Stemmesluger fra DF forlader partiet

Dansk Folkepartis stemmesluger i Slagelse, Ann Sibbern, har meldt sig ud af partiet og stiller ikke op til kommunalvalget til november.

- Jeg er glad for lokalpolitik. Men jeg har nok spændt buen for hårdt. Sidste efterår begyndte jeg at læse jura, og det er blevet for meget med et deltidsstudie, et fuldtidsjob og så det politiske arbejde ved siden af. Det har været et presset efterår, forklarer Ann Sibbern, der nu kan kalde sig løsgænger.

Det kommer ikke som den helt store overraskelse, at Ann Sibbern har valgt ikke at genopstille. Hun stoppede sidste efterår som gruppeformand og overlod posten til Palle Kristiansen.

- Jeg har længe overvejet at begynde på noget uddannelse, og jeg har en alder, hvor der skal ske noget nyt, noget mere. Der er trods alt nogle år til, jeg skal pensioneres. Samtidig har jeg aldrig tænkt på politik som en karriere. Der er en bagkant, forklarer den 46-årige Ann Sibbern, der er ansat i Socialtilsyn Øst.

quote Det er møgærgerligt, at vi mister sådan en kapacitet. Jeg har aldrig før haft en kollega, der har arbejdet så grundigt og kompetent med sagerne som Ann Sibbern

Henrik Brodersen (DF), Slagelse

Byrådet i Slagelse er, for at sige det pænt: Samspilsramt. De to blokke med Socialdemokratiet, Liberal Alliance, SF og Enhedslisten på den ene side og Dansk Folkeparti, Venstre og Radikale på den anden er i gang med årelang ordkrig, der fik ekstra ammunition i forbindelse med den særprægede konstituering efter det seneste valg.

- Arbejdsklimaet i byrådet har dog ikke været udslagsgivende for min beslutning. Men selvfølgelig har det været skideærgerligt, at vi har brugt så meget tid på fnidder fremfor på politik, der kunne udvikle kommunen til fordel for borgerne, siger Ann Sibbern.

En stemmesluger, der stopper

Ann Sibbern fik næsten 1.800 personlige stemmer ved valget i 2017. Det var lige godt en tredjedel af samtlige stemmer på Dansk Folkeparti. Et parti, hun nu overraskende forlader. Krisen i Dansk Folkeparti har fået byrådsmedlemmer i andre kommuner til at springe fra partiet, men det er ikke forklaringen på, at Sibbern nu har meldt sig ud.

- Det er helt udramatisk. Der er mange møder internt i et parti, som jeg ikke kan nå at deltage i. Samtidig er valgkampen allerede gået i gang, og den skal jeg jo ikke medvirke i. Derfor mener jeg, at det for alle parters skyld er bedst, at jeg melder mig ud af partiet. Jeg er nok enten-eller-typen. Så kan jeg gøre, som jeg selv vil resten af perioden, forklarer Ann Sibbern.

Ann Sibbern er 2. viceborgmester, hun sidder i Forebyggelses- og Seniorudvalget og så har hun en plads i det centrale økonomiudvalg.

- Jeg har i hvert fald i første omgang tænkt mig at beholde mine udvalgsposter. Jeg har tilbudt Dansk Folkeparti et samarbejde i det omfang, de ønsker det, siger hun og fortsætter:

- Selv om jeg har forladt Dansk Folkeparti har jeg stadig de samme mærkesager, den samme overbevisning. Jeg bliver og gør arbejdet færdigt. Det skylder jeg de mange vælgere, der har stemt på mig, fastslår Ann Sibbern.

Mister plads i økonomiudvalg

Ann Sibbern er i gang med sin anden periode som byrådspolitiker. Det ærgrer hendes tidligere partikollega, Henrik Brodersen, at hun nu er på vej ud ad døren.

- Det er møgærgerligt, at vi mister sådan en kapacitet. Jeg har aldrig før haft en kollega, der har arbejdet så grundigt og kompetent med sagerne som Ann Sibbern, lyder skudsmålet fra Henrik Brodersen.

Han ærgrer sig også over, at partiet med Ann Sibberns udmeldelse af Dansk Folkeparti ikke længere har en plads i Økonomiudvalget.

- Det er nærmest et minibyråd, hvor de fleste sager kommer igennem. Dermed får medlemmerne adgang til meget information. Derfor er det et tab, at vi ikke længere er repræsenteret. Men det er næppe noget, vi laver så meget spræl ud af lige nu, siger Henrik Brodersen.