Region og professionshøjskole vil sexisme til livs - kulturen skal ændres

Både professionshøjskolen Absalon og Region Sjælland vil nu gøre det nemmere for ansatte og studerende at henvende sig, hvis de føler sig krænket.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En krænket medarbejder er én for meget.

Sådan lyder budskabet i en pressemeddelelse fra Region Sjælland, hvor det fremgår, at de nu vil imødekomme medarbejdere, der har været udsat for uønsket adfærd.

- Der er ingen tvivl om, at én krænkelse er en krænkelse for meget. Derfor har vi nultolerance over for det, når det sker, konstaterer regionsdirektør i Region Sjælland, Per Bennetsen, der står i spidsen for en organisation med 18.000 medarbejdere på sygehuse, sociale institutioner og i administrationen.

quote Vi har nultolerance over for det, når det sker

Per Bennetsen, regionsdirektør i Region Sjælland

Derfor har regionens øverste samarbejdsorgan mellem ledelsen og medarbejderne, MED-hovedudvalget, nu opdateret de personalepolitiske rammer og udarbejdet en vejledning, hvor medarbejdere kan se, hvilke muligheder de har, hvis de oplever krænkelser.

Regionsdirektør: - Vi skal gøre alt for at ændre den kultur

Sexisme-debatten er for alvor blusset op herhjemme i sidste uge, efter tidligere formand for Radikale Venstre, Morten Østergaard, valgte at trække sig, efter et timelangt møde i partiet om seksuelle krænkelser i partiet.

Dagen efter kunne Politiken fortælle, at 689 mænd og kvinder har skrevet under på, at de har været udsat eller været vidne til sexisme i den akademiske verden, og samme dag valgte DR at sende en prominent radiovært hjem på baggrund af en række henvendelser om sexisme og krænkende adfærd.

Læs også
Drama i Slagelse - byrådsmedlem fik klap i numsen
Læs også
Drama i Slagelse - byrådsmedlem fik klap i numsen

I dag, mandag, oplyser Information, at 664 filmfolk har skrevet under på en erklæring mod sexisme.

Regionsdirektøren i Region Sjælland mener ikke, at regionens hospitaler er nogen undtagelse i forhold til debatten om sexisme. Han fortæller dog også, at krænkelser kan komme fra patienterne på sygehusene:

- Jeg tror desværre, at seksuelle krænkelser finder sted på alle arbejdspladser i en eller anden grad. Det er også tilfældet her i Region Sjælland. Vi ser dem mellem kolleger, fra ledere og desværre også i stort omfang fra borgere og patienter. Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at få ændret denne kultur, slår regionsdirektøren fast i en pressemeddelelse.

Rektor på Absalon: - Vi skal have fundet en bedre model

Også på Professionshøjskolen Absalon, som har 750 ansatte og 12.000 studerende vil man nu tage affære for at komme krænkelsessager til livs.

- Når jeg lytter til debatten, er det tydeligt, at vi ikke kan forlade os på, at der ikke er et problem, blot fordi vi som ledelse ikke hører om det, siger rektor Camilla Wang til TV2 ØST.

Derfor er skolen ved at se på, hvordan uddannelsesinstitutionen kan gøre det trygt for ofre at henvende sig om sexisme og gøre det klart, hvem man skal henvende sig til.

- Vi er nu i gang med at finde en model, hvor man som medarbejder eller studerende er fuldstændig klar over, hvor man kan henvende sig, hvis man oplever sexisme. Og hvor man kan være sikker på, at henvendelsen bliver behandlet ordentligt, og at der bliver handlet, hvis sagen kræver det, siger Camilla Wang.

- Der er forskellige praktiske og juridiske forhold, der skal tænkes godt igennem og være helt på plads, inden vi kan melde en model ud. Men det har høj prioritet at kunne melde ud snart.

quote Vi skal have fundet en model, hvor man som medarbejder eller studerende er helt sikker på, hvor man skal henvende sig

Camilla Wang, rektor hos Professionshøjskolen Absalon

Regionsrådspolitikere skal gå forrest

I Region Sjælland ønsker de ikke kun at ændre kulturen for patienter og ansatte på regionens sygehuse, men også øverst i regionshuset.

Sexchikane
Læs også
Kommuner har sexisme på dagsordenen: Folk skal føle sig trygge på jobbet
Sexchikane
Læs også
Kommuner har sexisme på dagsordenen: Folk skal føle sig trygge på jobbet

På det politiske niveau tager man også stilling til krænkende adfærd, og det har været drøftet blandt alle gruppeformænd og formandskabet.

- Det er helt uacceptabelt, hvis medarbejdere eller politikere i Region Sjælland oplever seksuelt krænkende adfærd eller andre krænkende handlinger i form af vold, trusler, mobning, chikane eller lignende i deres hverv og arbejde, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S) i pressemeddelelsen.

- Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at vi i Regionsrådet går forrest ved at fokusere på vores egen kultur og adfærd i Regionsrådet. Derfor er jeg også glad for, at også politikere kan bruge Arbejdsmiljølinjen, hvis de været udsat for uønsket adfærd af enhver form, siger Heino Knudsen.

Fokus på sexisme i byråd

Byrådsmedlem i Slagelse Kommune Sofie Janning (S) fortalte i sidste uge, at hun fik et klap i måsen af et mandligt udvalgsmedlem fra kommunen under et møde.

- Jeg blev helt paf, fortæller Sofie Janning til TV2 ØST om den krænkende situation.

- Vi var i et politisk forum, og vi skulle drøfte nogle tunge sager, og så syntes jeg bare, det var vildt upassende, fortæller hun.

Udmeldingen fra Sofie Janning fik kollegaen Steen Olsen (S) til selv gået til bekendelse.

- Jeg synes, det er urimeligt, at når Sofie fortæller mig, at det er sådan verden ser ud, at de seks andre så skal have det udestående, at det er dem, der har været den skyldige, siger Steen Olsen.  

Han håber, at sagen nu vil give anledning til en bredere debat om sexisme i stedet for at handle om, hvem der gjorde hvad.

- Jeg håber, at der er respekt om, at man står frem og får skabt den her folkelige debat om det, siger han.

- En eller anden skal jo tage ansvar for det her, og det gør jeg bare, og så er den ikke længere, siger Steen Olsen.

Han fortæller, at episoden har fået hans øjne op for, at der kan være et generelt problem med sexisme.   

- Ja, det tror jeg, faktisk der er. Jeg har ikke tænkt over det før, for jeg lever måske i en naiv verden, hvor jeg har kunnet sige, hvad jeg mente og tænkte og omgås mennesker, som også kan tage i mod og give igen, siger han.

Borgmester i Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S), er enig i, at der nu skal ses på problematikken i kommunen.

- Nu vil jeg bede vore hovedsamarbejdsudvalg om at tage det her op. Ikke med udgangspunk i, om det sker hos, men med udgangspunktet, at det sker hos os. Hvordan tager vi fat i den debat? Det kommer hovedsamarbejdsudvalget tilbage med senere i oktober, og så tager vi debatten, hvordan griber vi det her an, siger borgmesteren.

Se eller gense indslaget om sexisme i Slagelse Byråd her:

 

Nyhedsoverblik