Godt nyt for en million togrejsende: Nye skinner på Østbanen kan undgå massiv forsinkelse

En mangelfuld miljøundersøgelse skabte i efteråret atter usikkerhed omkring Østbanens fremtid. Nu har Miljøstyrelsen i et udkast godkendt projektet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Pendlerne på Østbanen bliver – efter alt at dømme – forskånet for yderligere forsinkelser i denne omgang. Det er den forsigtige konklusion på baggrunden af udkastet til en længe ventet afgørelse fra Miljøstyrelsen, der i denne uge er tikket ind hos Lokaltog, selskabet som driver og har ansvaret for Østbanen.

Den godt 50 kilometer lange jernbane på Østsjælland trænger til nye skinner. Imens der er indgået en politisk aftale, som kan bane vej for finansieringen af projektet, så kom det i efteråret 2021 frem, at det haltede med at få miljøgodkendelserne på plads.

En forsinkelse på mindst et år blev stillet togpassagererne i udsigt – og mere endnu, hvis de indledende miljøundersøgelser skulle vise behov for yderligere og mere dybdegående miljøundersøgelser. Så galt er det dog ikke gået, tyder alt på.

quote Vi mener, vi kan udelukke en væsentlig påvirkning, og så behøver du ikke lave en stor forkromet miljøvurdering

Niels Bjørkbom, kontorchef, Miljøstyrelsen

I denne uge har Miljøstyrelsen præsenteret et udkast til en afgørelse på Lokaltogs ansøgning om sporrenovering af Østbanen:

- Vi mener, vi kan udelukke en væsentlig påvirkning, og så behøver du ikke lave en stor forkromet miljøvurdering, siger Niels Bjørkbom, der er kontorchef for Landskab & Skov i Miljøstyrelsen.

Sagen endte på hans bord, efter at forvaltningen i Faxe Kommune allerede for et år siden fandt det nødvendigt med en miljøscreening af projektet – blandt andet fordi projektet udover selve skinne-renoveringen omfatter flytningen af Rødvig Station og en reetablering af dobbeltspor på Faxe Syd station.

- Der er to dele i en miljøvurdering. Enten kan man screene sig ud af den store forkromede miljøvurdering – og det er det, vi har gjort her – eller så lander man I at lave en fuld miljøkonsekvensvurdering (tidligere kaldet VVM-redegørelse, red.), forklarer Niels Bjørkbom.

En million passagerer rejser hvert år med Østbanen, der forbinder Stevns, Faxe og Køge kommuner.
En million passagerer rejser hvert år med Østbanen, der forbinder Stevns, Faxe og Køge kommuner. Foto: TV2 ØST

Var Miljøstyrelsen derimod nået frem til en konklusion om behovet for en fuldskala-miljøvurdering, ville der blandt andet skulle afholdes høringer og gennemføres mere omfattende undersøgelser – og tidsspændet ville derfor typisk tage op til yderligere halvandet år. Det ville have givet en voldsom forsinkelse på renoveringen af skinnerne, der i forvejen først forventes fuldendt i slutningen af 2023.

- Screeningen her er ganske omfattende, fordi projektet strækker sig over en temmelig stor strækning. Her gennemgår man det miljø, som projektet vil påvirke. Kan du i den forbindelse udelukke en væsentlig påvirkning – så behøver du ikke lave en egentlig miljøvurderingsproces, forklarer Niels Bjørkbom.

faxe kommune forsinker oestbanen.1
Læs også
Politiker: Faxe Kommune var selv med til at forsinke opgradering af Østbanen
faxe kommune forsinker oestbanen.1
Læs også
Politiker: Faxe Kommune var selv med til at forsinke opgradering af Østbanen

Mangelfuld ansøgning

Den aktuelle ansøgning om sporrenoveringen på Østbanen modtog Miljøstyrelsen for et år siden, men sagsbehandlingen er trukket ud, forklarer Niels Bjørkbom:

- Her var det på et meget skitseagtigt niveau. Hvor man egentlig i første omgang troede, det bare var at skifte spor ud, har det efterfølgende vist sig, det var mere omfattende, siger kontorchefen med henvisning til, at der blandt andet skal ske flytning og reetablering af stationer i henholdsvis Rødvig og Faxe Syd.

