Ville bygge motorcykelbane - men fandt 1000 år gammel hemmelighed

Søndag blev vikingeborgen Trelleborg nær Slagelse optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Men faktisk blev vikingeborgen opdaget ved en tilfældighed.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Et lille hjørne af Slagelse Kommune er kommet i særdeles fornemt selskab sammen med nogle af verdens største attraktioner som Taj Mahal i Indien og pyramiderne i Egypten.

Søndag var vikingeborgen Trelleborg ved Slagelse og fire andre danske ringborge i centrum i Riyadh i Saudi Arabien, hvor den 45. udgave af UNESCOs verdensarvskomite blev afholdt. 

Her blev det præsenteret, at de fem danske ringborge fik opfyldt det, de har brugt mange år på at kæmpe for - nemlig en optagelse på Verdensarvslisten.

quote De bliver enige om, at det da er et fantastisk sted at lave en racerbane

Anne Knabe Sørensen, museumsinspektør på Trelleborg.

Trelleborg er en af landets bedst undersøgte og samtidig bedst bevarede vikingeborg, men det er lidt af et tilfælde, at den i dag er endt som besøgssted for tusindvis af turister, der interesserer sig for vikingetiden.

Ville bygge racerbane til motorcykler

Den vestsjællandske vikingeborg, der ligger i Hejninge nær Slagelse, er en såkaldt ringborg, som blev bygget omkring år 980. 

Formentlig af Kong Harald Blåtand, der regerede landet på det tidspunkt.

Til den årlige vikingefestival på Trelleborg går det nogle gange vildt for sig, når deltagerne opfører vikingekamp.

Trelleborg var den første af de danske trelleborge, der blev fundet. Det skete, da en motorcykelklub begyndte at bruge ringvoldene som racerbane. 

Det fortæller Anne Knabe Sørensen, der er museumsinspektør på Trelleborg. 

Anne Knabe Sørensen er museumsinspektør på Trelleborg.
Anne Knabe Sørensen er museumsinspektør på Trelleborg. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Ifølge hende var der i starten af 1930'erne en gruppe motorcykelentusiaster, der kørte på markvejene nær Trelleborg, da de opdagede voldene.

- De ser den her ring, kører ud og drøner rundt i midten af den. De ved ikke, hvad det er, men de bliver enige om, at det da er et fantastisk sted at lave en racerbane, fortæller hun. 

Under udgravningen blev der blandt andet fundet en gravplads med menneskeknogler.
Under udgravningen blev der blandt andet fundet en gravplads med menneskeknogler. Foto: Slagelse Stads- og Lokalarkiv

Anne Knabe Sørensen har selv mødt en af de aktive motorcyklister, der dengang indtog ringborgen på to hjul. 

Han fortalte museumsinspektøren, at gruppen dengang havde søgt og fået tilladelse hos kommunen til at bygge publikumstribune og et klubhus. 

14 år med udgravning

Inden de kunne begynde at bygge, skulle der laves arkæologiske undersøgelser af området. 

Derfor blev arkæologen Poul Nørlund, der senere blev direktør på Nationalmuseet, sendt ud med et hold for at foretage en mindre undersøgelse. 

Hurtigt viste det sig, at der var tale om et helt særligt anlæg. Racerbanen blev afblæst, og et endnu større hold af arkæologer kom på arbejde. 

Trelleborg er her fotograferet fra luften i 1949.
Trelleborg er her fotograferet fra luften i 1949. Foto: Slagelse Stads- og Lokalarkiv
Trelleborg blev udgravet i perioden 1934-1942. Sådan ser stedet ud i dag.
Trelleborg blev udgravet i perioden 1934-1942. Sådan ser stedet ud i dag. Foto: Nationalmuseet

De efterfølgende 14 år foretog Nationalmuseet udgravningerne af Trelleborg, som viste sig at være et helt unikt fortidsminde. 

- Der blev fundet 16 huse, svendeveje, der mødes fuldstændig vinkelret, fire portudgange mod nord, syd, øst og vest, og derudover er der fundet en meget fin afgrænsning af en palisade på ydersiden af ringvolden, fortæller Anne Knabe Sørensen.

Derudover fandt man også en masse genstande, som i dag er udstillet på museet ved Trelleborg. 

Brugt til forsvar

Pilespidser i volden og forkullet tømmer understregede, at der var tale om et helt særligt forsvarsværk, som tilsyneladende havde gennemgået et slag, men som i århundreder havde ligget gemt i jorden.

Trelleborg lægger hver sommer jord til en stor vikingefestival, hvor entusiaster lever og kæmper som for tusind år siden.
Trelleborg lægger hver sommer jord til en stor vikingefestival, hvor entusiaster lever og kæmper som for tusind år siden. Foto: Slagelse Stads- og Lokalarkiv

Ifølge Anne Knabe Sørensen brugte man en stolpe, man fandt på stedet, til at datere borgen. 

Her kunne man konkludere, at træet, der er brugt til at bygge vikingeborgen, blev fældet i 980 under Harald Blåtand, der regerede i Danmark i årene 958-987.

Læs også
Trelleborg optaget på verdensarvsliste: - Jeg er fuldstændig glad og lykkelig
Læs også
Trelleborg optaget på verdensarvsliste: - Jeg er fuldstændig glad og lykkelig

Det samme gør sig gældende for de øvrige danske ringborge, der blev fundet efter fundet af Trelleborg. 

Ifølge Anne Knabe Sørensen er der god sandsynlighed for, at de alle er bygget i en sammenhæng. 

Indvielse af den først restaurerede borgport på Trelleborg i 1937.
Indvielse af den først restaurerede borgport på Trelleborg i 1937. Foto: Slagelse Stads- og Lokalarkiv

- Det er samme type huse. Altså huse af Trelleborg-typen. Og så er alle borgene bygget meget symmetrisk og geometrisk, så de er måske bygget af samme bygmester, og i hvert fald af en bygherre, der har været i stand til at holde trådene samlet, siger hun og fortsætter: 

- Vi ved, at Harald Blåtand regerer landet på det her tidspunkt og har interesse i at konsolidere sin magt. Måske har der været en trussel udefra. Han har i hvert fald bygget de her borge som et forsvar. 

Tydelige spor af vikingeborg

I dag kan man stadig se resterne af den store kongeborg i terrænet ved Hejninge.

Trelleborgs volde er 17 meter brede og fem meter høje. Voldanlægget har en diameter på 137 meter, hvilket er det samme som fire liggende rundetårne på tværs af området.

Læs også
Knud Vincents ville mærke jorden efter stor nyhed
Læs også
Knud Vincents ville mærke jorden efter stor nyhed

Efter fundet af Trelleborg blev fundet fire andre borge, som er opført i forbindelse med Trelleborg og efter samme model, nemlig Aggersborg på nordsiden af Limfjorden, Fyrkat ved Hobro, Nonnebakken i Odense og Borgring ved Køge.

De er nu alle optaget på verdensarvslisten. 


Nyhedsoverblik