Akut personalemangel rammer togdriften på lokalbane

Sygdom blandt personalet på Østbanen betyder, at en del afgange må erstattes med togbusser.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Akut personalemangel er årsagen til, at lokalbanen Østbanen både tirsdag og torsdag måtte indsætte togbusser på en række aftenafgange på strækningen.

Det oplyser Lokaltog til TV2 ØST.

quote Alle de planlagte ændringer vil blive meldt ud på vores hjemmeside

Peer Olander Nørgaard, kommunikationskonsulent ved Lokaltog

Ligesom i resten af samfundet er selskabet presset af mange sygemeldinger, når personale sendes i isolation med coronavirus, enten fordi de selv er smittet eller er nærkontakter.

- Alle de planlagte ændringer vil blive meldt ud på vores hjemmeside. De akutte ændringer vil i stedet blive meldt ud til for eksempel Banedanmark og Rejseplanen.dk, siger kommunikationskonsulent Peer Olander Nørgaard fra Lokaltog.

Problemerne begyndte den 20. december, hvor de første aftenafgange blev udskiftet med togbusser.

En række andre baner og tog har også været ramt af aflysninger som følge af et højt sygdomspres. Blandt andet har DSB kæmpet med aflysninger som følge af sygemeldinger.

Tog kører efter weekendplan

Selvom Lokaltog driver en række togstrækninger på Sjælland og øerne, er det i forbindelse med personalemangel ikke umiddelbart muligt at bruge personale fra en anden strækning som vikarer. For at køre et tog på en jernbanestrækning skal man nemlig være godkendt til lige netop denne linje.

Her i regionen driver Lokaltog foruden Østbanen ligeledes Tølløsebanen, Odsherredbanen og Lollandsbanen. Fra de andre strækninger meldes ikke om problemer.

I Nordsjælland, hvor Lokaltog kører en række toglinjer er situationen dog mere alvorlig. Her har sygdom blandt personalet på en fjernstyringscentral betydet, at selskabet har været nødt til at skifte til lørdagskøreplanen torsdag den 30. og igen mandag og tirsdag den 3. og 4. januar.

Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse
Læs også
Opgradering af Østbanen ramt af stor forsinkelse

Østbanen har den sidste tid været presset af mange problemer. Skinnerne er stærkt nedslidte, og togene må derfor køre langsommere og med færre pladser i togene. Der har også været en række akutte reparationsarbejder på banen - senest i går onsdag, hvor et akut skinnearbejde betød, at alle tog fra klokken 09.00 blev erstattet af togbusser.

Et flertal i Folketinget har i september måned afsat 700 millioner kroner, så banens skinner kan blive udskiftet. En miljøsag har dog betydet, at renoveringen af banen først kan være færdig i 2023. 


Nyhedsoverblik