Kommuner har sexisme på dagsordenen: Folk skal føle sig trygge på jobbet

Størstedelen af kommunerne i TV2 ØSTs sendeområde har søsat tiltag for at afdække, om der er problemer med sexisme.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En lummer besked eller et klap bagi er for alvor kommet på dagsordenen i samfundet, og det bliver efterhånden på mange arbejdspladser diskuteret, hvor grænserne går.

quote Folk skal kunne føle sig trygge både fysisk og psykisk, når de går på arbejde

Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune.

Også på landets rådhuse er der fokus på emnet, og i TV2 ØSTs sendeområde svarer 10 ud af 12 kommuner, at de har eller har haft drøftet, om der skulle være sexismeproblemer i deres organisation.

- Vi er en organisation med 3500 ansatte, så det er usandsynligt, at der slet ikke har været noget, men det skal vi jo have undersøgt. Folk skal kunne føle sig trygge både fysisk og psykisk, når de går på arbejde, siger Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune, hvor de er i gang med at diskutere, hvilke tiltag der skal gøres for at afdække, om der er problemer med sexisme.

Morten Østergaard tog på kollega

Sexismedebatten kom for nylig tilbage på befolkningens læber, da tv-vært Sofie Linde, fortalte om en personlig oplevelse, da hun var nyansat på DR. Siden har kolleger i mediebranchen, læger og politikere stået frem og fortalt, at de også har oplevet grænseoverskridende adfærd på jobbet.

Borgmestre om sexismetiltag:

TV2 ØST har talt med samtlige kommuner i sendeområdet. 10 svarer, at de har eller har haft drøftelser om tiltag for at afdække, om der er problemer med sexisme i deres organisation.

 

To kommuner svarer, at de ikke har planer om at sætte sexisme på dagsordenen foreløbigt. 

 

Kommuner der har drøftet eller har planer om at drøfte tiltag i forhold til sexisme:

 

  • Holbæk Kommune, borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S): Jeg har bedt om, at vi på næste hovedudvalgsmøde har sexisme på dagsordenen, så vi får drøftet med alle medarbejderrepræsentanter og politikere, hvordan kulturen er her i Holbæk, og om der er noget, der skal laves om.
     
  • Odsherred Kommune, borgmester Thomas Adelskov (S): I forhold til medarbejderne på rådhuset har direktionen rejst debatten for at tage en drøftelse om, hvorvidt der skal gøres noget her. Politisk har jeg for nogen tid siden skrevet til alle de kvindelige byrådsmedlemmer og tilbudt dem en fortrolig samtale med mig, hvis de havde oplevelser, de ville dele. De har alle meldt tilbage, at det havde de ikke, men at de var glade for tilbuddet. Jeg er selvfølgelig glad for, at de ikke har haft sexisme inde på livet, men man kan selvfølgelig aldrig vide, om der dukker noget op, og min dør er i hvert fald åben, hvis nogen vil tale med mig om det. Jeg interesserer mig for, at man som folkevalgt skal kunne føle sig godt tilpas, og man skal ikke være bekymret for at blive udsat for seksuel, grænseoverskridende adfærd.
     
  • Sorø Kommune, borgmester Gert Jørgensen (K): Vi følger selvfølgelig med i udviklingen, og på næste MED-udvalgsmøde (medarbejdere og samarbejde red.) vil direktionen tage emnet op og drøfte, hvordan det skal afdækkes her i Sorø Kommune. Jeg har ikke taget sagen op politisk, men vi kommer til at tale om det politisk også, og vi er opmærksomme på emnet. Jeg har desuden altid sagt, at man skal gå til ledelsen eller mig, hvis man på nogen måde føler sig krænket eller forulempet, og det gælder alle former for krænkelser.
     
  • Stevns Kommune, borgmester Anette Mortensen (V): Borgmesteren skriver i en sms til TV2 ØST: Jeg kan oplyse, at vi gør to ting i den henseende. Der laves en sag til vores hovedMED (medarbejdere og samarbejde red.), der er vores øverste medarbejderudvalg, hvor emnet bliver taget op, og udvalget beslutter hvilke tiltag, der eventuelt skal sættes i værk. Politisk tager vi en indledende drøftelse på næste møde i kommunalbestyrelsen.
     
