Politisk redaktør kalder udspil for en gave til socialdemokrater midt i valgkampen

Regeringens udspil om nærhospitaler er en klassik manøvre midt i en valgkamp. Det kan flytte stemmer, vurderer TV2 ØSTs politiske redaktør.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På en regnvåd morgen under et pressemøde på Nordsjællands Hospital i Frederikssund landede der onsdag den 27. oktober ifølge TV2 ØSTs politiske redaktør, Ivan Nielsen, en politisk gave til de socialdemokratiske kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget.

quote Hele iscenesættelsen viser, at det er ikke tilfældigt. Det er nøje planlagt

Ivan Nielsen, politisk redaktør hos TV2 ØST

Her præsenterede indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S) og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) regeringens udspil om at afsætte fire milliarder kroner til at bygge flere nærhospitaler, så afstanden til sundhedsvæsenet bliver kortere.

Regionalt vil regeringen i udspillet blandt andet etablere nærhospitaler i Nakskov, Næstved og Kalundborg.

naerhospitaler-kort
Foto: Grafik: Nick Abildgaard - TV2 ØST

- Det er supergodt timet her små tre uger før, vi skal sætte krydser, at Socialdemokratiet kommer med sådan et udspil, som skal styrke nærheden ude hos os ude i provinsen. Det er en gave til socialdemokraterne, og det er der slet ikke nogen tvivl om. Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede i sin tale ved Folketingets åbning, at regeringen ville komme med det her udspil, men hun kom ikke meget noget konkret, siger Ivan Nielsen og fortsætter:

Her vil regeringen placere 13 nye nærhospitaler

De er følgende:

  • Nykøbing Mors
  • Skagen
  • Skive
  • Grenaa
  • Tarm
  • Tønder
  • Fredericia
  • Nyborg
  • Kalundborg
  • Nakskov
  • Næstved
  • Frederikssund
  • Helsingør

- Hvis man følger med på Facebook, var der flere socialdemokratiske folketingspolitikere og borgmestre, som sent i aftes begyndte at varme op til udspillet ved at skrive, at der kommer noget godt i morgen. Hele iscenesættelsen viser, at det er ikke tilfældigt. Det er nøje planlagt.

Kan udspillet ændre noget i valgkampen?

- Det er svært at sige. Det giver selvfølgelig noget momentum, at de lokale kandidater kan gå ud at sige: Se, nationalt vil Socialdemokratiet også det lokale og nærheden. Her i området er det to socialdemokratiske borgmestre i Lolland og Næstved Kommuner, der får en gave. 

Læs også
Udspil fra regeringen - nærhospitaler til Nakskov, Kalundborg og Næstved
Læs også
Udspil fra regeringen - nærhospitaler til Nakskov, Kalundborg og Næstved

- Men det er også borgmesteren i Kalundborg Kommune, Martin Damm (V), der får i pose og sæk af regeringen. Han fik også en motorvej (et bredt flertal i Folketinget blev i juni enige om at anlægge motorvej fra Regstrup til Kalundborg, red.). Så man kan ikke sige, at regeringen har skåret den partipolitisk, men det giver nok noget medvind på cykelstien til de socialdemokratiske kandidater, svarer Ivan Nielsen.

Socialdemokratiet er glad for ordet nær

Det er ifølge Ivan Nielsen en almindelig kendt og brugt teknik, at eksempelvis en siddende regering kommer med et udspil op til et valg.

- Jeg husker tydeligst det udspil ved det seneste folketingsvalg, hvor blå blok sammen med Dansk Folkeparti kom med et stort transportudspil på 110 milliarder kroner, der blandt andet rummede en motorvej til Rønnede, en motorvej til Kalundborg og omfartsveje strøet ud over hele området. Det kom nogle få måneder, før vi skulle til valg, så at komme med gavmilde udspil på til et valg er ikke noget nyt, siger han.

HER ER REGERINGENS 13 INITIATIVER:

Regeringen har onsdag præsenteret udspillet "Tættere på II - Sundhed, uddannelse og lokal udvikling".

Udspillet indeholder 13 initiativer, der ifølge regeringen skal lukke hullerne i Danmarkskortet.

