Anklager kalder dobbeltdrab på parkeringsplads for ren likvidering

Retten i Holbæk har påbegyndt en drabssag fra Kalundborg, hvor tre mænd blev skudt på en parkeringsplads foran supermarkedet Meny i åbningstiden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Det er anklagemyndighedens opfattelse, at der er tale om en ren likvidering.

Specialanklager Anja Lund Liin har netop beskrevet de skader, tre unge mænd blev påført, da de blev skudt ved parkeringspladsen ved supermarkedet Meny i Kalundborg den 17. november 2020.

quote Der ligger tre mand i hver deres blodpøl

Købmand, Meny

To af dem blev ramt af skud i hovedet. Den ene, en 24-årig mand, blev ramt seks gange og døde med det samme på parkeringspladsen. På brystet havde han en tatovering, hvor der stod An eye for an eye.

Den anden, en mand på 21 år, blev ramt otte gange. Det ene skud var placeret i panden. 

Ifølge den tekniske rapport, anklageren læser op af, var der krudtslam rundt om indgangshullet. 

- Det tyder på et nærskud, siger anklageren. 

Den 21-årige var i live, da redningsmandskabet ankom til parkeringspladsen ved Nørre Allé, men stod ikke til at redde og døde på Holbæk Sygehus.

Området omkring Meny blev afspærret og undersøgt af politiets teknikere.
Området omkring Meny blev afspærret og undersøgt af politiets teknikere. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Det sidste skudoffer, en mand på 20 år, blev ramt tre gange på kroppen. Han var i livsfare, da han blev bragt til Rigshospitalet i København, hvor han fik bortopereret den øverste del af den ene lunge. 

Her, halvandet år efter skuddene faldt, er han i så god en forfatning, at han er indkaldt som vidne i drabssagen.

Bander lå i krig med hinanden

Onsdag var første retsdag i sagen mod seks mænd, alle i 20’erne. De er alle tiltalt for drab eller medvirken til drab. 

Det er politiets opfattelse, at fire af de tiltalte er medlemmer af den forbudte bande Loyal To Familia. Desuden er der to tiltalte, der stammer fra Kalundborg, og som ifølge politiets opfattelse sympatiserer med banden.

Klokken 18.10 slog købmanden i Meny alarm.
Klokken 18.10 slog købmanden i Meny alarm. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

To af de tre skudofre tilhørte til gengæld en gruppering, der kaldes Sydkystgruppen. 

Ifølge politiet skulle de to grupperinger høre til ved Københavns Vestegn, og være i krig med hinanden på gerningstidspunktet.

Købmand så tre mænd ligge i en blodpøl

Anklageren startede sagen med at afspille et opkald til alarmcentralen. Skuddene faldt på parkeringspladsen klokken 18.07, hvor Meny var stadig fuld af kunder. 

Klokken 18.10 slog købmanden i Meny alarm.

- Der ligger tre mand i hver deres blodpøl. Det ser forfærdeligt ud. De ligger og trækker vejret, som om de er ved at ånde ud, hvad skal vi gøre her, spørger han og får at vide, at han skal trække ind i forretningen og vente på, at politiet ankommer.

Anklageren fortæller, at der derefter begynder at indløbe meldinger til politiet. 

Blandt andet er der fundet en hvid Audi på norske nummerplader i den sydlige del af Kalundborg på Engvej, ligesom en mand ringer og fortæller, at der på Eskebjergvej, øst for Kalundborg by, står en VW Transporter i brand. Bilen er overtændt, men politiet kan efterfølgende konstatere, at der er flere våben i.

Far til dræbt 21-årig vidner i retten

Ifølge anklager Anja Lund Liin vil der udover vidneforklaringer også blive fremlagt bevismateriale i form af teleoplysninger og nummerpladegenkendelse. 

Politiet har blandt andet identificeret en leaset sort Audi, som de tiltalte skulle have kørt rundt i i dagene op til drabene.

Læs også
Bandeveteran anholdt for dobbeltdrab i Kalundborg
Læs også
Bandeveteran anholdt for dobbeltdrab i Kalundborg

En far, der mistede sin 21-årige søn i skuddramaet, er på sagens første dag indkaldt som vidne. Her forklarer han, at alle tre skudofre var venner, to af dem fra barndommen, ligesom hans søn kendte en af de tiltalte. 

- Jeg voksede selv op med X’s (den tiltaltes, red.) forældre, og selvom vores sønner hverken gik i skole sammen eller var venner, var de heller ikke uvenner, siger faren til den dræbte i retten.

Faren forklarer, at han var meget tæt med sin afdøde søn, der boede hjemme. Han fortæller, at han ikke vidste, hvad sønnen skulle i Kalundborg den 17. november 2020. 

Området ved Meny blev samtidig bevogtet af politiet.
Området ved Meny blev samtidig bevogtet af politiet. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Anklageren har i retten dokumenteret, at der i den bil, sønnen kørte i, er fundet 40.000 kroner i kontanter, ligesom politiet i hans Iphone på kommunikationsforummet Wickr har fundet en samtale, hvor han skrev, at han skulle hente nogle penge, før han kunne komme til Kalundborg. 

Sønnen skrev til en profil, der kalder sig Jons55. Anklager Anja Lund Liin har endnu ikke fortalt retten, hvem hun tror, der står bag profilen.

Kommunikerede i flere dage med formodet drabsmand

I retten spørger anklager Anja Lund Liin, om faren hørte sønnen tale om, at han skulle op for at hente nogle våben, og at det måske var derfor, han havde penge med. Det havde faren dog ikke. 

- Jeg hørte kun, at han talte i telefon med en, og sagde: Jeg kører nu, brormand, svarer han.

Politiet kan på den afdøde 21-åriges Iphone se, at han igennem tre dage forsøgte at lave en aftale i Kalundborg med Jons55

Faktisk aftalte de at mødes først den 15. november 2020, men aflyste, fordi den 21-årige skrev, at han ikke kunne nå at køre til Kalundborg. 

Der er afsat 20 dage til sagen, som forventes afsluttet i slutningen af juni i år.
Der er afsat 20 dage til sagen, som forventes afsluttet i slutningen af juni i år. Foto: Jens Nielsen - TV Kalundborg

Dagen efter forsøgte de igen at få et møde i stand, men endte med at aflyse, fordi Jons55 skrev, at der er for meget akrash i Kalundborg. Akrash er arabisk slang for politi, og Jons55 skrev, at politiet stopper alle.

Den 17. november lykkedes det imidlertid at sætte et møde op. 

Læs også
Bandidos-rockere forlader klubhus
Læs også
Bandidos-rockere forlader klubhus

Sidst på eftermiddagen skrev den 21-årige, at han kørte mod Kalundborg, og han skrev også til Jons55, da han var ankommet til parkeringspladsen ved Meny på Nørre Alle klokken 17.55. 

Derefter stoppede kommunikationen.

Udover de seks tiltalte, er også tre andre mænd sigtet i sagen, to af dem skjuler sig ifølge politiet i udlandet. Den sidste sigtede er til stede i retten, men sidder i et lytterum. Hvis han bliver tiltalt, vil hans sag køre særskilt.

Der er i alt afsat 20 dage til sagen, der forventes afsluttet i slutningen af juni i år.


Nyhedsoverblik