Andre trossamfund kan fortsat fravælge kvinder

Det er kun folkekirken, der fra nytår ikke længere må vælge kvinder fra, når de ansætter nye prædikanter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Fra nytår vil det ikke længere være muligt at fravælge præster på baggrund af deres køn i Folkekirken.

Det er kirkeminister Louise Schack Elholm (V), der står bag den beslutning.

- Det er for at vise, at folkekirken er lige som resten af arbejdsmarkedet, hvor både mænd og kvinder har samme ret til jobsene, siger hun til TV2 ØST.

Har tidligere været imod

Men Louise Schack Elholm har ikke altid syntes, at det var en god beslutning.

Sidste år spurgte DR hende, hvad hun synes om at afskaffe den undtagelse for ligebehandlingsloven, som folkekirken hidtil har været omfattet af.

Og der svarede hun følgende:

- Jeg er bekymret for, at man vil skubbe dele af folkekirken ud af folkekirken, fordi det ikke er alle, der føler, at de så kan være i folkekirken. 

- Derfor frygter jeg, at vi underminerer folkekirken ved at pålægge den større krav, end vi gør ved alle andre religiøse trossamfund, sagde hun.

Læs også
Lovændring på vej i folkekirken - biskop og præst ser allerede ligestilling
Læs også
Lovændring på vej i folkekirken - biskop og præst ser allerede ligestilling

Siden det interview er Louise Schack Elholm gået fra at være kirkeordfører for Venstre til at være kirkeminister. 

Og så har hun altså også ændret holdning til spørgsmålet om ligebehandling for præster i folkekirken.

- Siden jeg er blevet minister, har jeg mødtes med både flertal og mindretal i folkekirken for at få en fornemmelse af, hvilken betydning det har at fjerne undtagelsesbestemmelsen, forklarer hun i dag og fortsætter: 

- Og der er ingen tvivl om, at mindretallet gerne vil beholde undtagelsesbestemmelsen, men den har ikke været anvendt i noget større omfang, så den har mere en symbolsk end en praktisk betydning.

Gælder ikke for andre trossamfund

Men selvom hun nu vil afskaffe undtagelsen for ligebehandlingsloven for folkekirken, så kommer det ikke til at gælde for andre trossamfund, fortæller ministeren.

- Det er sådan, at alle trossamfund har været undtaget for ligebehandlingsloven, fordi man af trosårsager godt kan have en grund til, at man foretrækker en mandlig prædikant. Det fjerner vi for så vidt angår folkekirken nu, for folkekirken har også ønsket det, siger Louise Schack Elholm, der henviser til, at undtagelsen fjernes efter et ønske fra landets biskopper.

Om undtagelsen

  • Ligebehandlingsloven blev indført i Danmark i 1978. Den forbyder forskelsbehandling af mænd og kvinder i forhold til ansættelsesvilkår.

  • Samme år blev der indført en bekendtgørelse, som undtager præstestillinger i folkekirken og tilsvarende stillinger i andre trossamfund for ligebehandlingsloven.

  • Det vil efter regeringens beslutning ikke længere være lovligt i folkekirken at indstille, ansætte eller fravælge kandidater på baggrund af deres køn.

Kilde: TV 2.

- Det er kun folkekirken, vi fjerner undtagelsen for. Jeg ville være mere betænkelig, hvis vi fjernede den for alle trossamfund, siger ministeren.

- Vi kan ikke fjerne den fra de andre trossamfund, det vil være at kompromittere deres religioner og deres religionsfrihed, siger hun og understreger, at hun ikke personligt kan forstå, hvorfor man vil vælge præst efter køn.

- Jeg kan ikke forstå, hvorfor man ikke kan vælge en kvindelig præst såvel som en mandlig præst, men jeg ved også godt, at det ikke er alle, der har det syn, og det respekterer jeg, siger Louise Schack Elholm.

- Det er på tide

Marianne Gaarden er en af de biskopper, der står bag ønsket om, at afskaffe forbuddet.

Og hun siger, at det er et meget lille mindretal i kirken, der fortsat ønsker at kunne vælge en mandlig præst fremfor en kvindelig.

Biskop i Lolland-Falster Stift, Marianne Gaarden, bakker op om afskaffelsen af folkekirkens undtagelse fra ligebehandlingsloven.
Biskop i Lolland-Falster Stift, Marianne Gaarden, bakker op om afskaffelsen af folkekirkens undtagelse fra ligebehandlingsloven. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Vi snakker måske 2-3 procent, der har en teologi, hvor man fortrækker en mand frem for en kvinde, siger hun og fortæller, at hun ikke kender til menighedsråd i hendes stift, der har det ønske.

- Det er ikke noget, jeg støder på her på Lolland og Falster, siger hun.

Og René Liljedahl der er formand for Kappel-Vestenskov menighedsråd på Lolland er helt på linje med sin biskop.

René Liljedahl er menighedsrådsformand i Kappel-Vestenskov Sogn ved Nakskov på Lolland.
René Liljedahl er menighedsrådsformand i Kappel-Vestenskov Sogn ved Nakskov på Lolland. Foto: Lars Andersen - TV2 ØST

- Vi har både mandlige og kvindelige præster, og jeg kan ikke se, der er nogen forskel i den måde, de praktiserer på, siger han.

- Vi har jo haft ligestilling siden starten af 1970’erne i alle andre dele af samfundet, så jeg synes, det er på tide, siger René Liljedahl.


Nyhedsoverblik