OK køber halvdelen af Coop - ny butikskæde sløjfes

Blandt andet de gamle Irma-butikker skulle blive til et nyt supermarked under navnet ”Coop”. Men nu droppes den nye kæde.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Energiselskabet OK køber nu halvdelen af kriseramte Coop Danmark, der står bag Super Brugsen, Kvickly og 365 Discount.

Samtidig sløjfes dagligvarekoncernens planer om en ny kæde under navnet ”Coop”. Det skriver de to selskaber i en pressemeddelelse.

quote Jeg ville selvfølgelig ønske, at Coop Amba stadigvæk kunne eje Coop Danmark 100 procent

Pernille Skipper, bestyrelsesformand i Coop Amba

Som en del af aftalen skydes der to milliarder kroner ind i Coop Danmark. Samtidig får OK ”bestemmende indflydelse” over Coop Danmark.

Det betyder i praksis, at OK får det sidste ord, når der skal træffes beslutninger i Coops bestyrelse.

- Med OK har Coop Danmark fundet den helt rigtige partner. OK har en stærk økonomi, vi har begge rødder i andelsbevægelsen, og vi samarbejder allerede omkring OK’s tank- og el-lade stationer, siger Coop Danmarks administrerende direktør, Kræn Østergård Nielsen, i pressemeddelelsen.

Coops økonomi er ”ikke tilfredsstillende”

Købsaftalen kommer efter et par år med skrantende økonomi og tab af kunder hos Coop.

Koncernen endte med et underskud på 628 millioner kroner i 2022, hvilket var historisk stort. Og selvom resultatet for 2023 endnu ikke er offentliggjort, står det allerede klart, at ”regnskabet fortsat ikke er tilfredsstillende”, lyder det.

Coop har indtil nu kun været ejet af andelsforening Coop Amba, hvor tidligere politisk ordfører i Enhedslisten Pernille Skipper er tiltrædende bestyrelsesformand.

- Verden vender lidt på hovedet fra i dag for hele Coop og dermed også for mig, siger hun i en video i pressemeddelelsen.

Læs også
Donerer mad fra påskelukkede butikker
Læs også
Donerer mad fra påskelukkede butikker

Fremover får OK nemlig et flertal i Coops bestyrelse og kan dermed i praksis trumfe beslutninger igennem.

Men ifølge Pernille Skipper er købet det rigtige for Coop-koncernen.

- Jeg ville selvfølgelig ønske, at Coop Amba stadigvæk kunne eje Coop Danmark 100 procent selv og tjene en masse penge, man kunne bruge på at gavne forbrugernes hverdag. Det er bare ikke virkeligheden.

Tror på ro om Coops økonomi

OK er nok bedst kendt for sine tankstationer i hele landet.

Men Coop har også i årevis været andelshaver i OK, hvis tankstationer, ladestandere og vaskehaller mange steder ligger sammen med Coop-butikkerne.

Nu bliver energiselskabets administrerende direktør, Michael Løve, også næstformand i Coop Danmarks nye bestyrelse.

Læs også
Ny bus skal få flere til at tage offentlig transport - men det er ikke uden problemer
Læs også
Ny bus skal få flere til at tage offentlig transport - men det er ikke uden problemer

Han har tidligere været direktør for Netto, SuperBrugsen og Storbritanniens største byggemarkedskæde B&Q.

I endnu en video i pressemeddelelsen siger han, at han tror på, at opkøbet kan skabe ro om Coops økonomi.

- Først og fremmest kommer vi med noget ny kapital, som er nødvendigt. Og derudover giver det her nye ejerskab også mulighed for at sætte nogle nye rammer for, hvordan vi skal drive virksomheden, tilføjer han.

Irma lægges stadig i graven

Det skabte røre, da Coop sidste år offentliggjorde lukningen af den sjællandske supermarkedskæde Irma.

De ikoniske butikker skulle i stedet genopstå som andre Coop-butikker blandt andet under det nye navn ”Coop”.

Men som en del af købet dropper Coop og OK nu den nye kæde.

Dermed ikke sagt, at Irma-butikkerne får en chance til.

Læs også
Skal sortere 120.000 tons affald
Læs også
Skal sortere 120.000 tons affald

Det siger nuværende direktør i Coop Danmark Kræn Østergård Nielsen i pressemeddelelsen.

- Vores erfaringer viser, at kunderne foretrækker SuperBrugsen og Kvickly. Det tager vi konsekvensen af og sætter nu fuld fokus på vores kendte brands. Det betyder også, at de tilbageværende Irma-butikker bliver til SuperBrugsen i stedet for til Coop-kædebutikker.

I forbindelse med købet træder Kræn Østergård Nielsen tilbage som direktør, så snart aftalen er på plads.

Nu skal købet godkendes

Den 19. april fremlægges aftalen til afstemning i Coop Ambas landsråd, som er andelsforeningens øverste myndighed.

- Jeg tror ikke, man skal være i tvivl om, at det her kommer som en overraskelse og måske også som et chok for mange. Det kan jeg virkelig godt forstå. Der har jeg selv været for ganske kort tid siden, siger Pernille Skipper.

Stemmes aftalen igennem, skal de danske konkurrencemyndigheder godkende OK som medejer. Det forventer man vil ske inden sommerferien.

Bliver det modsat et ’nej’ fra landsrådet, vil Coops øverste ledelse vurdere sit næste skridt, lyder det videre.


Nyhedsoverblik