Nyhedsoverblik

Donerer mad fra påskelukkede butikker

Organisationen Stop Spild Lokalt (SSL) vil onsdag og lørdag aften hente madvarer fra omkring 400 af Coops butikker, som doneres til økonomisk pressede familier.

Det drejer sig først og fremmest om de butikker, der er lukket i påskehelligdagene og dermed har overskudsvarer, hvis udløbsdato er sat til at løbe ud, inden påsken er omme. 

Det skriver organisationen og Coop i en pressemeddelelse. 

- I Stop Spild Lokalt oplever vi ved højtiderne et særligt stort pres, ude i familierne, hvor det er ekstra svært at få enderne til at mødes, siger stifter og direktør af SSL, Rasmus Erichsen.

- Derfor er vi glade for, at vi igen i år oplever en stor opbakning fra Coops butikker og en lyst til at donere deres overskudsvarer, så det kan gavne en masse mennesker, tilføjer han.

Varerne omfordeles af SSL via organisationens madoaser i hele Danmark.

- Madspild giver ingen mening. I Coop er det vores ambition at intet mad skal gå til spilde og et af vores greb til at undgå madspild er at donere vores overskudsmad til Stop Spild Lokalt. 

- På den måde kan vi både bekæmpe madspild og hjælpe mennesker i Danmark, siger teamchef i Vareansvarlighed og Kvalitet, Louisa Raith.

Det er butikker i Kvickly-SuperBrugsen, der primært donerer deres overskudsmad til Stop Spild Lokalt. De fleste butikker i 365discount og Brugsen holder åbent i alle påskedagene.