- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt og trist at høre, at der er patienter, der ikke har haft en god oplevelse her. Det gør ondt på os alle sammen, der arbejder her.
Sådan lyder det fra Karen Riis-Hansen, der er psykolog på psykiatrisygehuset i Slagelse.
For på psykiatrisygehuset er de kede af den dårlige omtale, der har været på det seneste. De mener nemlig, at de giver en god behandling til psykisk syge.
- Jeg synes faktisk, vi yder ret god behandling til de patienter, vi har indlagt. Vi forsøger at gøre det så individbaseret som muligt, siger Michelle Andersen, der er sygeplejerske.
"Jeg føler mig usynlig"
Den dårlige omtale går langt tilbage, men den seneste kritik kom i sidste uge, hvor Belinda Pedersen og hendes far fortalte, at hun ikke får den behandling, som de mener, hun skal have.
- Jeg føler mig usynlig, lød det fra Belinda Pedersen.
- Det kan godt være, vi har et fint psykiatrisygehus, der vinder præmier og skidt og lort, men det er ikke på behandlingen, sagde hendes far, Bjarne Rose Pedersen.
Samtidig var Dansk Sygeplejeråd ude og kritisere psykiatrisygehuset på grund af underbemandede afdelinger med sygeplejersker, der bryder grædende sammen.
Og dét er man også velvidende om på sygehuset.
- Det ved jeg godt. Jeg var der selv. Vi har problemer på et afsnit lige nu, siger ledende overlæge, Kristen Kistrup.
Mangel på personale
Lige nu mangler der nemlig 15-20 sygeplejersker på sygehuset, otte fuldtidsspeciallæger og en psykolog. Samtidig har der været helt unge medarbejdere, der frem for et introduktionsforløb er blevet kastet direkte ud i arbejdet.
- Det er da overhovedet ikke i orden. Det er det da ikke. Vi tager én efter én nu og finder ud af, hvordan vi kan rette op på det igen. For det er da ikke sådan, det skal være, siger Kristen Kistrup.
Men den seneste dårlige omtale stopper ikke der. Kritikken har nemlig også gået på, at patienterne får medicin i stedet for terapi. Det er dog ikke noget, de kan genkende på psykiatrisygehuset.
- Vi prøver, så godt vi kan, at arbejde rigtig meget med at undgå for meget medicin. Netop med miljøterapi og afledningsstrategi og samtaler, siger Michelle Hansen.
De dårlige historier skal være fortid
Får patienterne for meget medicin, fordi der er for få medarbejdere?
- Nej, det gør de ikke, lyder det fra Kristen Kistrup.
Derfor arbejder sygehuset nu på at få den udfordrede afdeling på rette spor, så de dårlige historier kan forblive fortid.
- Jeg tænker, at vores afsnit er oppe at køre inden for ganske kort tid. Nærmeste fremtid, siger Kristen Kistrup.