Nedenfor kan du blive klogere på de 13 initiativer, der fordeler sig på tre områder.


Sundhed:

1. Nærhospitaler i alle regioner.

Regeringen vil oprette op til 20 nærhospitaler i hele landet.

Nærhospitalerne skal ligge i Nykøbing Mors, Skagen, Grenaa, Skive, Tarm, Fredericia, Nyborg, Tønder, Kalundborg, Nakskov, Næstved, Frederikssund og Helsingør.

Der skal laves en nærhospitalspulje på op til fire milliarder kroner til bygninger, materiel og it-investeringer.

2. Alle skal have en fast læge tæt på deres hjem.

Regeringen vil sætte ind over for manglen på praktiserende læger.

I området med lægemangel skal der laves en målrettet indsats - blandt andet med licensklinikker.

Under speciallægeuddannelsen skal der være praksispligt i almen medicin.

3. Der skal ydes hurtigere og bedre hjælp ved akut sygdom.

Der skal etableres fem til ti nye akutberedskaber.

Der skal nedsættes en taskforce for et robust og trygt akutsystem, og der skal være flere hjerteløbere i hele landet.

Alle kommuner skal have en direkte adgang til faglig rådgivning fra sygehuset, så flere borgere kan modtage behandling i eget hjem.


Ungdomsuddannelser:

4. Ungdomsuddannelser i hele Danmark.

Alle postnumre med mere end 10.000 indbyggere bør fremover have mulighed for mindst én ungdomsuddannelse. Der skal gives mulighed for op til 18 nye udbud af erhvervsuddannelser, hhx, htx, stx eller hf.

5. Styrkede campusmiljøer.

Det skal være op til institutionerne selv at etablere sig i campusmiljøer, hvor flere uddannelser samles under samme tag.

Det kan både være ved en egentlig fusion, hvor én eller flere institutioner fusioneres til én ny institution, eller hvor én eller flere institutioner flytter sammen.

6. En ny fælles institutionslov.

En fælles institutionslov skal gøre det nemmere at samarbejde på tværs af uddannelser. Det betyder, at alle institutioner fremover skal kunne udbyde alle ungdomsuddannelser.


Lokal udvikling:

7. Ny afdeling af skolen for fængsels- og transportbetjente i Sydøstdanmark.

Der skal etableres en ny afdeling af skolen for fængsels- og transportbetjente i Sydøstdanmark med kapacitet til et årligt optag på op til 100 fængselsbetjentelever og 50 transportbetjentelever.

8. Nedbringelse af antallet af faldefærdige huse.

Der skal gives yderligere 102,5 millioner kroner til landsbyfornyelse i 2022, så der samlet vil være 200 mio. kr. til nedrivning, istandsættelse og områdefornyelse.

9. Bedre bredbånd i hele landet.


Der skal afsættes 100 millioner kroner til hurtigere internet i hele landet.

10. Historisk højt niveau af midler til lokale aktionsgrupper.

Man vil afsøge muligheden for at forhøje midlerne til de lokale aktionsgrupper med 12,5 mio. kr. årligt i 2022-2023 fra brexit-reserven, så der i alt afsættes 105,5 mio. kr. årligt i 2022 og 2023.

11. Rekreative og naturnære stier og ruter samles i ét nationalt netværk.

Der øremærkes 4 mio. kr. årligt i 2023-2024 fra Landdistriktspuljen, der understøtter det, regeringen kalder "Danmarks Naturstier – en omvej værd".

12. Synlig tryghed og godt naboskab.

Styrkelse af samarbejdet mellem lokale myndigheder, Forsvaret, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen med henblik på at udnytte ressourcerne, så det øvrige samfund lokalt kan få endnu mere nytte af mandskab og materiel.

13. Etablering af investeringsfonden Dansk Turismekapital.

Vækstfonden afsøger fortsat mulighederne for at etablere Dansk Turismekapital inden for rammerne af Genstartsfonden og sammen med private investorer som for eksempel pensionsselskaber.

Ambitionen er, at Dansk Turismekapital skal kunne investere i etablering af nye overnatningssteder ved de danske kyster.

Kilde: Indenrigs- og Boligministeriet, Sundhedsministeriet.

Hvad tænker du om regeringens valg af navnet nærhospital?

