Hotel tilbyder dusør i jagten på arbejdskraft

Allan Agerholm, ejer af Bandholm Badehotel, ser ind i at blive nødt til at annullere bookinger, hvis han ikke snart får besat ledige stillinger på hotellet.

Bandholm Badehotel på Lolland risikerer inden længe at skulle annullere bookinger, hvis ikke hotellet lykkes med at ansætte flere medarbejdere.

Den seneste tid er det væltet ind med bookinger på Bandholm Badehotel, men snart er der ikke længere plads til alle. For hotellet står nemlig med en akut mangel på personale.

Det fortæller Allan Agerholm, der er ejer af Bandholm Badehotel.

- Det føles ikke særlig godt, for det slår selvfølgelig også ind på økonomien. Så hele vejen rundt gør det ondt helt ind i sjælen, siger han.

Det er altafgørende, for ellers kan vi ikke åbne, som vi meget gerne vil

— Allan Agerholm, ejer, Bandholm Badehotel

Senest har hotellet tyet til nye, alternative metoder for at skaffe nye medarbejdere.

- Vi har valgt at udlodde en dusør på 5.000 kroner til den, der kan skaffe en medarbejder, der bliver her i tre måneder, fortæller Allan Agerholm.

Lige nu mangler Bandholm Hotel både en souschef, en restaurantchef samt kokke og tjenere. Og sidste år endte hotellet med et økonomisk underskud – netop fordi man manglede medarbejdere.

Bandholm Hotel gik i starten af 2022 konkurs. Her blev 40 ansatte fritstillet. I maj måned genåbnede hotellet under navnet Bandholm Badehotel. | Foto: Mahmoud Al-Tamir - TV2 ØST

Situationen er så kritisk, at man i nær fremtid kan blive nødt til at annullere bookinger, hvis ikke hotellet lykkes med at rekruttere flere medarbejdere.

- Det er altafgørende, for ellers kan vi ikke åbne, som vi meget gerne vil, siger Allan Agerholm.

Hver fjerde stilling står ubesat

Direkte adspurgt mener hotelejeren ikke, det er et spørgsmål om løn- og ansættelsesvilkår, der står i vejen for at tiltrække nye medarbejdere.

- Vi betaler et pænt stykke over overenskomsten, og vi har dejlig personalemad og gode forhold til at overnatte her.

Det historiske badehotel er langt fra ene om at stå med en udfordring, der netop handler om personalemangel. Lige nu presser den lave ledighed hele oplevelsesbranchen, lyder det fra Erhvervshus Sjælland:

- Det er i særdeleshed en efterspørgsel – men efterspørgslen er også baseret på, at der skal være personale til at levere den, når kommer gæster ind i restauranterne og hotellerne, siger Dorte Kiilerich, der er forretningsudvikler i Erhvervshus Sjælland.

- Og det er selvfølgelig en udfordring både for virksomhederne, men også for de gæster, som gerne vil booke, tilføjer hun.

Tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i december sidste år viser, at Region Sjælland har den højeste, forgæves rekrutterings-rate i hele Danmark. Her fremgår det, at hoteller og restauranter med 24 procent ubesatte stillinger er den branche, der har sværest ved at få nye ansatte.

- Det er en svær tid – også fordi, det er jo det, de lever af: God gæstebetjening og service, og det kræver kvalificeret arbejdskraft. Så det kan betyde, de ikke kan få det meste ud af sæsonerne, og de er nødt til at have lukkedage eller forkorte sæsonen, siger Dorte Kiilerich.

Ifølge Erhvervshus Sjælland skal man se ud af landet, hvis udviklingen skal vendes.

- Det er jo en branche, som har mange internationale gæster – og derfor kan det også være en branche, der benytter sig af international arbejdskraft, siger Dorte Kiilerich.

Hun peger samtidig på, at der fra det offentlige Danmark er en række tilbud, som skal hjælpe virksomhederne med at rekruttere.

Konceptet med at udlodde en dusør for den rette kandidat er tidligere kendt for at være brugt i IT-branchen.

Nyhedsoverblik

DSB forlænger periode med færre myldretidstog

play-circle LYT

DSB forlænger perioden med færre supplerende myldretidstog på strækningerne København H-Kalundborg, CPH Lufthavn-Slagelse/Odense, København H-Fredericia og Fredericia-Aarhus H frem til og med fredag 20. februar.

Det oplyser DSB på deres hjemmeside.

Årsagen er mangel på køreklare togsæt, og DSB opfordrer derfor passagerer på de berørte strækninger til at tjekke Rejseplanen, inden de tager af sted. Ændringerne rammer især myldretidstrafikken, hvor de ekstra tog normalt skal aflaste de mest travle afgange.

