Øget indsats for at bremse vanvidskørsel ser ud til at virke

Færdselspolitiet har de seneste måneder haft fokus på trafikken i Korsør, og det ser ud til at hjælpe.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Vejene i Korsør er så plagede af ulovlig og farlig kørsel, at færdselspolitiet har måttet sætte ekstra ind i byen ved Storebælt, for at dæmme op for problemet.

De seneste to måneder har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi regelmæssigt gennemført færdselskontroller i Korsør. Primært i den nordlige bydel Halsskov, men også på indfaldsvejen Skovvej.

- Vi har fokus på hele Korsør by, fortæller Erik Mather, der er leder af politikredsens færdselsafdeling.

Bøder og klip i kørekortet

Politiet bruger både målebiler og patruljevogne i forsøget på at bremse den ulovlige kørsel, og det ser ud til at være effektivt.

quote Vi udskriver adskillige bøder, hver gang vi er ude og lave kontroller

Erik Mather, leder, færdselsafdeling, Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi udskriver adskillige bøder, hver gang vi er ude og lave kontroller, fortæller Erik Mather.

Ved en færdselskontrol mandag den 12. oktober blev otte personer taget i at overtræde hastighedsbegrænsningerne i en sådan grad, at det kommer til at koste et klip i kørekortet. Det fremgår af politiets døgnrapport.

Samme dag ville politiet stoppe en 20-årig billist, men vedkommende rettede sig ikke efter politiets anvisninger. I stedet forsatte han fra Tårnborgvej og hen ad Motalavej i Halsskov, hvor det lykkedes politiet at få ham til at standse bilen.

Det viste sig, at den 20-årige hverken havde et kørekort, muligvis var påvirket af stoffer, og at han var efterlyst til afsoning af en fængselsstraf. Bilisten blev efterfølgende overført til Nyborg Fængsel.

Artiklen fortsætter under videoen.

Korsør har haft så store problemer med farlig kørsel, at private borgere har filmet og registreret nummerplader for at finde frem til de pågældende bilister.

Ser ud til at have en effekt

Ifølge Erik Mather har politiets øgede tilstedeværelse på vejene i Korsør en effekt.

- De tilbagemeldinger, vi får, fra borgerne i Korsør er, at vanvidskørslen slet ikke foregår i samme omfang som tidligere, siger han.

Men det betyder ikke, at færdselspolitiets arbejde i området er færdigt.

Læs også
Politi jagter vanvidsbilister i plaget lokalområde - beder borgere om hjælp
Læs også
Politi jagter vanvidsbilister i plaget lokalområde - beder borgere om hjælp

- Vi fortsætter indsatsen i Korsør og arbejder målrettet med at komme problemet til livs, siger Erik Mather.

Han understreger, at politiet trods den øgede indsats i Korsø også har fokus på færdselsovertrædelser i andre områder.

- Det er ikke sådan, at vi kun har fokus på Korsør, vi er også tilstede i andre byer, siger han.

Problemerne med ulovlig og farlig kørsel i Korsør har været så omdiskuteret, at også statsminister Mette Frederiksen (S) har fået kendskab til de mange lovovertrædelser på vejene i byen.


Nyhedsoverblik