Hun slog ham med 135 stemmer - nu snupper han hendes ministerbil

Torsdagens ministerrokade sender Louise Schack Elholm (V) ud af ministerierne og tilbage som menigt medlem af Folketinget.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det var en tidlig julegave for Louise Schack Elholm, da hun i december 2022 blev ringet op af daværende formand for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen.

For mens et opkald på den anden side af klokken 23.00 nok ville være kilde til irritation for de fleste, så kunne formanden tilbyde Louise Schack Elholm en post som minister i den regering, der havde været så længe undervejs efter folketingsvalget i november.

quote Det har fra starten været op ad bakke for Louise Schack Elholm

Ivan Nielsen, politisk redaktør, TV2 ØST

- Han vil gerne have, at jeg bliver minister for kirke og landdistrikter og nordisk samarbejde. Og så siger jeg; selvfølgelig, det vil jeg rigtig gerne, fortalte Louise Schack Elholm til TV2 ØST den 15. december 2022, dagen hvor SVM-regeringen blev præsenteret.

At hun skulle være minister, kom som noget af en overraskelse. 

For det første, var Venstre gået til valg på at Jakob Ellemann-Jensen skulle være statsminister. 

Men efter valget den 1. november stod det klart, at mandaterne ikke var der til at gøre Ellemann-Jensen til statsminister.

For det andet fik Venstre et dårligt valg, hvor de mistede 20 mandater.

- Det er da en drøm at blive minister. Jeg ville da lyve, hvis ikke jeg sagde, at det var det da. Det er fantastisk at få lov til at prøve at udføre og drive noget mere af den politik, som man drømmer om at få gennemført, lød det fra den nyudnævnte minister.

Nedtur

Men efter knap et år på posten gik den ikke længere for den 46-årige soraner.

Med ministerrokaden den 23. november 2023, blev der nemlig ikke plads til Louise Schack Elholm.

Hendes ministerier overdrages til Morten Dahlin (V), der kommer fra posten som politisk ordfører i partiet og ligeledes er valgt i Sjællands Storkreds.

Læs også
Efter 343 dage er hun færdig som minister
Læs også
Efter 343 dage er hun færdig som minister

- Jeg er selvfølgelig rigtig ked af, at jeg skal stoppe som minister. Jeg har gjort mit bedste og jeg har været glad for alle dem, der har taget imod rundt omkring i landet, sagde hun, da hun torsdag formiddag ankom til statsministeriet.

- Men sådan er politik. Det går op og det går ned. Og i dag går det ikke så godt for mig, tilføjede hun.

135 stemmer skilte dem ad

Og det har været en lang sej kamp for Louise Schack Elholm i dansk politik. 

For selvom hun har siddet i Folketinget siden 2007, så har det flere gange været lige ved og næsten, at hun blev valgt ind.

Morten Dahlin overtager Louise Schack Elholms ministerier.
Morten Dahlin overtager Louise Schack Elholms ministerier. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ved det seneste folketingsvalg kom hun ind på det tredje og sidste mandat for Venstre i Sjællands Storkreds med 4.702 personlige stemmer.

Ved valget i 2019 fik hun ikke nok stemmer til et kredsmandat, men blev til sidst reddet af et tillægsmandat, der faldt i hendes retning.

Også i 2015 nåede hun i Folketinget på målstregen. 

Her var det bare 135 stemmer, der adskilte den nærmeste forfølger på Venstrelisten, Morten Dahlin, der her otte år senere verfer Schack Elholm ud af ministerbilen og tilbage som menigt medlem af Folketinget.

Svær tid som minister

En af de første opgaver, Louise Schack Elholm skulle løse som minister, var, da hun skulle stå i spidsen for afskaffelsen af Store Bededag. 

En beslutning, som i den grad blev modtaget dårligt at mange danskere. Derfor kom hun også med et råd til den nye minister på området: 

- Morten, lad være med at afskaffe en helligdag. Det har jeg gjort for dig. Vent hellere 250 år, siger hun med henvisning til store bededag, der blev fortid under SVM-regeringen.

Og ministertiden var præget af udfordringer, lyder det fra TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen.

- Det har fra starten været op ad bakke for Louise Schack Elholm, som kirkeminister var det hende der skulle stå på mål for stor del af bededagsballaden.

Louise Schack Elholm overdrager By-, Land- og Kirkeministeriet til Morten Dahlin i By-, Land- og Kirkeministeriet i København torsdag den 23. november 2023
Louise Schack Elholm overdrager By-, Land- og Kirkeministeriet til Morten Dahlin i By-, Land- og Kirkeministeriet i København torsdag den 23. november 2023 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Da regeringen i august i år lancerede et landdistriktsudspil med højere fradrag til pendlere og gratis færger til beboerne på de små øer, var det ikke ministeren på området, der fik lov til at præsentere udspillet. 

- Det var Jakob Ellemann-Jensen, der offentliggjorde den historie. Så er det svært at være synlig.

Læs også
Andre trossamfund kan fortsat fravælge kvinder
Læs også
Andre trossamfund kan fortsat fravælge kvinder

Synlig var hun til gengæld, da hun i starten af november stod i spidsen for en regelændring i Folkekirken, så den ikke længere er undtaget fra ligebehandlingsloven. 

Med ændringen er det ikke længere muligt at fravælge præster på baggrund af køn.

- Det er for at vise, at folkekirken er lige som resten af arbejdsmarkedet, hvor både mænd og kvinder har samme ret til jobsene, sagde hun i den forbindelse til TV2 ØST.

Trækker stikket en smule

Louise Schack Elholm var sammen med partifælle Marie Bjerre, som ligeledes er blevet vraget som minister, i afskedsaudiens hos dronningen. 

På vej derfra adresserede hun pressen, hvor hun blandt andet fortalte, at hun er tryg ved, at ministeriet bliver ført videre af Morten Dahlin, inden hun satte ord på sin nærmeste fremtid.

Læs også
Dropper barslen for at blive minister
Læs også
Dropper barslen for at blive minister

- Nu tror jeg, jeg vil trække stikket lidt og nyde lidt tid sammen med min familie. Dem har jeg savnet, da jeg ikke har haft så meget tid til dem på det sidste. 

- Så det vil jeg bruge tid på, sagde Louise Schack Elholm, inden hun kørte fra Amalienborg.

Misser særlig pension

Louise Schack Elholm har to børn med sin mand Torsten Schack Pedersen, som også sidder i Folketinget for Venstre. 

Han er i forbindelse med ministerrokaden blevet ny politisk ordfører for regeringspartiet efter Morten Dahlin er blevet udnævnt til minister.

I alt blev det til 343 dage som kirkeminister og minister for landdistrikter og nordisk samarbejde. 

Det betyder samtidig, at hun ikke er berettiget til ministerpension, da det kræver en samlet ministerperiode på mindst et år. 


Nyhedsoverblik