  • Næstved Kommune, borgmester Carsten Rasmussen (S): Vi havde i foråret en snak om sexisme, da enhedslistens Freja Lynæs Larsen stoppede i byrådet, fordi hun blandt andet synes, hun havde haft nogle oplevelser, der overskred hendes grænser. Vi snakkede om, hvorvidt der var andre, der havde oplevet noget, og vi fik talt om den måde, vi taler til hinanden i byrådet på. Der er ikke iværksat yderligere tiltag, efter at debatten er blusset op igen, men jeg har skrevet til alle byrådsmedlemmer, at de er velkomne til at komme til mig eller en anden, de er trygge ved, hvis de har oplevet grænseoverskridende adfærd. Jeg har appelleret til, at man kommer frem med det med det samme. Jeg har selv danset med mange til vores julefrokoster, og jeg vil da gerne have at vide, hvis der er nogen, der synes ’det er fint nok, vi danser, men jeg vil ikke danse tæt med dig’. Det vil jeg da være ked af, hvis de først siger flere år senere. Jeg er selv meget opmærksom på, hvad jeg siger til mine medarbejdere, fordi det kan blive opfattet som magtmisbrug, når man har det job, jeg har. Jeg giver for eksempel heller ikke kram, når jeg møder til byrådsmøde. Det er helt bevidst.
     
  • Lolland Kommune, borgmester Holger Schou Rasmussen (S): Vores MED-system (medarbejdere og samarbejde red.) er i gang med at diskutere hele vejen rundt i organisationen, om vi skal lave en undersøgelse, og om systemet fungerer i forhold til om, folk tør gå til deres ledere eller tillidsrepræsentanter, hvis de oplever eksempelvis sexisme. Vi har lige haft en medarbejdertilfredshedsundersøgelse, men der indgik sexisme ikke, så det en af drøftelserne går på, om der skal laves en undersøgelse om det. Vi er en organisation med 3500 ansatte, så det er usandsynligt, at der slet ikke har været noget, men det skal vi jo have undersøgt. Folk skal kunne føle sig trygge både fysisk og psykisk, når de går på arbejde. Vi har ikke haft sexisme så tydeligt inde på nethinden tidligere. Vi har mere bare haft det fysiske og psykiske arbejdsmiljø generelt i tankerne, men nu er sexisme på nethinden. Politisk kommer vi til i aften (torsdag red.) at tage en lukket drøftelse på byrådsmødet om de ting, der er sat i gang.
     
  • Vordingborg Kommune, borgmester Mikael Smed (S): Borgmesteren skriver i en sms til TV2 ØST: Vi skal have noget politisk temadrøftelse, og der skal arbejdes med det i organisationen.
     
  • Guldborgsund Kommune, borgmester John Brædder, (G): Vi har haft sexisme på dagsordenen til et direktionsmøde her til morgen (torsdag red.). Det var planlagt, så det er ikke på grund af det, der skete i de radikale i går. Vi har aftalt, at vi på næste møde i vores MED-udvalg skal genbesøge vores retningslinjer på området, så man på chefniveau ved, hvordan man skal agere, hvis en medarbejder kommer og fortæller, at vedkommende har oplevet noget krænkende. På samme måde skal vi sikre os, at man som medarbejder ved, hvordan man diskret kan gå til en leder, hvis man har oplevet noget, men gerne vil fortælle om. Politisk har jeg ikke planer om, at vi skal drøfte emnet. Det giver mere mening på direktionsniveau, hvor medarbejderrepræsentanterne er til stede. Det er dem, der har fingeren på pulsen. Jeg har ikke observeret, at der skulle være sexismeproblemer på rådhuset, og jeg er heller ikke blevet gjort opmærksom på nogen, men det er klart, at vi selvfølgelig tager det alvorligt.  
     
  • Slagelse Kommune, John Dyrby Paulsen (S):  Vi har bedt vores hovedsamarbejdsudvalg om at tage sexisme op til drøftelse. Ikke udfra et udgangspunkt om, det er noget der sker hos os, men at det er noget der sker. Udvalget vender tilbage i løbet af oktober, og så begynder vi at tage en debat om, hvordan vi griber det her an.  
     
  • Faxe Kommune, 1. viceborgmester Marianne Ørgaard (L): Der er ikke iværksat tiltag politisk, siger Marianne Ørgaard. Kommunaldirektør Carsten Riis tilføjer, at der via direktionen er iværksat tiltag. Samtlige medarbejdere har 25. september 2020 fået en mail om, at der er nultolerance overfor sexisme, og de har fået at vide, hvor de kan gå hen, hvis de oplever en krænkende adfærd. Faxe Kommune har derudover en whistleblowerordning, hvor man anonymt kan fortælle, hvis man har oplevet noget grænseoverksridende. 20 medarbejdere ud af kommunens 2400 ansatte har i en arbejdspladsvurdering sidste år svaret, at de har oplevet en eller anden form for krænkende adfærd, oplyser kommunaldirektøren.  

