Populær bagerkæde må lukke - kunder vil forsøge at redde den

Den populære bagerkæde GodtBrød er gået i betalingsstandsning. Nu vil ejeren låne penge af kunderne for at redde kæden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Vi er så klar til at hjælpe. Vi giver gerne 2.000 kroner.

- Jeg er med.

- Jeg er med på 500 kroner.

Sådan lyder nogen af de mange tilsagn om at yde mikrolån til den trængte bagerkæde GodtBrød, der i sidste uge var nødt til at gå i betalingsstandsning.

- Det, vi kan, er at lave noget af Danmarks allerbedste brød. Men krisen har ramt os, og det kræver derfor noget ekstraordinært, hvis vi skal overleve.

Sådan siger Tomas Damsgaard, der er administrerende direktør i GodtBrød.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Han er derfor offentligt gået ud med en appel til, at butikkens kunder vil hjælpe med at få kæden til at overleve. Det skal ske ved, at de skal låne penge til kæden.

- Hvis 1.500 mennesker låner os 500 kroner, så når vi op på 750.000 kroner. Og det kan sammen med andre tiltag redde kæden. Hvis vi altså kan ende med at gå i en rekonstruktion og ikke går fallit, siger Tomas Damsgaard.

Læs også
Bager går all-in på Tour de France-kager
Læs også
Bager går all-in på Tour de France-kager

Og selvom det måske lyder som en lidt for fantastisk idé, så lykkedes det alligevel kæden at få tilsagn på mikrolån fra kunderne på 80.000 kroner på kun tre timer søndag aften.

- Vi er i den heldige situation, at vi via Facebook er i tæt dialog med vores kunder. De er superglade for os og for det brød, som vi laver. Og det har været overstrømmende at mærke al den kærlighed, der strømmer imod os. Efter vi fortalte nyheden om vores betalingsstandsning, så har vi fået hundredevis af kærlige kommentarer - og helt aktuelt er opmærksomheden omkring vores mikrolån helt overstrømmende, siger direktøren.

Mindre end et år

Bagerkæden GodtBrød startede sidste år, hvor de åbnede et centralt bageri i Stensved nær Vordingborg og fra butikker i Vordingborg, Stege, Næstved og Præstø solgte brød til borgerne.

Åbningen skete, netop som andre bagerbutikker i regionen lukkede - og med en meget tydelig kommunikation kom kæden flyvende fra start.

I november ændrede billedet sig dog. Salget faldt markant, og kæden fik det stadig mere vanskeligt.

Læs også
Bager kæmper for at gøre nattelivet mere trygt for de unge
Læs også
Bager kæmper for at gøre nattelivet mere trygt for de unge

- Det er ikke kun os, men alle de små butikker i bymidterne, der har mærket stor nedgang i salget i efteråret. Krisen har virkelig ramt, og folk har ikke så mange penge, som de havde før. Men sagen er den, at hvis kunderne ikke handler i de lokale butikker nu, så er de her ikke til sommer. På den måde så er vi ikke ene om at stå i denne situation. Det er alle de små butikker uden en kæde i ryggen, der står sårbare lige nu, siger han.

Tror på redning

Tomas Damsgaard fortæller, at han fredag egentlig havde givet op og kastet håndklædet i ringen. Men han synes, at ideen om en bagerkæde med kvalitetsbrød er for god til at kaste væk.

- Idéen om at lave et bageri på denne måde er holdbar. Vi rammer et hul i markedet. Jeg bor selv på en gård lidt udenfor Vordingborg, og jeg synes, at det er en god ting, at man kan købe kvalitetsbrød, der er lidt anderledes. Hvorfor skulle vi have dårligere brød herude, end man har i København. Det tror jeg, at folk gerne vil have, og jeg tror også, at vores kunder vil støtte et lokalt initiativ. Og det synes jeg også, at vi ser i denne lånekampagne lige nu, siger han.

Han oplyser, at mikrolånene kun vil blive taget i brug, hvis det lykkes at få virksomheden rekonstrueret. Ellers er betingelserne, at mikrolånene mindst skal være på 500 kroner, og at der ikke vil blive betalt rente på lånet. 

Låner man mere end 2.000 kroner til bagerikæden, så vil man dog få 10 procents rabat ved køb i kæden. De første to år vil der ikke blive afdraget på lånene, men derefter vil der blive afdraget, oplyser han.

Læs også
Sådan laver du en lækker andesteg til Mortensaften
Læs også
Sådan laver du en lækker andesteg til Mortensaften

- Man skal se det her som et hjælp til, at vi overlever og fortsat kan bage brød i verdensklasse hernede. Og vi vil selvfølgelig først sætte en crowdfundingplatform på det, når vi kan se en vej videre ud af problemerne. Men jeg tror på, at det kan lykkes, siger han.

Haster med redning

Han understreger dog, at det er afgørende, at man giver tilsagn nu.

- Jeg tror, at vi alene har denne uge til at få tingene til at gå op, siger han.

Selve tilsagnene skal gives i den tråd på Facebook, hvor tiltaget er annonceret. 

I skrivende stund har 152 mennesker skrevet kommentarer til opslaget, mens 119 personer samtidig har delt opslaget.



Nyhedsoverblik