¨

Partier vil fordele 500 millioner til normeringer efter børnetal

Ifølge pædagogernes fagforbund BUPL vil de første 500 millioner, som er afsat til bedre normeringer i 2020, række til 1500 flere pædagoger. Foto: Colourbox

Kommuner med mange børn under fem år vil formentlig få mest ud af den første halve milliard til flere voksne.

De første 500 millioner til bedre normeringer i landets vuggestuer og børnehaver kan være på vej ud i kommunerne.

Inden regeringen og støttepartierne for alvor går i gang med at finde en model for, hvordan der skal sikres flere voksne i børnehave og vuggestuer, skal den første sjat penge udmøntes.

Hvis vi bliver enige nu, og det bliver meldt ud til kommunerne, så kan man nærmest allerede ansætte flere voksne fra 1. marts og senest 1. april

Jakob Sølvhøj (EL), Børneordfører  

Ifølge partierne er der lagt op til, at de penge skal fordeles efter børnetal.

Det betyder, at kommuner med flest børn under fem år også vil få den største sum penge, som sandsynligvis vil blive øremærket til flere pædagoger eller pædagogiske assistenter.

Den del af aftalen forventer både SF, Enhedslisten og De Radikale at blive færdig med fredag, hvor de igen mødes med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

- For SF er det afgørende, at de kommer ud hurtigt. Det er også vigtigt, at pengene bliver øremærket til flere voksne, siger SF's børneordfører, Jacob Mark.

- Forhåbentligt bliver vi på fredag enige om, at de her 500 millioner kan sendes nu, så institutionerne kan begynde at ansætte med det samme, siger han.

Børneordfører Jakob Sølvhøj, som leder forhandlingerne for Enhedslisten, forventer ligeledes, at partierne fredag er på plads med en aftale om at udmønte de første 500 millioner kroner.

- Hvis vi bliver enige nu, og det bliver meldt ud til kommunerne, så kan man nærmest allerede ansætte flere voksne fra 1. marts og senest 1. april, siger han.

Ifølge pædagogernes fagforbund BUPL vil de 500 millioner række til 1500 flere pædagoger.

I Danmark er der knap 4000 institutioner, så det står klart, at det ikke vil være alle, som kommer til at mærke den første penge-indsprøjtning.

Første skridt i stor aftale 

Udmøntningen af pengene for 2020 er blot en lille del af den store aftale, partierne forhandler om.

Den større og langt sværere opgave er at blive enige om en model for, hvordan partierne vil sikre, at der fremover bliver en voksen til tre vuggestuebørn og en voksen til tre børnehavebørn.

Kernen i den diskussion er, om minimumsnormeringer skal tælles på institutionsniveau, eller om det skal gælde som et gennemsnit for de enkelte kommuner.

De første 500 millioner kroner til minimumsnormeringer er afsat på finansloven for 2020, og aftalen er, at det tal stiger til 1,6 milliarder i 2025, så kommunerne løbende kan øge normeringerne.

Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App
Hent vores nye TV2 ØST Play App