Håb for forgiftede borgere - komité blåstempler forsøg mod PFOS

Læger på Holbæk Sygehus har fået delvis godkendelse til forsøg, der skal hjælpe borgere til at udskille PFOS.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Der er godt nyt for borgere i Korsør, der er blevet forgiftet med stoffet PFOS ved at have spist kalvekød fra den lokale kogræsserforening.

Videnskabsetisk Komité i Region Sjælland har givet grønt lys til et forskningsforsøg med en del af de 187 borgere, der uforvarende har indtaget stoffet.

Forsøget går ud på at give PFOS-ramte borgere i Korsør præparatet colestyramin.

Det er et velkendt og velafprøvet middel mod for højt kolesteroltal.

Kan måske øge udskillelsen af PFOS

Læger på Holbæk Sygehus, der står for projektet, mener, at præparatet muligvis også kan øge udskillelsen af PFOS fra kroppen.

De har derfor ansøgt Den Videnskabsetiske Komité om at indlede et forsøg.

- Det er en hjørnesten og et meget stort skridt, vi er kommet videre.

- Det betyder, at vi har en godkendelse af, at projektet er etisk forsvarligt at gennemføre, siger forskningsansvarlig overlæge Morten Lindhardt, Holbæk Sygehus.

En stor del af de 187 borgere har fået konstateret høje værdier af PFOS i blodet.

VIDEO: Cecilie Roland er en af de personer, der uforvarende har indtaget høje mængder af det giftige stof:

I maj måned mødte TV2 ØST Cecilie Roland, der blandt andet kunne konstatere et forhøjet kolesteroltal - formentlig som følge af det giftige stof.

Fra brandskum til kvæg

Det kræftfremkaldende stof er optaget i kroppen gennem kødet fra kalvene, som i årevis har græsset på en mark.

PFOS blev tidligere brugt i brandslukningsskum, og det var fra brandskolen sivet videre til marken, hvor køerne græssede.

Cecilie Roland
Læs også
Frygter for sine børn: Højgravide Cecilie har spist forgiftet kød
Cecilie Roland
Læs også
Frygter for sine børn: Højgravide Cecilie har spist forgiftet kød

Forsøget med det kolesterolsænkende middel kommer ikke til at omfatte gravide kvinder og børn.

- Det er grupper, som vi anser for mere skrøbelige, og eftersom midlet ikke har en dokumenteret virkning, bliver de ikke en del af forsøget, siger Morten Lindhardt.

Det er fra Brandskolen i Korsør, de store mængder PFOS er blevet udledt. Her har de spredt sig til en eng, hvor kødkvæg har græsset.
Det er fra Brandskolen i Korsør, de store mængder PFOS er blevet udledt. Her har de spredt sig til en eng, hvor kødkvæg har græsset. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Ikke i tvivl om godkendelsen

Endnu mangler den endelige tilladelse fra Lægemiddelstyrelsen samt fra en såkaldt GCP-gruppe, som skal sikre, at forsøget er i overensstemmelse med god klinisk praksis.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi nok skal få de sidste godkendelser på plads. Det er mere, hvor hurtigt det kommer til at gå, siger Morten Lindhardt.

Læs også
Borgere nervøse efter fund af gift i kødkvæg: - Jeg har ligget søvnløs hele weekenden
Læs også
Borgere nervøse efter fund af gift i kødkvæg: - Jeg har ligget søvnløs hele weekenden

Han håber at kunne indlede forsøget til oktober. Hvis alt går som planlagt, vil man kunne være klar med de første resultater i sommeren 2022.

En kortlægning fra Danske Regioner viser, at det ikke kun er i Korsør, der er konstateret PFOS.

Regionernes kortlægning viser, at 145 lokaliteter landet over skal undersøges nærmere.

VIDEO: Det stærkt sundhedsskadelige stof har fundet vej til kød, som Korsør-borgere har spist.


Nyhedsoverblik