Købmand købes og overtages af lokalsamfund

Borgerne i Lyderslev på Stevns har købt den lokale købmand og startede lørdag renoveringen af butikken.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I den lille by Lyderslev på Stevns er kærligheden til den lokale købmandsbutik så stor, at 150 borgere har valgt at købe forretningen fra den aldrende købmand for at fremtidssikre butikken. 

- Vi har lavet vores selskab, hvor vi har lavet anparter og har solgt dem alle sammen. Derudover har vi søgt tre fonde. Samlet set er vi nået op på to millioner kroner til at købe forretningen, siger kommende medejer af købmanden Kaj Olsen.

De mange frivillige borgere i byen var lørdag mødt op til den første af mange arbejdsweekender for at renovere købmanden, som trænger til en kærlig hånd.

Borgernes plan er at starte med at renovere loftet, som i første omgang skal fungere som lagerrum for købmanden, men senere hen er planen, at der skal laves to lejligheder, som kan udlejes.

Corona udfordrede projektet

Kampen for købmanden har ikke været uden udfordringer, siden byens ildsjæle startede projektet for tre år siden.

- Coronatiden var svær, da vi ikke kunne mødes. Materialepriserne har også gjort det svært, da vores budget ikke holdt længere, siger talskvinde og tovholder for projektet, Stine Prüss.

Byrådsmøde
Læs også
Stort flertal lukker fire skoler
Byrådsmøde
Læs også
Stort flertal lukker fire skoler

Derfor er borgergruppen utrolig glade for, at de i dag kan starte deres arbejde, så de kan blive klar til, at håndværkerne går i gang med at forvandle butikken.

- Jeg tror bestemt på det her projekt, og det bliver særlig tydeligt, når vi står her i dag med alle de frivillige. Det er det, der rykker, siger Stine Prüss.

Helt overvældende 

Købmanden bag den højt elskede butik, Karl-Erik Hansen, fortæller opbakningen til butikken har været meget overvældende.

- Det var sådan helt overvældende. Det havde jeg ikke regnet med. Det havde jeg virkelig ikke.

Han fortæller, at det store engagement fra byens borgere har motiveret ham.

- Det gør jo, at man gerne vil. Og at man opdager, hvor mange der gerne vil butikken.

Karl-Erik Hansen fortsætter som købmand i butikken. 

Byrådsmøde Ugerløse
Læs også
Lokalområde vil trække børnefamilier til – derfor skal der bygges flere seniorboliger
Byrådsmøde Ugerløse
Læs også
Lokalområde vil trække børnefamilier til – derfor skal der bygges flere seniorboliger

Det er ikke kun i Lyderslev, at de lokale drømmer om at redde deres lokale købmand. 

Også i Kalvehave vil man gerne beholde sin lokale Dagli' Brugs, som er lukningstruet efter en udmelding fra Coop. Den store opbakning kunne ses på det borgermøde, de holdt i byen for 14 dage siden.

Borgerne i Lyderslev håber på at blive færdige med renoveringen af købmanden i midten af maj.


Nyhedsoverblik