Trods fyldte ordrebøger må altanfirmaer sende medarbejdere hjem

To altanvirksomheder her i regionen bliver ramt af lang sagsbehandlingstid i Københavns Kommune. Altan.dk har sendt tæt på halvdelen af medarbejderne hjem med mindre løn.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er blevet utroligt populært for lejlighedsejere at få monteret altaner i de seneste år. Så populært, at køberne faktisk står i kø hos to altanvirksomheder her i regionen.

Altan.dk i Sorø og Altana i Ringsted har ordre liggende hos Københavns Kommune for sammenlagt 400 millioner kroner. Alligevel har Altan.dk i denne uge været nødt til at sende tæt på halvdelen af deres medarbejdere hjem. Lang sagsbehandlingstid på ansøgningerne får nemlig sagerne til at strande.

quote Det er ærgerligt, at manglende byggetilladelser skal gøre, at vi skal sende folk hjem

Casper Knudsen, administrerende direktør, Altan.dk

- Jeg synes, at det er megauheldigt, at vi er nødt til at sende medarbejdere hjem i en tid, hvor det er nødvendigt at holde hjulene i gang i Danmark. Der er mange, der har det hårdt på grund af corona, siger Casper Knudsen, der er administrerende direktør i Altan.dk og fortsætter:

- Det er ærgerligt, at manglende byggetilladelser skal gøre, at vi skal sende folk hjem.

Helt konkret har altanvirksomheden i Sorø fra mandag den 15. februar og tre måneder frem sat hele administrationen på 50 medarbejdere 40 procent ned i tid – og dermed også i løn.

Blandt håndværkerne er 30 ansatte sendt hjem uden nogen løn. Dermed rammer hjemsendelserne 80 ud af 170 ansatte hos Altan.dk.

- Medarbejderne har taget det utrolig flot. Jeg havde ondt i maven, da jeg skulle fortælle det til dem, for jeg ved godt, at det er meget hårdt, når man skal gå 40 procent ned i løn. Men medarbejderne har taget det godt. De ved godt, at vi ikke selv kan gøre for det, og alle er gået med til aftalen, siger Casper Knudsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Administrerende direktør Casper Knudsen har været nødt til at sende tæt på halvdelen af sine medarbejdere hjem med nedsat eller ingen løn.
Administrerende direktør Casper Knudsen har været nødt til at sende tæt på halvdelen af sine medarbejdere hjem med nedsat eller ingen løn. Foto: Altan.dk

- Vi oplever det samme

Ifølge Casper Knudsen har Altan.dk ansøgninger på byggetilladelser til at ligge hos Københavns Kommune for næsten 300 millioner kroner. 

En tendens Ringsted-virksomheden Altana, der også laver altaner, kan nikke genkendende til.

quote Lige nu er det Københavns Kommune, der bestemmer, om vi som virksomhed skal vækste

Morten Karlshøj, partner og direktør, Altana

Her ligger der ordre i hovedstadskommunen for over 100 millioner kroner.

Altana har dog ikke sendt medarbejdere hjem i øjeblikket. Det gjorde virksomheden til gengæld i 2020, hvor fire ud af omkring 35 ansatte blev sendt hjem med nedsat i arbejdstid og løn. 

Læs også
Interessen for at opføre altaner eksploderer under coronakrisen
Læs også
Interessen for at opføre altaner eksploderer under coronakrisen

Det skete i en periode, hvor virksomheden havde regnet med, at skulle ansætte flere medarbejdere. Men ifølge direktøren skete det ikke, blandt andet på grund af den lange sagsbehandlingstid i Københavns Kommune.

- Vi oplever fuldstændig det samme som Altan.dk. Vi har kæmpet meget med det sidste år, men er ved at få bedre styr på det nu. Vi måtte sende fire montører hjem, hvor vi havde drømt om, at vi skulle have haft en vækst og kunne ansætte fire i stedet for at sende fire hjem, siger partner og direktør i Altana Morten Karlshøj.

- Lige nu er det Københavns Kommune, der bestemmer, om vi som virksomhed skal vækste.

Lang sagsbehandlingstid skyldes ændrede regler

Ifølge de to altanvirksomheder skyldes den lange sagsbehandlingstid, at bygningsreglementet 1. januar 2020 blev lavet om. Det handler blandt andet om, hvordan den enkelte virksomhed projekterer deres sager, og hvordan man søger om en byggetilladelse.

Hos Københavns Kommune erkender man, at der udfordringer med byggesagerne. En del af forklaringen på de lange sagsbehandlingstider skal findes i reglerne på området. Det skyldes især et nyt bygningsreglement – såkaldte BR18.

Det oplyser Hans Christian Karsten, der er vicedirektør i Teknik- og Miljøforvaltningen til TV2 Lorry.

- Vi er enormt utilfredse med den sagsbehandlingstid, vi har. Vi er godt klar over, at det ikke er godt nok, siger han til TV 2 Lorry.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hans Christian Karsten er vicedirektør i Københavns Kommunes Teknik. og Miljøforvaltning. Han erkender, sagsbehandlingstiden på altaner er alt for lang.
Hans Christian Karsten er vicedirektør i Københavns Kommunes Teknik. og Miljøforvaltning. Han erkender, sagsbehandlingstiden på altaner er alt for lang. Foto: TV2 Lorry

Ifølge vicedirektøren skal en del af forklaringen findes i, at der er kommet et nyt bygningsreglement, som giver udfordringer for kommunen, men også ansøgerne. Derfor har Københavns Kommune nu sat gang i flere tiltag.

- Vi er i gang med en meget målrettet indsats. Den går på at få nedbragt sagsbehandlingstiderne og få støttet ansøgerne i at få lavet så gode ansøgninger som overhovedet muligt. Og vi er i gang med at udrulle en række digitale løsninger, som også skal gøre det nemmere at få de forskellige ansøgninger igennem processen, siger Hans Christian Karsten til TV2 Lorry.

Læs også
Nye byggeregler sænker kommunerne - så lang tid venter du på godkendelse af din byggeansøgning
Læs også
Nye byggeregler sænker kommunerne - så lang tid venter du på godkendelse af din byggeansøgning

Ifølge direktøren i Altan.dk har virksomheden, siden det nye bygningsreglement blev indført for et år siden, fået godkendt fem ansøgninger i Københavns Kommune. Normalt plejer Altan.dk at få 100 godkendte sager på et år i kommunen.

Den lange sagsbehandlingstid i København er dog ikke noget nyt. Ifølge Altan.dk har der i mange år været sagsbehandlingstider på mere end otte måneder.

Har I været gode nok til at tilpasse jeres virksomhed til virkeligheden med lange sagsbehandlingstider?

- Ja, det mener jeg, vi har. Vi har tilpasset, alt hvad vi kunne, og vi har forsøgt at være i dialog med Københavns Kommune, men der er ikke sket noget. Det er rigtigt, at der har været lang sagsbehandlingstid i mange år, men det, vi oplever nu, er helt ekstraordinært. Vi ved ikke hvor lang tid, vi kan regne med at vente, siger Casper Knudsen.

- Før kunne vi regne med, at sagsbehandlingen tog otte måneder. Nu er det først efter otte måneder, at vi får tildelt en sagsbehandler.


Nyhedsoverblik