Chefjordemoder om forlænget ordning: - Vi får travlt, men kvinder kan trygt føde hos os

Fødeafdelinger i Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster skal fortsætte med at overtage fødende fra Sjællands Universitetshospital i Roskilde til udgangen af 2023. På Slagelses fødeafdeling er de forholdsvis trygge ved situationen.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Gravide kvinder risikerer at skulle tilbagelægge over hundred kilometer for at komme til fødeafdelingen, når den store dag er ankommet.

I hvert fald hvis du bor i Roskilde og skal føde et barn indenfor det næste års tid.

En kritiseret hjælpeordning er nemlig blevet forlænget fra 1. oktober 2022 til udgangen af 2023. Den indebærer, at fødeafdelinger på hospitalerne i Slagelse, Holbæk og Nykøbing Falster skal aflaste Sjællands Universitetshospital i Roskilde, fordi de ikke kan håndtere det store antal fødende.

Baby
Læs også
Kritiseret hjælpeordning er forlænget - fødende skal på langfart et år endnu
Baby
Læs også
Kritiseret hjælpeordning er forlænget - fødende skal på langfart et år endnu

Ordningen har været gældende henover sommeren, og fremadrettet skal de tre afdelinger overtage 45 ekstra fødende om måneden fra afdelingen i Roskilde.

- Vi vil gerne hjælpe, forstået på den måde at det er vigtigt for os, at de gravide, der hører til Region Sjælland, er trygge ved at skulle føde, og det er vigtigt, at de ved, at de trygt kan komme og føde hos os, siger chefjordemoder på Slagelse fødeafdeling Signe Gaub Østerskovgaard til TV2 ØST.

På Slagelse skal de modtage ti ekstra fødende hver måned, og selvom det måske ikke lyder af meget, så gør det en stor forskel.

- Det vil gøre, at vi får mere at se til det næste år, og det giver en større usikkerhed, fordi vi ikke havde forventet, at vi skulle håndtere ekstra fødsler i længere tid. Vi har lige nu den udfordring, at vi ikke har så mange stuer på Mor-Barn Afsnittet, men vi håber at kunne løse det ved at rekruttere flere hænder, siger chefjordemoderen.

Chefjordemoder Signe Gaub Østerskovgaard tror på, at fødeafdelingen på Slagelse Sygehus kan løfte opgaven.
Chefjordemoder Signe Gaub Østerskovgaard tror på, at fødeafdelingen på Slagelse Sygehus kan løfte opgaven. Foto: Tina Mortensen - TV ØST

En god ting ved, at hjælpeordningen er forlænget, er, at det giver afdelingerne bedre mulighed for at ansætte medarbejdere. Det mener både koncerndirektøren i Region Sjælland Jesper Gyllenborg og chefjordemoder Signe Gaub Østerskovgaard.

- Fordi det nu er forlænget et år, så kan vi begynde at lave nogle mere holdbare løsninger, så nu vil vi forsøge at mande op, så godt som vi kan, siger Signe Gaub Østerskovgaard.

Der skal stort fokus på arbejdsmiljøet

I sommers besøgte TV2 ØST Slagelses fødeafdeling, og dengang var optimismen ikke lige så stor. Dengang frygtede man, at ordningen ville blive forlænget, men chefjordemoderen forklarer, at de nu har gjort sig mange erfaringer.

- Vi har fundet ud af, hvordan vi kan gøre det godt for personalet, og vi har mulighed for at rekruttere flere. Henover sommeren overtog vi 25 fødsler om måneden fra Roskilde, og derfor vil belastningen ikke være lige så stor fremover, siger Signe Gaub Østerskovgaard. 

quote Arbejdsmiljøet er selvfølgelig et kæmpe fokus nu.

Signe Gaub Østerskovgaard, chefjordemoder

Hun mener dog, at afdelingsledelserne har et stort ansvar i at sørge for, at medarbejderne trives - også mens de må aflaste afdelingen i Roskilde. 

- Arbejdsmiljøet er selvfølgelig et kæmpe fokus nu. Alle ved, at jordemødre og medarbejdere på akutafdelinger løber stærkt og har meget at se til, så vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe dem og støtte dem, siger hun.

Læs også
Flere fødende og færre jordemødre: - Vi er bekymrede for, om vi kan yde den rette omsorg
Læs også
Flere fødende og færre jordemødre: - Vi er bekymrede for, om vi kan yde den rette omsorg


Region Sjællands koncerndirektør Jesper Gyllenborg erkender også, at situationen ikke er optimal.

- Det er ikke for at bagatellisere situationen, for jeg ved, at det er en træls situation. Især for de fødende, som skal flyttes, men jeg fornemmer, at de finder gode måder at samarbejde. Antallet af fødsler er ikke nødvendigvis et mål for, hvor travlt man har. Det handler om, hvordan opgaverne håndteres, fortalte han mandag aften til TV2 ØST.

På Slagelse fødeafdeling er chefjordemoderen i hvert fald ikke i tvivl.

- Jeg tror på, at det nok skal gå. Jeg ved, at vi kommer til at hjælpe kvinderne og afdelingen i Roskilde, så der er noget mening i det. Desuden så ved vi, at det slutter igen om et års tid, afslutter Signe Gaub Østerskovgaard.


Nyhedsoverblik