Hvis passagerer bliver mere end 30 minutter forsinket, kan de søge kompensation via DSBs rejsetidsgaranti på selskabets hjemmeside. Har man en pladsbillet til et tog, man ikke kan nå på grund af forsinkelsen eller ændringerne, kan pladsbilletten refunderes uden gebyr.

27-årig varetægtsfængslet i voldtægtssag

play-circle LYT

En 27-årig mand blev fredag ved Retten i Næstved varetægtsfængslet i fire uger.

Han er sigtet for i alt 11 forhold begået mod en 28-årig kvinde fra Korsør, som han i perioder har været i et forhold med. Sigtelserne omfatter blandt andet voldtægt, grov vold, stalking, trusler og hærværk. Forholdene skal ifølge politiet være begået fra november 2024 og frem til 11. februar 2026.

Grundlovsforhøret blev gennemført som åbent retsmøde, selv om anklagemyndigheden på forhånd havde varslet, at man ville anmode om dørlukning. Retten valgte at varetægtsfængsle manden efter retsplejelovens paragraf 762, stk. 1, nr. 2 og nr. 3. Det vil sige med henvisning til både risiko for nye lovovertrædelser og risiko for, at efterforskningen kan blive vanskeliggjort, hvis han er på fri fod.

Ifølge senioranklager Charlotte Skovmand fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi nægter den 27-årige sig skyldig i alle forhold. Under grundlovsforhøret nægtede han at forklare sig i retten.

- Han nægtede det hele, så der var jo kun altså sigtelserne og så dokumentation omkring hvorfor mistankegrundlaget var der efter vores overbevisning, siger Charlotte Skovmand.

Dommeren fandt, at der er et tilstrækkeligt mistankegrundlag til at varetægtsfængsle manden i første omgang i fire uger.

Snerydder anholdt for narkokørsel

play-circle LYT

En chauffør i en lastbil, som ryddede sne på Sydsjælland, blev fredag morgen anholdt ved Præstø af Tungvogns Center Øst.

Det skete, efter der var kommet flere tips fra borgere om, at chaufføren kørte narkopåvirket, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Den 45-årige mand lå og sov i lastbilen med motoren tændt på en rasteplads, da politiet vækkede ham.

En test slog positivt ud på kokain, og der blev fundet en smule stof i lastbilen.  

Chaufføren erkendte narkokørslen og fik udtaget en blodprøve, inden han blev løsladt. 

- Lastbilen vejer 42 tons, og med en sneplov foran bliver det et særdeles farligt køretøj at have på vejene med en påvirket chauffør bag rattet.

- Så jeg er tilfreds med, at vi fik sat en stopper for den farlige kørsel, siger Vicepolitiinspektør Thomas Hartmann, der er leder af Tungvognscenter Øst.

Vicepolitiinspektøren takker samtidig de borgere, der meldte ind om sagen.

27-årig mand sigtet for voldtægt og stalking

play-circle LYT

En 27-årig mand bliver fredag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Næstved.

Han er sigtet for i alt 11 forhold begået mod en 28-årig kvinde fra Korsør, som han i perioder har været i forhold med.

Forholdene drejer sig blandt andet om voldtægt, grov vold, stalking, trusler og hærværk.

Det oplyser Charlotte Skovmand, senioranklager ved Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

De 11 forhold, som manden er sigtet for, skal have fundet sted i perioden fra november 2024 og frem til den 11. februar 2026.

Grundlovsforhøret bliver afholdt fredag klokken 13.30, hvor senioranklageren vil anmode om dørlukning.  

Sigtet for udbredelse af seksuelt materiale af børn

play-circle LYT
Sagen vil blive kørt ved Retten i Næstved. Foto: Pernille Damborg - TV ØST

Mandag den 16. februar fremstilles en 60-årig mand fra Korsør ved Retten i Næstved.

Han er sigtet for besiddelse og udbredelse af seksuelt materiale af børn under 18 år.

Af anklageskriftet fremgår det, at manden var i besiddelse af 78.701 billeder og 2.275 videoer med en samlet varighed på omkring 250 timer.

Sagen forventes behandlet som en tilståelsessag.

Advokatundersøgelse: Direktører forsømte ikke deres pligt

play-circle LYT
Undersøgelsen skal behandles af Økonomiudvalget på mandag. Foto: Rasmus Krøll - TV2 ØST - Arkiv

En supplerende advokatundersøgelse vurderer, at der ikke er grundlag for at forfølge Odsherred Kommunes daværende kommunaldirektør og tekniske direktør i sagen om Odsherred Varme.

Det er advokatfirmaet Bech-Bruun, som har set nærmere på den rolle, kommunaldirektør Claus Steen Madsen og daværende teknisk direktør Torben Greve spillede, op til at byrådet i april 2022 godkendte det projekt i Odsherred Syd, som udløste problemerne.

