Judith spørger om coronavirus: - Kan fugle være smittebærere?

Kan fugle sprede corona til mennesker? Det har Judith Desiree Holm undret sig over. I følge en ekspert er der dog ikke grund til at være bekymret.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Judith Desiree Holm bor i Holeby på Lolland. Fra sit hjem kan hun dagligt se store træk af fugle på himlen.

Det fik hende til at tænke over, om de kan være smittebærere af coronavirusset.

- Jeg har gået og kigget på de her fugle. Fugle flyver jo over alt og trækker hen over mange lande. Kan de være smittet, og overfører de smitten til os, spørger hun.

Derfor skrev hun til TV2 ØSTs brevkasse Spørg om Corona og spurgte: Kan fugle være smittebærere? Og kan man indfange dem, så de ikke spreder det?

- En af dem kan jo have spist noget i Italien, så jeg ville være utrolig glad, hvis man kunne indfange nogle af dem, så de ikke spreder det, fortæller hun. 

Men Judith Desiree Holm behøver ikke at være bekymret for, om fuglene under denne her pandemi med det nye coronavirus overfører smitte til os mennesker.

Allan Randrup Thomsen er professor i virologi ved Københavns Universitet. Han forklarer, hvordan virus kan overføres fra dyr til mennesker. Coronavirusset er formentlig overført via et madmarked med flagermus i Kina. 
Allan Randrup Thomsen er professor i virologi ved Københavns Universitet. Han forklarer, hvordan virus kan overføres fra dyr til mennesker. Coronavirusset er formentlig overført via et madmarked med flagermus i Kina.  Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Det forklarer Allan Randrup Thomsen, der er professor i virologi ved Københavns Universitet.

- Fugle betyder noget for nogle virussygdomme. Men ikke for det nye coronavirus. Men jeg forstår hendes spørgsmål, for i hele udviklingen af influenza-virusset, betyder fugle rigtig meget. Det er relateret til Kina, hvor vi har store fugletræk nord/syd fra Sibirien til Kina og tilbage igen. Her samles fuglene ved store søer, hvor de smitter hinanden, og når de så flyver længere sydpå, overfører de med stor sandsynlighed smitten via tamfugle, og de har tæt kontakt til svin, og vi mennesker holder svin, så på den måde er fugle, svin og mennesker tilsammen helt centrale for udviklingen af influenza-virus.

Indfanger dyr for at identificere virus

Det er altså set, at fugle kan være en del af smittekæden til mennesker.

Så fugle kan godt være en del af udviklingen i virus-smittekæderne?

- Ja, det er der flere eksempler på. Et eksempel er den såkaldte Vest Nil-virus, der for 10-15 år siden blev bragt til Nordamerika fra enten Afrika eller Europa. Den virus angreb fuglene, og når myg så stak fuglene og mennesker, så blev virusset overført til mennesker, sådan at de fik Vest Nil-virus. 

I forskersammenhænge indfanger man med jævne mellemrum dyr for at undersøge, hvilke virusser de har. Det kan være flagermus og fugle.

Er der tanker om at indfange nogle fugle?

- Ikke i den her sammenhæng med coronavirusset. Men det kan være relevant i andre sammenhænge. Man samler jo dyr ind i flere sammenhænge, hvor man er interesseret i at finde ud af, hvilke virusser, der er derude. Det var også sådan, man fandt ud af, at SARS kommer fra flagermus, siger Allan Randrup Thomsen.

Der er stor forskel på virusser. Det nye coronavirus er beslægtet med forkølelsesvirus og i tæt familie med SARS.

Men hvor kommer det nye corona-virus så fra?

- Man ved det ikke helt præcist. Det er et politisk følsomt emne, fordi der er nogle, der hævder at det er sluppet ud fra et laboratorie eller sådan noget lignende. Men hvis man kigger på genetikken i det nye coronavirus, så er der ikke noget, der tyder på, at det er manipuleret af mennesker. Meget tyder på, at det kommer fra flagermus, fordi vi kan finde coronavirus, der er meget tæt på det her virus i flagermus. Det samme gælder for virusset SARS, som man også er ret sikker på, kommer fra flagermus. Så det vil være det bedste bud, fortæller Allan Randrup Thomsen.