- Det fulde materiale fik vi først fra bygherre i efteråret (2021, red.), påpeger han.

Kontorchefen beskrev tilbage i september de første oplæg til miljøundersøgelsen fra operatøren Lokaltog som "mangelfuldt", og at "kvaliteten har ikke været så professionel, som vi har været vant til". Ligesom også miljøminister Lea Wermelin (S) bakkede styrelsen op i, at Movia og Lokaltog havde "indsendt en ansøgning, der ikke opfylder almindelige krav".

Svaret fra ministeren kom efter, at forretningsudvalget i Region Sjælland i en fælles udtalelse udtrykte undren over behovet for yderligere undersøgelser af natur og miljø.

Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse
Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse

At de to projekter vedrørende stationerne i Rødvig og Faxe Syd var medvirkende til en mere omfattende miljøscreening fik i efteråret flere regionsrådspolitikere til at foreslå denne del af projektet udskudt for at undgå forsinkelser på selve skinne-renoveringen.

For skinnerne er nedslidte. Flere gang siden 2012 har man forsøgt at forlænge skinnernes levetid, blandt andet ved at udtage sæder for at gøre togene lettere og nedsætte hastigheden for at mindske slitagen.

Daværende medlem af regionsrådet Lars Folmann (DF) foreslog i efteråret Region Sjælland at tage renoveringen af Faxe Syd og flytningen af Rødvig Station ud af projektet, så det resterende arbejde måske kan komme i gang tidligere og altså undgå forsinkelserne.
Daværende medlem af regionsrådet Lars Folmann (DF) foreslog i efteråret Region Sjælland at tage renoveringen af Faxe Syd og flytningen af Rødvig Station ud af projektet, så det resterende arbejde måske kan komme i gang tidligere og altså undgå forsinkelserne. Foto: Tina Mortensen TV2 ØST

Tavs baneoperatør 

Miljøstyrelsen forventer inden for en uge efter høringsperiodens afslutning at kunne offentliggøre og fremsende den endelige afgørelse til bygherre (Lokaltog), hvor styrelsen netop nu afventer eventuelle bemærkninger fra de respektive kommuner samt berørte parter på baggrund af det rundsendte udkast til afgørelsen.

- Herefter venter der en periode på fire uger, hvor der kan klages over afgørelsen. Men bygherre vil dog kunne gå i gang på egen regning og risiko, siger Niels Bjørkbom.

Grafik: Lonni Haugaard & Nick Abildgaard

TV2 ØST har kontaktet Lokaltogs projektleder og ansvarlig for renoveringen af sporene på Østbanen, Henrik M. Jørgensen, for en kommentar til Miljøstyrelsens afgørelse og udlægning af sagsforløbet.

Han afviser imidlertid at udtale sig og henviser til Lokaltogs presseafdeling, som TV2 ØST efterfølgende har kontaktet, dog uden at komme nærmere et interview med virksomheden.

Østbanen
Læs også
Akut personalemangel rammer togdriften på lokalbane
Østbanen
Læs også
Akut personalemangel rammer togdriften på lokalbane

I et kortfattet mailsvar skriver Movia derimod på vegne af Lokaltog:

- Miljøstyrelsen har udfærdiget et udkast til en afgørelse, og det er nu sendt i høring. Hos Movia betragter vi det som en igangværende sagsbehandling, og vi har derfor ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.  

Lokaltog er en virksomhed under det delvist kommunalt og delvist regionalt ejede Movia, som har til opgave at drive Østbanen på vegne af Region Sjælland. Det er Region Sjælland, der betaler for skinnearbejdet og driften af banen, som hvert år befordrer omkring en million passagerer.

Forudsætning for nye skinner

Carsten Krabbe, direktør for Regional Udvikling i Region Sjælland, kalder Miljøstyrelsens udkast til en afgørelse for en glædelig nyhed:

- Vi er selvfølgelig glade for, at Miljøstyrelsen endelig har behandlet sagen og er kommet frem til, at renoveringen ikke påvirker miljøet væsentligt og derfor ikke er omfattet af krav om miljøvurdering, siger han og tilføjer:

- Det er en forudsætning for at Lokaltog kan følge den tidsplan, som blev lagt frem her i december.

