Trafikken gled fint under Tour og brolukning

Trafikken glider igen, efter Storebæltsbroen har været lukket i fem timer under anden etape af Tour de France. Lørdag aften og søndag kan der dog opstå kødannelse.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

I ugerne og dagene op til anden etape af Tour de France, der lørdag skulle rulle igennem regionen, har Vejdirektoratet advaret om trafik og en lukket Storebæltsbro.

Nu hvor det hele er overstået, meddeler Vejdirektoratet, at det trafikalt er gået over al forventning.

- Generelt set har trafikken kørt rigtig fint på vejene. Jeg vil gerne sende en stor ros til danskerne for at have lyttet til vores råd, siger Charlotte Vithen, områdechef hos Vejdirektoratet.

- Vores mål har været at tage toppen af ferietrafikken over Storebælt om lørdagen, og dermed sprede ferietrafikken lidt mere ud - og det er vi lykkedes med. Så har vi også haft som mål at få tilskuerne godt frem til cykelruten, og det er vi også lykkedes med ved at anbefale at man orienterede sig på forhånd om ruterne og trafikforholdene.

Forventer kødannelse lørdag aften

Motorvejene, der fører til Storebæltsbroen, blev spærret klokken 12.30. Selve broen blev lukket klokken 13, mens den blev åbnet igen klokken 18.

- Da klokken begyndte at nærme sig 12.30, var der ikke meget trafik, der kørte frem mod broen. Da vi spærrede ved Nyborg og Slagelse, var der max fem minutters trafik, inden trafikken gled igen, siger områdechef Charlotte Vithen.

Når broen genåbner klokken 18, er det Vejdirektoratets forventning, at der vil kunne opleves kø.

Læs også
Forventer kø ved Storebælt i aften
Læs også
Forventer kø ved Storebælt i aften

Men indtil videre har der ikke været de store problemer omkring Storebæltsbroen, meddeler Charlotte Vithen fra Vejdirektoratet.

- Lige nu har vi ingen kødannelse, og lige nu ser trafikken ud til at glide frem mod broen og hen over broen. Men vi ved ikke, om der kommer mere trafik senere.

Forventer I ekstra pres på trafikken i morgen?

- Det er rigtig svært at sige, for trafikanterne har lyttet til vores råd. Vi formoder, at mange har kørt inden weekenden. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske i morgen. Det er en trafikal joker, for vi ved ikke helt, hvordan trafikken udarter sig.

quote Vi ved ikke, om der kommer mere trafik senere

Charlotte Vithen, områdechef hos Vejdirektoratet

Ruten har været velbesøgt

Når medarbejderne i Vejdirektoratet evaluerer på lørdagens trafik, kan de dog tydeligt se, at Tour de France-ruten løbende har skabt nogle trafikale knudepunkter.

- Vi kan se, at ruten har været velbesøgt, for der har været en del kø, når den sidste rytter og følgebil har forladt ruten. Det er der, hvor folk har kørt væk fra ruten, og der kan vi se, at der har været stor kødannelse, siger Charlotte Vithen.

Men generelt set, har de kun ros til danskerne, som har taget deres anbefalinger til sig om at orientere sig om trafik- og parkeringsforhold samt at køre hjemmefra i god tid og vente med at krydse broen for at køre på ferie.

- Vi ved, at når vi normalt udsender vores trafikprognoser i forbindelse med de store helligdage, så er der fire ud af fem, der får den her information, som faktisk vælger at ændre adfærd. Jeg vil tro, at der er rigtig mange danskere, der faktisk har fået vores information den her gang, fordi vi har været ude med massiv information sammen med vores samarbejdspartnere.

Seks ryttere sneg sig med over broen

Selv om trafikken er løbet glat, har politiet meldt ud om, at afspærringer blev forsøgt fjernet, samt at nogle har gået rundt på motorvejen.

Inden startskuddet til lørdagens etape skrev Midt- og Vestsjællands Politi således på Twitter, at der var folk, der havde forsøgt at fjerne afspærringer for at kunne komme frem til ruten.

Det samme oplevede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som inden løbet fik meldinger om, at dele af afspærringer, der var sat op langs ruten ved Roskilde, ikke blev respekteret. Men det blev hurtigt håndteret.

Og omkring klokken 13.15 skrev Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at der gik nogle rundt på motorvejen ved Halsskov.

Læs også
Seks tyske cyklister snød sig ud på Storebæltsbroen - tilbageholdt af politiet
Læs også
Seks tyske cyklister snød sig ud på Storebæltsbroen - tilbageholdt af politiet

Efter at feltet og følgerbiler havde krydset Storebæltsbroen, lykkedes det seks tyske cyklister, at snyde sig ud på etapen over Storebæltsbroen.

De seks ryttere er blevet tilbageholdt med henblik på, at politiet kan få dem identificeret og sigtet for overtrædelse af Færdselsloven.