Ved ikke om der har været en mellemvært

SARS-virus og det nye corona-virus stammer altså formentlig fra flagermus.

Er det nye coronavirus overført direkte til mennesket fra flagermusen eller har der været en mellemvært?

- Det er stadig ubesvaret. Der er nogle fællestræk mellem det her nye coronavirus og et coronavirus, som man finder i skældyr, sådan et myreslugeragtigt dyr. Nogle hævder, at det er et tegn på, at virusset har været igennem skældyr, andre siger, at det bare er et udtryk for at to arter godt kan udvikle samme egenskaber helt uafhængigt af hinanden. Så om der har været en mellemvært, det ved vi ikke med 100 procents sikkerhed, forklarer Allan Randrup Thomsen.

Frisør AP DESIGN visir
Læs også
Leif spørger om coronavirus: - Hvilke forholdsregler skal jeg tage hos frisøren?
Frisør AP DESIGN visir
Læs også
Leif spørger om coronavirus: - Hvilke forholdsregler skal jeg tage hos frisøren?

Virus spreder sig gennem forskellige former for kontakt. Det kan være blod, afføring eller spyt. Det er dog ikke alle flagermus, der har denne type coronavirus i sig.

Gælder det alle flagermus? Skal man være bange for flagermus her i Danmark?

- Nej, det er der ingen grund til. Det er forskellige arter, som man har sat i forbindelse med forskellige typer af coronavirus, så der er ikke grund til at frygte danske flagermus. Det gælder for kinesiske flagermus, hvor der er nogle grotter, hvor der er mange flagermus.

- Vi vidste godt, at de flagermus havde forskellige former for coronavirus, blandt andet SARS1, som var det første coronavirus, hvor vi blev opmærksomme på problemet. Det er et spørgsmål om, at der er mange flagermus, og at der er mange mennesker som i Kina, og at de så mødes engang imellem. Det, der fremmer det her møde, er med stor sandsynlighed – uden at det dog er bevist - de her markeder, hvor man har levende, eksotiske dyr, som man spiser, siger Allan Randrup Thomsen.

Vores globale levevis spreder virus

Når en virus har spredt sig til mennesker, opstår pandemien, når smittebæreren træder ind i en lufthavn et sted i verden og flyver til andre lande.

Hvordan flytter det her virus sig så til alle andre lande i verden?

- Rejseaktivitet betyder meget for, at vi ser flere pandemier nu, end vi gjorde tidligere. Dengang vi rejste med båd, der nåede vi jo ikke fra udgangspunktet til endestationen uden at vi enten døde af infektionen eller kom os. På den måde var det begrænset, hvor meget virusset blev slæbt rundt globalt. Nu kan du flyve fra den ene ende af verden til den anden på få timer og være smittet, der hvor du tager fra og uden at have symptomer gå ud i det nye samfund og så begynde at smitte, når du begynder at blive syg.

- En anden forklaring kan være, at vi mennesker med vores nuværende livsform trænger ind, hvor vi ikke har været før og vi møder dyr, som vi ikke har mødt før. Et eksempel er Ebola, som helt oprindeligt nok er et flagermus-virus, som så er kommet i kontakt med nogle aber, der spiser flagermus. Og når aberne så bliver skudt af afrikanerne og taget ind på markederne, så kommer mennesker i kontakt med de her virus. De fleste gange går det godt, fordi aben er skudt langt tid forinden og bliver kogt. Men andre gange starter det en virus, der kan starte en epidemi, forklarer Allan Randrup Thomsen.

familien_3.jpg
Læs også
Stinna spørger om coronavirus: - Kan vi holde fest til sommer? 
familien_3.jpg
Læs også
Stinna spørger om coronavirus: - Kan vi holde fest til sommer? 

I Holeby fejrer Judith Desiree Holm i disse dage sin 60-års fødselsdag med få venner på afstand. Hun havde egentlig tænkt sig at invitere 35 mennesker.

- Men det dur jo ikke i den her tid, siger hun.  

Hun er glad for at blive klogere på fuglenes indflydelse på virusser og smittekæder.

- Jeg har så tit talt med mine venner om det. Fuglene flyver jo over alt og kan jo så også være smittede, så jeg er glad for at have fået nogle interessante svar på mine spørgsmål, siger hun. 


Nyhedsoverblik