- Ordet nær kan Socialdemokratiet rigtig godt kan lide at sætte foran noget andet. Det gjorde regeringen også, da vi fik politiet ud i nogle af provinsbyerne igen, hvor de blev døbt nærpolitistationer. Det fungerer godt og signalerer, at Socialdemokratiet gerne vil provinsen. Men lige nu er det for mig uklart, hvad de nye nærhospitaler egentlig skal kunne i forhold til de sundhedscentre, som vi allerede har.

Læs også
Sygehusene er pressede - nu afsætter regionen 25 millioner kroner ekstra
Læs også
Sygehusene er pressede - nu afsætter regionen 25 millioner kroner ekstra

Mickael Bech, forsknings- og analysechef i det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, har også svært ved at se det nye i nærhospitalerne.

- Flere af de steder, man vil placere nærhospitaler, er der allerede sundhedshuse, så hvad er det nærhospitaler skal kunne, som sundhedshuse ikke kan, spørger analysechefen til TV 2.

Spin- og valgkampsstunt

Politisk kommentator Lars Trier Mogensen er kritisk over for regeringens udspil og kalder det for langt mere indpakning end indhold.

- Det er eksisterende sundhedshuse, der bliver omdøbt til nærhospitaler, så man skal hverken forvente en stille revolution eller nogen revolution overhovedet. Det er et spin- og valgkampsstunt, siger Lars Trier Mogensen til TV 2.

Læs også
Borgmester vil indføre turistskat - kan ramme besøgende til Møns Klint
Læs også
Borgmester vil indføre turistskat - kan ramme besøgende til Møns Klint

Trier Mogensen vurderer, at regeringen alligevel kan vinde politisk på udspillet.

- Taktisk er det en styrke, at det ikke er konkret. Heunicke kunne ikke engang sige, om der kommer sengepladser på nærhospitalerne. Men når det er elastisk, så kan alle vælgere projicere deres drømme og håb ind i det her udspil, og det er en fordel for regeringen. Samtidig kan oppositionen ikke pande forslaget ned, fordi det er så uklart, siger han.

Er et nærhospital bare et sundhedshus?

Sundhedsminister Magnus Heunicke forklarede på pressemødet, at regeringen reelt ikke opretter nærhospitaler, men sundhedshuse uden senge til indlæggelse:

- Sundhedshuse findes allerede i kommunerne. Det er en ny ting, som vi indfører, så det skal have et nyt navn.

- Det, at man er på et hospital ambulant (uden sengeindlæggelse, red.) er blevet meget mere normalt, end det var tidligere. Så på den måde passer nærhospital godt, sagde Magnus Heunicke.

Hvad er et nærhospital?

Tanken med nærhospitalerne er, at de skal kunne:

  • Modtage patienter til røntgen, blodprøver eller måle hjerterytme.
  • Modtage patienter med type 2-diabetes, KOL eller hjertekarsygdom, der i dag går til kontrolbesøg på sygehusene.
  • Modtage ældre medicinske patienter, der har behov for opfølgning efter, at de har været indlagt.
  • Der er ikke planen at patienter skal indlægges på nærhospitalet.
  • Region Sjælland har allerede i dag en række sundhedshuse med sundhedstilbud uden for sygehusene, hvor der findes en række tilbud som blodprøver og røntgen, og hvor der også er kommunale tilbud til borgerne. Disse tilbud skal ifølge forslaget udbygges med en pulje på fire milliarder kroner.

Kilde: Region Sjælland, Indenrigsministeriet.

Regeringen vil overlade det til Sundhedsstyrelsen at beskrive de konkrete opgaver, der fremover skal og kan løses på et nærhospital, og hvilke patientgrupper de retter sig mod.

Ud over regeringsudspillet om nærhospitaler fremlagde regeringen også ved onsdagens pressemøde sit udspil om unge, der i hele landet skal have mulighed for at tage en ungdomsuddannelse tæt på deres hjem.

I den forbindelse vil regeringen give mulighed for op til 18 nye udbud af erhvervsuddannelser, hhx, htx, stx eller hf. Det skal åbne for uddannelser i alle mellemstore byer, og her er Korsør blandt andet i spil. 


Nyhedsoverblik