Utrygheden breder sig - lokalsamfund frygter børns sikkerhed på grund af pædofilidømt mand

Utrygheden fylder hos forældre i lokalområdet, hvor flere børn har tilhold mod en mand dømt for pædofili. Flere forældre frygter, at deres børn kommer til at møde den dømte.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er utryghed i landsbyen vest for Slagelse. En 60-årig pædofilidømt mand tager fortsat kontakt til flere unge drenge i området, til trods for han er straffet flere gange. Det gør flere forældre utrygge i området.

- Det er bekymrende, når en tidligere dømt krænker opsøger drengebørn på den her måde, siger Maria Ladefoged Andersen fra Kirke Stillinge, der er mor til en niårig dreng.

Hendes søn er ikke selv blevet opsøgt af den 60-årige mand. Alligevel har hun følt sig nødsaget til at fortælle sin søn om ham.

- Jeg har vist ham et billede og sagt, at hvis han ser ham, så skal han gå sin vej og finde en voksen, siger Maria Ladefoged Andersen.

Maria Ladefoged Andersen er mor til en niårig dreng. Hun er bange for, at hendes dreng en dag møder den pædofilidømte mand.
Maria Ladefoged Andersen er mor til en niårig dreng. Hun er bange for, at hendes dreng en dag møder den pædofilidømte mand. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Dømt for krænkelser

Manden, der ofte cykler omkring i lokalområdet vest for Slagelse, blev i 2019 idømt ni måneders fængsel for seksuelle krænkelser af en dengang 11-årig dreng og for at være i besiddelse af børneporno.

Som TV2 ØST fortalte mandag har han siden da gentagende gange taget kontakt til samme dreng, selvom tilhold forbyder det.

Læs også
Lokalsamfund lever i frygt - mand dømt for pædofili opsøger stadig unge drenge
Læs også
Lokalsamfund lever i frygt - mand dømt for pædofili opsøger stadig unge drenge

Skjulte optagelser viser, hvordan manden ofte dukker op netop i det tidsrum, hvor drengen cykler hjem fra skole og flere gange vinker til ham.

Manden har også flere gange taget kontakt til andre drenge. Blandt andet Marianne Bülow Larsens dengang 12-årige søn, der både har modtaget beskeder på Instagram og pengegaver fra manden.

- Det bliver ekstra ubehageligt, for man ved jo ikke, hvad han vil, siger Marianne Bülow Andersen.

Det samme mener man i den lokale fodboldklub, hvor manden også er dukket op. Derfor har klubben nu bedt alle trænere om at være ekstra opmærksomme.

- Vi har skrevet til samtlige trænere, assistenter og holdledere i klubben, at vi ikke vil have, der er nogen, der står alene. Ligegyldigt om de er fem år eller 15 år, siger Anja Aage fra Fodboldklubben B73 i Slagelse.

VIDEO: Både flere elever på Trelleborg Friskole og Marianne Bülow Larsens 12-årige søn er nogle af de drenge, der har oplevet at blive opsøgt af manden. Han har blandt andet forsøgt at få Marianne Bülow Larsens søn til at aflevere en seddel med et telefonnummer til en anden dreng.

Minister går ind i sagen

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er, efter TV2 ØST og TV 2 har bragt historien, gået ind i sagen.

Han lover en særlig lovparagraf, der skal gøre det meget vanskeligt for børnelokkere at vinde fortrolighed hos børn. Der er tale om en såkaldt grooming-paragraf, der gør det forbudt for en voksen, der ved at smigre eller give gaver, forsøger at manipulere et barn, så den voksne får mulighed for at overskride barnets grænser og begå et overgreb.

- Vi har et udvalg nedsat for at se på, hvordan vi konkret gør det. Så snart udvalget er klart, så kan vi indføre en særlig paragraf i straffeloven, der forbyder grooming, siger justitsminister Nick Hækkerup til TV 2.

Læs også
Pædofilidømt mand opsøger børn trods tilhold - nu går ministeren ind i sagen
Læs også
Pædofilidømt mand opsøger børn trods tilhold - nu går ministeren ind i sagen

Flere partier på Christiansborg kræver også, at der skal strammes op, så grooming forbydes.

- Vi har brug for, at man tager fløjlshandskerne af over for de her pædofilidømte sexforbrydere. I det her tilfælde er der en mand, der forhindrer et lokalsamfund i at leve i frihed og tryghed, som alle har ret til. Vi har brug for en meget hårdere kurs over for de her forbrydelser, siger Venstres retsordfører, Morten Dahlin, til TV 2.

TV2 ØST har mandag været i kontakt med manden, der skaber utryghed. Han ønsker ikke at udtale sig, men han oplyser, at han ikke kan genkende anklagerne imod sig. 

Manden er også dukket op ved den lokale fodboldklub.
Manden er også dukket op ved den lokale fodboldklub.

Nyhedsoverblik