Paludan nægter livsfarlig kørsel: - Jeg var meget bange for at blive slået ihjel

Stram Kurs-leder er tiltalt for 14 forhold. Han nægter sig skyldig i dem alle.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er ikke kun anklager om overtrædelse af straffelovens paragraf 266b - den såkaldte racismeparagraf - som var på bordet under første dag i en retssag mod partileder Rasmus Paludan.

Lederen af partiet Stram Kurs er også tiltalt for at have bragt en anden persons liv i fare. Det er sket under hasarderet kørsel med en person liggende på kølerhjelmen af Paludans bil, mener anklagemyndigheden.

Selv forklarer Rasmus Paludan, at han frygtede for sit liv.

- Jeg følte mig så truet, som jeg nogensinde har følt mig, siger han under et retsmøde i Retten i Næstved.

Mand stillede sig i vejen

Der er tale om en episode i Sorø i januar 2019. Rasmus Paludan var under et privat besøg taget forbi Akademigrunden, da han efter eget udsagn er interesseret i historiske steder.

quote Jeg var meget bange for at blive slået ihjel af ham

Rasmus Paludan

Her møder Paludan en gruppe unge mænd, og der indledes en diskussion.

Partilederen sætter sig ind i sin bil for at køre væk, men en af mændene stiller sig foran og forhindrer dermed Paludan i at køre.

Læs også
Paludan i retten: Nægter sig skyldig i samtlige forhold
Læs også
Paludan i retten: Nægter sig skyldig i samtlige forhold

I retten afspilles tre forskellige videooptagelser fra episoden. Her kan man se en ung mand i en hvid bluse, sorte bukser og kasket gå baglæns 10-15 meter, inden han til sidst havner på kølerhjelmen af partilederens Audi.

Det sker, mens Paludan gasser op, så bilen laver hjulspin. Det fortsætter omkring 50 til 100 meter.

Flere unge var forsamlet foran Retten i Næstved, hvor de bad partilederen signere deres studenterhuer.
Flere unge var forsamlet foran Retten i Næstved, hvor de bad partilederen signere deres studenterhuer. Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Kan give op til otte års fængsel

Ifølge anklagemyndigheden bringer Rasmus Paludan mandens liv eller førlighed i fare ved at køre på en hensynsløs måde. Det er en overtrædelse af paragraf 252, som kan give op til otte års fængsel.

Rasmus Paludan mener dog, at der er byttet rundt på, hvem der er offer i den konkrete situation.

- Jeg var meget bange for at blive slået ihjel af ham. Han havde vist, at han var villig til at gå op på min kølerhjelm for at skade mig.

Rasmus Paludan
Læs også
Tirsdag starter retssag i Næstved, der kan sende Rasmus Paludan i fængsel
Rasmus Paludan
Læs også
Tirsdag starter retssag i Næstved, der kan sende Rasmus Paludan i fængsel

Havde du til hensigt at bringe ham i fare? Spørgsmålet kommer fra Paludans forsvarer, Jens Hedegaard.

- Nej. Det mener jeg heller ikke, han var. Jeg mener, jeg var i fare, siger han.

Efter retsmødet ønsker partilederen blot at udtale sig til enkelte medier. Til Ritzau siger han, at han finder sagen "absurd".

- Jeg synes, det er meget trist, at man efter min opfattelse fører en heksejagt mod en politiker, hvis meninger man ikke bryder sig om, via retssystemet.

- Og der må man bare sige, at med undtagelse af nogle få ret ligegyldige færdselsforhold, så er resten af anklagerne udelukkende udtryk for, at jeg har udført mit job som partileder for Stram Kurs. Og det mener jeg, skal håndteres i den offentlige debat, siger Rasmus Paludan.

Der ventes at blive afsagt dom i sagen torsdag.

 
  Foto: Dorthe Olsgaard - TV2 ØST

Nyhedsoverblik