Chefsygeplejerske om kampagne mod druk i skolen – man overser et større problem

På Slagelse Sygehus forudser man en stigning i antallet af unge, som kommer på sygehuset påvirkede af alkohol og stoffer i forbindelse med skolestart.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I den forgangne uge har Sundhedsstyrelsen været ude med en klar opfordring til landets gymnasier om at indføre forbud mod alkohol til fester i perioden fra skolestart og frem til efterårsferien.

Chefsygeplejerske ved Slagelse Sygehus Christian Jørgensen mener dog, at man her glemmer at tale om et andet og større problem.

quote Generelt har vi travlt i weekenderne med fulderikker og med folk, som har taget stoffer. Men det bliver altid intensiveret, når skolerne starter igen

Christian Jørgensen, chefsygeplejerske, Slagelse Sygehus

- Vi glemmer problemet, når alkohol bliver indtaget sammen med stoffer, for det er en ekstra farlig situation, hvor man er både fuld og høj. Det påvirker både hoved og centralnervesystem, siger han og tilføjer:

- Nogen – langt fra alle – men nogen indtager stoffer, og det er et område, som vi skal have langt mere fokus på, for at sige det mildt. En ting er, at man er plørefuld, noget andet er, hvis man også har indtaget stoffer. Det gør det meget mere farligt.

Må behandle i blinde

I dag, søndag, går endnu en weekend på hæld, og med den har man endnu engang tilset unge mennesker på akutmodtagelsen i Slagelse, som har været forbi påvirket af både et højt alkohol- og stofindtag, fortæller Christian Jørgensen:

- Generelt har vi travlt i weekenderne med fulderikker og med folk, som har taget stoffer. Men det bliver altid intensiveret, når skolerne starter igen med de første gymnasiefester og byture.

- Vi ser et mønster med byture, som starter allerede torsdag og først slutter søndag morgen, tilføjer han.

Christian Jørgensen, chefsygeplejerske ved Slagelse Sygehus, ser i gennemsnit tre til fem patienter på en weekend, som kommer på sygehuset efter at have taget en kombination af alkohol og stoffer.
Christian Jørgensen, chefsygeplejerske ved Slagelse Sygehus, ser i gennemsnit tre til fem patienter på en weekend, som kommer på sygehuset efter at have taget en kombination af alkohol og stoffer. Foto: TV2 ØST

Han frygter, at man i forbindelse med skolestart vil se, at flere unge udsætter sig for livsfare, når de enten uforskyldt eller mere eller mindre bevidst indtager euforiserende stoffer.

quote Så bliver det rigtig farligt, for så blive behandlingen i blinde, hvorfor det i værste fald kan blive livstruende

Christian Jørgensen, chefsygeplejerske, Slagelse Sygehus

- Enten sker det ufrivilligt, hvis nogen hælder stoffer i deres drink, mens andre gør det frivilligt – og den kombination ser vi tre-fem gange over en weekend, siger chefsygeplejersken, som mener, at det er for mange.

Ofte aner sygeplejerskerne og lægerne ikke, hvad patienten har indtaget, og hvis der tilmed er foregået en kombination af flere euforiserende stoffer, kan situationen hurtigt blive alvorlig:

- Så bliver det rigtig farligt, for så blive behandlingen i blinde, så det i værste fald kan blive livstruende, påpeger Christian Jørgensen.

Appel til unge

Erfaringsmæssigt er patienterne i aldersgruppen 15 til 25 år, fortæller chefsygeplejersken, som har en generel appel til netop denne målgruppe:

- Spar lidt på alkoholen, så man ikke mister sin dømmekraft og herredømmet. For man kan sagtens have en god aften uden man ender med at være bevidstløs.

- Og stoffer fraråder vi helt og bestemt.

Victor Vega
Læs også
Stort gymnasium alkoholtester elever inden fest: - Det er utrolig urimeligt
Victor Vega
Læs også
Stort gymnasium alkoholtester elever inden fest: - Det er utrolig urimeligt

Christian Jørgensen understreger, at alle bliver taget godt imod, uanset årsagen til at man er endt på skadestuen. Men han lægger omvendt ikke skjul på, at det trækker store ressourcer at behandle stærkt berusede og stofpåvirkede patienter.

- Der bliver kastet mange ressourcer ind i behandling af et ungt menneske, der kommer ind bevidstløs med et højt alkohol- og stofindtag. Det er der ingen tvivl om – og havner man i sidste ende på intensiv er det både dyrt og ressourcekrævende.

- Men først og fremmest handler det om, at man udsætter sig selv for livsfare.


Nyhedsoverblik