Partimedlemmerne vender DF ryggen - endnu et byrådsmedlem skifter parti

Den politiske deroute for DF i de sjællandske byråd fortsætter. I Næstved hopper Githa Nelander nu til Nye Borgerlige.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Flugten fra Dansk Folkeparti vil tilsyneladende ingen ende tage. For femte gang på 14 dage har partiets sekretariat modtaget en udmeldelse fra et af partiets kommunalbestyrelsesmedlemmer.

Denne gang er det den ene af partiets to medlemmer i Næstved byråd – Githa Nelander – som har meldt sig ud til fordel for Nye Borgerlige.

quote Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad

Githa Nelander (NB), byrådsmedlem, Næstved Kommune

- Jeg deler ikke alene holdninger og værdier med Nye Borgerlige, men også energi og kampgejst, som både partiet og lokalforeningen udstråler i store mængder, siger Githa Nelander i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Jeg er helt klart landet et sted, hvor der er modige politikere, og det tiltaler mig i høj grad. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, og til at medvirke til partiets fortsatte succes.

TV2 ØST arbejder på at få en kommentar fra Githa Nelander.

Partikollega valgte Nye Borgerlige fra

Githa Nelander kommer i pressemeddelelsen ikke nærmere ind på, hvad der har ført til, at hun nu bryder med DF, som hun gennem syv år har repræsenteret i Næstved byråd.

Tina-Mia Eriksen
Læs også
Byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti skifter til Konservative
Tina-Mia Eriksen
Læs også
Byrådsmedlem fra Dansk Folkeparti skifter til Konservative

Derudover har hun også været kandidat til både regionsrådet, Folketinget og EU-Parlamentet for partiet.

Githa Nelanders afsked med Dansk Folkeparti skriver sig ind i rækken af DF’ere, som af den ene eller anden årsag har vejet og fundet partiet for let i de seneste 14 dage.

Senest var det Henrik Kjølby fra Sorø, der meldte sig ind i Venstre – hvilket han i øvrigt gjorde med en kommentar om, at han fandt Nye Borgerlige for yderligtgående til ham, og at han i øvrigt ikke var racist.

Henrik Kjølby
Læs også
Sorø-politiker skifter parti - fire lokale DF'ere har forladt partiet på ti dage
Henrik Kjølby
Læs også
Sorø-politiker skifter parti - fire lokale DF'ere har forladt partiet på ti dage

Før ham gik Tina-Mia Eriksen, byrådsmedlem i Ringsted, over til De Konservative.

Har intet med politik at gøre

De seneste 14 dages medlemsflugt blandt de sjællandske byrødder, startede 19. maj, hvor Heino Hahn og John Pawlik fra Vordingborg skiftede til Nye Borgerlige efter henholdsvis 18 og 8 års medlemskab af Dansk Folkeparti.

quote Det, det drejer sig om i Vordingborg, er, at de skændes så det brager de to fraktioner imellem

Søren Espersen (DF), næstformand

- De er ved at lave en dødssejler derinde (på Christiansborg, red.) Det er jeg ked af. Vi kan bare ikke forene os med Dansk Folkeparti mere, lød det dengang fra John Pawlik.

Anderledes ser man dog på det i partitoppen, hvor den lokale folketingskandidat og næstformand af Dansk Folkeparti, Søren Espersen, gav følgende kommentar til TV 2 om de to medlemmers afsked med partiet.

- Jeg bor selv i Vordingborg, kender det hele, min kone har siddet i Vordingborg byråd gennem halvanden sæson. Så vi kender hele spillet dernede, og det, det drejer sig om i Vordingborg, er, at de skændes så det brager de to fraktioner imellem, og det er det, det bunder i. Det har ikke et klap med politik at gøre, lød det fra Søren Espersen den 19. maj.

Læs også
DF-ledelse affejer kritik: - Det har ikke et klap med politik at gøre
Læs også
DF-ledelse affejer kritik: - Det har ikke et klap med politik at gøre

De seneste ugers partirokader har medført, at Nye Borgerlige nu har fået et sæde i to ud af 12 byråd her i regionen på bare to uger.

- Jeg både glad og stolt over, at Githa Nelander har valgt at skifte til Nye Borgerlige. Hun har gjort et virkelig godt indtryk på mig, og jeg ser frem til, at Githa sammen med ledelsen i Nye Borgerlige skal være med til at udvikle Nye Borgerliges kommunalpolitiske profil, siger Nye Borgerliges næstformand og medlem af Folketinget, Peter Seier Christensen.

Her i regionen har Dansk Folkeparti efter de seneste udmeldelser 34 medlemmer i de kommunale byråd mod 39 for bare to uger siden. I både Vordingborg og Næstved kun med en enkelt kandidat, mens partiet har endnu mindst fire kandinater i både Kalundborg, Holbæk, Slagelse, Faxe og Guldborgsund.

Udmeldingerne kommer på et tidspunkt, hvor målingerne har ikke rettet sig opad igen efter valgnederlaget sidste år, hvor DF blev rundbarberet fra 37 til 16 mandater.

TV2 ØST arbejder på at få en kommentar fra en repræsentant for Dansk Folkeparti.


Nyhedsoverblik