Af denne tidsplan fremgår det dog, at Lokaltog agter at afvente klagefristens udløb, før næste skridt frem mod spor-renoveringen kan fortsætte – forventeligt i starten af marts måned 2022. Lokaltog forventer at arbejdet med at lægge nye skinner på strækningen vil være afsluttet inden udgangen af 2023.

Regionsrådspolitiker og folketingsmedlem Jacob Jensen (V) udbad sig en redegørelse fra Lokaltog og Movia, da forsinkelsen som følge af miljøundersøgelsen blev præsenteret.
Regionsrådspolitiker og folketingsmedlem Jacob Jensen (V) udbad sig en redegørelse fra Lokaltog og Movia, da forsinkelsen som følge af miljøundersøgelsen blev præsenteret. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Da nyheden om forsinkelser i sporarbejdet ramte forsiderne tilbage i september måned, udbad blandt andre regionsrådspolitiker og folketingsmedlem Jacob Jensen (V) sig en redegørelse fra Lokaltog og moderselskabet Movia.

- Grunden til, at jeg bad om redegørelse i september, var, at vi fik at vide, at man ikke kunne køre videre med planlægningen på grund af, at miljøgodkendelserne ikke var på plads. Det burde den have været – og i øvrigt er det noget, vi som politikere slet ikke burde involveres i. Derfor kom det bag på mig, siger han i dag til TV2 ØST.

Læs også
Politikere kræver forklaring på Østbanens forsinkelse: - Det er tudetosset
Læs også
Politikere kræver forklaring på Østbanens forsinkelse: - Det er tudetosset

En redegørelse udarbejdet af Movia, Lokaltog og deres rådgiver, Atkins, blev efterfølgende fremlagt for regionsrådets forretningsudvalg.

quote Myndighederne bør også være mere servicemindede – når der ligger en ansøgning på et projekt af en sådan karakter

Jacob Jensen (V), medlem af regionsrådet, Region Sjælland

Heraf fremgik det blandt andet, at rådgiveren allerede i maj måned 2021 indsendte ansøgningen til miljøscreening, den sidste af i alt tre ansøgninger til Miljøstyrelsen, og herefter intet hørte om manglende oplysninger før den 10. august 2021.

- Deres udlægning var, at de ikke havde fået at vide, at der manglede noget til miljøgodkendelsen, siger Jacob Jensen, der sad med ved det forretningsudvalgsmøde, hvor redegørelsen blev lagt frem.

Lokaltog har ansvaret

Jacob Jensen siger i dag til TV2 ØST, at han ikke er i tvivl om, at ansvaret for de manglende oplysninger ligger hos Lokaltog, Movia og deres rådgiver:

- Men myndighederne bør også være mere servicemindede. Når der ligger en ansøgning på et projekt af en sådan karakter, så må man melde ud, hvis der mangler oplysninger – det er min holdning, påpeger han.

Lokaltog forventer at der kan anlægges nye skinner på Østbanen i anden halvdel af 2023.
Lokaltog forventer at der kan anlægges nye skinner på Østbanen i anden halvdel af 2023. Foto: Lasse Skovgaard - TV2 ØST

Udsigten til at der dog ikke skal udføres en langt mere omfattende miljøundersøgelse, men “trods alt kun" en screening, glæder Jacob Jensen:

- Det er klart, set fra Østbanens synspunkt – og for os som valgte i regionen – der er det stærkt tilfredsstillende, at man nøjes med en mindre screening og dermed mindre forsinkelse. Det havde jeg også forventet. Det andet var worst case scenario, men man kan aldrig vide sig sikker.

Han forventer, at næste skridt bliver spørgsmålet om den endelige finansiering af projektet. I forbindelse med sidste års trafikaftale blev der landet et forlig om 700 millioner kroner til lokalbanerne. Her er der navnlig blandt de sjællandske politikere en forventning om, at Østbanen, hvis samlede pris nærmer sig en halv milliard kroner, står forrest i køen.