 

To kommuner har ikke planer om tiltag vedrørende sexisme lige nu:

 

  • Kalundborg Kommune, borgmester Martin Damm (V): KL er ved at lave en undersøgelse blandt landets kommunalbestyrelser, og den afventer vi. Vi har ikke gjort noget lokalt her i Kalundborg. Det er et spørgsmål om, hvor meget debatten fylder, og den er nok mere brandvarm andre steder. Min opfattelse er i hvert fald ikke, at der er nogen blandt politikerne her, som har følt sig krænket. Jeg tror, vi er ret rolige her grænsende til det kedelige.
     
  • Ringsted Kommune, borgmester Henrik Hvidesten (V): Jeg har tænkt mig, at starte den nye byrådsperiode næste år med at italesætte sexisme samt et kodeks for, hvordan vi omgås hinanden. Hvis jeg oplevede, at sexisme var et problem på rådhuset nu, skulle vi selvfølgelig gøre noget her og nu, men det oplever jeg ikke, det er. Men det er noget, vi bliver nødt til at italesætte på baggrund af den debat, der er både politisk og i samfundet generelt.

Onsdag kulminerede sexismedebatten foreløbigt, da de radikales leder Morten Østergaard efter et gruppemøde meddelte, at han går af som leder, fordi han for 10 år siden tog på partifællen Lotte Rod.

Samtidig har det mødt kritik, at han længe prøvede at skjule, at det var ham, der stod bag, selv om Lotte Rod havde fortalt, at hun havde oplevet en krænkende kultur i partiet.

- Sig det med det samme

Så vidt håber Carsten Rasmussen (S), der er borgmester i Næstved Kommune, ikke, at tingene kommer i hans organisation.

- Jeg har appelleret til, at man siger tingene med det samme, hvis man har oplevet noget grænseoverskridende. Jeg har selv danset med kolleger til vores julefrokoster, og jeg vil da gerne have at vide, hvis der er nogen, der synes ’det er fint nok, vi danser, men jeg vil ikke danse tæt med dig’. Det vil jeg da være ked af, hvis de først siger flere år senere, siger borgmesteren.

Læs også
Drama i Slagelse - byrådsmedlem fik klap i numsen
Læs også
Drama i Slagelse - byrådsmedlem fik klap i numsen

I Næstved Kommune havde de i foråret en debat om tonen i byrådet, efter at Enhedslistens Freja Lynæs Hansen stoppede, fordi hun havde haft nogle oplevelser, der overskred hendes grænser.

Derudover har Carsten Rasmussen skrevet til sine kolleger i byrådet, at de er velkomne til at komme til ham, hvis de oplever noget, der overskrider deres grænser.

Byrådsmedlem klappede kollega bagi

I Slagelse Kommune fortalte byrådsmedlem og gruppeformand for Socialdemokraterne, Sofie Janning, i slutningen af september til P4 Sjælland, at hun i forbindelse med et udvalgsmøde var blevet klappet bagi af en mandlig kollega.

Torsdag stod hendes byrådskollega Steen Olsen (S) frem og fortalte, at det var ham, der havde gjort det.

quote Der er en <em>me too </em>debat generelt i samfundet nu, og det er klart, at vi også her tager det alvorligt

John Brædder (G), borgmester, Guldborgsund Kommune.

Og den opblussede debat har flere steder fået borgmestrene og deres embedsmænd til at støve retningslinjerne på området af.

- Vores chefer skal vide, hvordan de skal agere, hvis en medarbejder kommer til dem og fortæller om en oplevelse, ligesom medarbejderne skal vide, hvor de kan gå hen, hvis de har oplevet noget krænkende. Der er en me too debat generelt i samfundet nu, og det er klart, at vi også her tager det alvorligt, siger John Brædder (G), borgmester i Guldborgsund Kommune.

I Kalundborg og Ringsted Kommuner har sexisme ikke været på dagsordenen. Her lyder begrundelsen, at oplevelsen er, at der ikke har været problemer af den slags.

Samtidig afventer de en landsdækkende undersøgelse om netop sexisme, som Kommunernes Landsforening (KL) er ved at foretage i samtlige af landets kommunalbestyrelser.

- Hvis jeg oplevede, at sexisme var et problem på rådhuset nu, skulle vi selvfølgelig gøre noget her og nu, men det oplever jeg ikke, det er. Det er noget, vi bliver nødt til at italesætte på baggrund af den debat, der er både politisk og i samfundet generelt, og jeg kommer til at starte den nye byrådsperiode næste år med at italesætte sexisme samt et kodeks for, hvordan vi omgås hinanden, lyder det fra Henrik Hvidesten (V), der er borgmester i Ringsted Kommune.


Nyhedsoverblik