Tour de France: Sådan vil man undgå trafikkaos ved Storebælt

Storebæltsbroen er lukket i fem timer på lørdag på grund af Tour de France. Vejdirektoratet har via skilte, pressen og Google forsøgt at undgå kaos.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det bliver praktisk talt umuligt at komme mellem Øst- og Vestdanmark lørdag den 2. juli, medmindre man vil og kan sejle.

Storebæltsbroen bliver lukket i fem timer fra klokken 13 til 18, og her er det altså ikke muligt at passere. Hverken for danskere eller turister.

Vejdirektoratet har forsøgt at gøre flest mulige opmærksomme på de trafikale udfordringer blandt andet ved at opsætte skilte i det danske sommerland. 

- Vi har sat skilte op, hvor vi ser de største trafikstrømme, hvor mange passerer, og hvor der længere fremme ikke er som det plejer at være, siger områdechef Charlotte Vithen hos Vejdirektoratet.

Læs også
Kun hver ottende p-billet er solgt inden Tour de France
Læs også
Kun hver ottende p-billet er solgt inden Tour de France

- Der er overordnet set to store udfordringer. Den ene er Storebæltsbroen, hvor vi har valgt at skilte ved Vestmotorvejen og Fynske Motorvej. Vi har også valgt at skilte i oplandet rundt om, for eksempel i Næstved, hvis man vil til Storebæltsbroen. Derudover har vi valgt at skilte på lokale veje, hvor ruten er spærret, så man ved, i hvilket tidsrum vejen er spærret, siger Charlotte Vithen.

Det er skilte som det her, der skal minde folk om, at de ikke kan krydse broen på lørdag.
Det er skilte som det her, der skal minde folk om, at de ikke kan krydse broen på lørdag. Foto: Mathias Svane Kraft - TV2 ØST

Ifølge områdechefen er det ikke muligt at lave omkørsler som ved vejarbejde, da det er svært at regne ud, hvor folk har deres slutdestination.

- Det er svært for os at lave omkørsler, når vi ikke ved, hvor folk skal hen. Ved vejarbejde kan vi lede folk tilbage til motorvejen, men målet er så langt væk, så vi kan ikke lede folk et specifikt sted hen, sige Charlotte Vithen.

Samarbejde med Google og Tom Tom

Én ting er at oplyse alle danskerne om, at man ikke kan krydse Storebæltsbroen, noget andet er at oplyse dem, der ikke bor i landet, men måske er taget på sommerferie. 

Dem har Vejdirektoratet også forsøgt at nå med sine budskaber.

- Vi har gjort det, at vi har taget fat i dem, der laver rutevejledning, som Google og Tom Tom, for at sikre, de også informerer deres kunder. Uanset om du er tysker eller dansker og bruger navigation fra de store udbydere, så vil man modtage dato om, at man ikke kan komme bestemte veje, siger Charlotte Vithen.

Derudover så har Vejdirektoratet brugt pressen i Nordtyskland til at informere tyskerne om de trafikaleforhold, hvis nu de skal til Danmark.

Otte gode råd for tilskuere til Tour de France

Beslut i god tid, hvor på ruten du vil se cykelrytterne suse forbi og book en parkeringsplads på forhånd, så du ved, hvornår du skal være fremme.

Undersøg, hvordan du bedst kommer dertil, og hvor du vil parkere.

Planlæg din rejse og kør i ekstra god tid på alle Tour-dagene. Det er træls at sidde i kø, men det er det hele værd for at opleve Tour de France i Danmark.

Hold god afstand og vær tålmodig.

Glem ikke drikkevarer, snacks, iPad til børnene og benzin på bilen/fuld el-opladning til køreturene under Tour de France.

Søg aktuel trafikinformation, før du kører, på trafikinfo.dk

Hold dig orienteret, mens du kører, ved at høre DR P4 trafikmeldinger i radioen.

Overvej samkørsel, hop op på cyklen eller benyt kollektiv trafik.

Kilde: Vejdirektoratet

Dog har de ikke valgt at lave de mange skilte på engelsk til trods for, at flere nok ville have forstået budskabet. 

- Vi synes i forhold til at prioritere vores indsats, så var det for meget også at lave skilte på engelsk, siger Charlotte Vithen.

På trods af den megen information, regner Charlotte Vithen ikke med, at de når alle med deres budskab. 

- Vi kan ikke ramme alle. Der vil være folk, trods den massive informationsmængde, der ikke vil have fået budskabet, siger hun.

Læs også
Få overblikket: Vejdirektoratet har forberedt sig på Tour de France i tre år
Læs også
Få overblikket: Vejdirektoratet har forberedt sig på Tour de France i tre år

Sidste mulighed for at krydse broen er kort før klokken 13. Motorvejen vil blive spærret ved Slagelse Vest og Nyborg Vest klokken 12.30. Dem, der når at køre igennem her, får lov til at krydse broen. Ellers vil man blive ledt af ved den nærmeste afkørsel. 

På den måde er der altså ikke nogen biler, der kommer til at holde forgæves foran betalingsanlægget ved Storebæltsbroen. 

Trafikken på og omkring Storebæltsbroen vil være påvirket hele dagen lørdag den 2. juli fra kl. 06.00 til 23.00. Der kan i perioder være op til to timers ekstra rejsetid.



Nyhedsoverblik