteret såkaldt Sky telefon. Den 23-årige skriver med personen om, at det er vigtigt, at man efterlader sin personlige mobiltelefon, når man skal ud i aktion, så telefonen ikke kan afsløre, hvor man har befundet sig.

- Ja, det handler om hash og de rulleforretninger, jeg lavede, siger den 23-årige.

Anklageren sammenholder køretiderne for den sorte Audi med den 23-åriges mobiltelefon. Hen over de fire dage fra den 14. til den 17. november fremlægger hun, hvordan man kan se, at når Audien kører mod Kalundborg, passer det med, at den 23-åriges mobiltelefon bliver inaktiv. 

Læs også
Skudoffer blev anholdt og hentet ind for at vidne om dobbeltdrab på parkeringsplads
Læs også
Skudoffer blev anholdt og hentet ind for at vidne om dobbeltdrab på parkeringsplads


Lige sådan, når Audien kommer retur fra Kalundborg. Få minutter efter Audien er parkeret, bliver den 23-åriges mobiltelefon taget i brug. Og det er her, den 23-årige må erkende, at det ligner et mistænkeligt sammenfald.

- Jeg kan godt se, hvad du mener. Det ser meget mistænkeligt ud.

Han tilføjer dog, at det ofte skete, at han lod sin telefon blive hjemme, når han skulle ud for at sælge hash.

– Den er alt for stor, den kan ikke være i lommen. Hvis jeg skal løbe fra politiet, falder den ud, og derfor lagde jeg den tit derhjemme, siger den 23-årige som forklaring på, hvorfor hans telefon er inaktiv i dagene fra den 14. – 17. november 2020, mens Audien cirkulerer rundt i Kalundborg.

Var træt af at se sig over skulderen

Samme måde benytter anklagerne, da en anden af de tiltalte sætter sig i vidneskranken. Også han er ganske fremkommelig og afslappet. Han vil gerne svare på spørgsmål og forklarer, at han tidligere har været medlem af LTF, men stoppede i 2019.

- Jeg har vendt det miljø ryggen. Jeg vil gerne leve et andet liv. Jeg blev simpelthen træt af at skulle kigge mig over skulderen, når jeg er ude at handle med min mor, siger den 26-årige, der dog må erkende, at han på sin overkrop har flere tatoveringer med gadebandens symboler. Han fortæller, at det er, fordi det gør ondt, at han endnu ikke har fået dem fjernet.

Tiltalt: Man skal jo nødig slå rødder

Den 26-årige bliver nu vist forskellige overvågningsbilleder fra den 14. til den 17. november 2020. Her kan man se, hvordan han sammen med flere andre i dagene op til drabet besøger sin medtiltalte ven i en lejlighed i et højhus i Brøndby. Man kan både se, hvornår han ankommer, hvornår han forlader lejligheden igen, og hvordan han også kommer tilbage igen til lejligheden først på aftenen.

Anklagerne sammenholder den sorte Audis kørselstidspunkter med overvågningsbillederne. Igen passer det på minuttet med hvornår den tiltalte kører ned med elevatoren. Få minutter efter kører Audien fra Brøndby med kurs mod Kalundborg. Når Audien igen bliver parkeret i Brøndby går der kort tid, så ankommer den 26-årige til højhuset i Brøndby.

Læs også
To blev dræbt af skud foran supermarked - nu er endnu en person anholdt i sagen
Læs også
To blev dræbt af skud foran supermarked - nu er endnu en person anholdt i sagen

- Jeg har formentlig besøgt min fætter, der har et værksted tæt på. Jeg bliver jo ikke så længe hos min ven, man skal jo nødig slå rødder eller være til besvær, når man kommer så tit, siger den 26-årige.

Hvordan det kan være, at ankomst og afgangstider passer fuldstændig med den sorte Audis, har han ingen forklaring på, til gengæld understreger han, at han aldrig har været i Kalundborg, da det ligger for langt fra Frederiksberg, hvor han kommer fra.

- Jeg er ikke så stærk i geografi. Jeg ved ikke, hvor Kalundborg ligger, eller hvad jeg skulle lave der, svarer han, da anklager Thomas Rasmussen fastslår, at politiet har fundet noget emballage fra en Cola med hans DNA på ved Asnæsværket i Kalundborg.

Nægter sig skyldig i drab

Den tredje tiltalte, der skal afgive forklaring, er også 23 år. Det er ham, der bor i lejligheden i Brøndby, der har overvågningskameraer både udenfor boligblokken og i opgangens elevator.

Ham, de andre tiltalte besøger. Også han nægter sig skyldig i drab. Han er knap så meddelsom som de to forudgående og svarer mest med ja og nej, eller med meget korte sætninger. Da han sætter sig i vidneskranken, sortklædt og med det sorte hår og skæg helt kortklippet, krydser han både arme og ben.

Anklageren viser igen overvågningsbillederne og sammenholder med den sorte Audis bevægelser. Heller ikke den tredje tiltalte kan forklare, hvorfor han i dagene fra den 14.-17. november forlader lejligheden kort tid før, Audi’en kører mod Kalundborg, eller hvorfor han kommer hjem lige efter, at Audi’en har rullet ind i Brøndby. 

Han fastholder, at han nok har været ude at handle i nærområdet. Han har i hvert fald ikke været i Kalundborg, siger han. 

Det forventes, at der falder dom i sagen i juni.


Nyhedsoverblik