Undersøgelsen – der ikke er uvildig – konkluderer, at problemerne opstod efter byrådets godkendelse, og at Claus Steen Madsen og Torben Greve derfor ikke forsømte deres pligt ved at undlade at forlange en genberegning af samfundsøkonomien i projektet.

- Vi har i denne forbindelse tillagt det betydelig vægt, at ansvaret for det fejlslagne fjernvarmeprojekt var hos ledelsen af Odsherred Forsyning og ikke hos Odsherred Kommune. På denne baggrund er det vores anbefaling, at Odsherred Kommune ikke foretager sig videre i forhold til de ovenfor nævnte embedsmænd, lyder det i undersøgelsens konklusion.

Undersøgelsen skal behandles af Økonomiudvalget på mandag.

Afbud sender lokal OL-atlet i ilden fredag

play-circle LYT
Et amerikansk afbud giver nu Viktor Hald Thorup mulighed for at stille til start på 10.000 meter ved vinter-OL fredag klokken 16.00. (Arkivfoto). Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Speedskateren Viktor Hald Thorup, der er fra Slagelse, men bor i Canada, får i sidste øjeblik en uventet OL-plads ved dagens 10.000-meter i speedskating.

Det betyder, at han skal stille til start fredag, skriver Eurosport.

Viktor Hald Thorup er i forvejen udtaget i disciplinen massestart, men han nåede lige akkurat ikke under skæringslinjen til 10.000-meteren.

Han var derfor første reserve til løbet, og det bliver nu aktuelt, da en amerikansk løber har trukket sig fra distancen.

Vinter-OL i Milano og Cortina er Viktor Hald Thorups tredje deltagelse ved OL. Hans bedste resultat hidtil er på massestarten ved OL i Pyeongchang i 2018, hvor han blev nummer fem. Ved legene i Beijing i 2022 blev det til en 21. plads i massestarten og en 19. plads på 5.000 meter.

10.000-meteren køres fredag klokken 16.00 og kan ses på HBO Max. Mændenes massestart afvikles den 21. februar.

Jacob Jensen hives i samråd

play-circle LYT
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V). Foto: Sebastian Würtz Bonde - TV2 ØST

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V), der er valgt i Sjællands storkreds, beskyldes for at forsøge at stoppe en rapport om et sprøjteforbud i grundvandsdannende områder.

Derfor kalder Enhedslisten og SF ministeren i samråd.

- Meget tyder på, at Venstre aktivt både modarbejder beskyttelsen af vores drikkevand, men også forsøger at undgå, at saglige og faglige argumenter herfor møder dagens lys, siger Enhedslistens miljøordfører, Leila Stockmarr, i en skriftlig kommentar.

Konflikten drejer sig om en rapport, som afsøger mulighederne for at begrænse forurening af drikkevand med pesticider.

Ifølge Miljøministeriet er der gode økonomiske argumenter for, at det er billigere at forbyde sprøjtemidler i området, end det er at rense drikkevandet efterfølgende.

Men dén konklusion ville Fødevareministeriet ikke skrive under på. Efter at have forsøgt at udskyde udgivelsen af rapporten, bad man til sidst om helt at blive fjernet som underskriver, har Dagbladet Information afdækket.

Efter lang oprydning genåbner motorvej ved Vordingborg

play-circle LYT
Sådan så det ud ved uheldene på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

Torsdag aften skete der to trafikuheld på Sydmotorvejen nær Vordingborg.

Oprydningen har taget hele natten, men fredag morgen er motorvejen genåbnet som planlagt i nordgående retning mellem afkørsel 40 og 41.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Tidligere på morgenen fortalte vagtchef Nis Henriksen, at det var forventningen, at motorvejen kunne åbne klokken 07.30.

- Arbejdet trækker ud, og vi har fået en melding om, at motorvejen kan åbnes for trafik igen omkring klokken 07.30, sagde han.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene.

Opdateret

Flere glatføreuheld på Sydmotorvejen – mange melder om sort is

play-circle LYT
Fredag morgen er der meget glat på Sydmotorvejen i sydgående retning. (Arkivfoto). Foto: Jacob Linddahl - TV2 ØST

Fredag morgen er der sket flere glatføreuheld i sydgående retning på Sydmotorvejen.

Politiet har fået meldinger om tre selvstændige færdselsuheld, der alle er sket på strækningen mellem 35 Haslev og 36 Bregentved.

Det oplyser Benjamin Voss, vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Vi antager, at de alle tre er sket på grund af glat føre. Der er meget glat derude, siger han. 

En bil er blandt andet kørt i midterautoværnet og spærrer det venstre spor.

Vejhjælp og redning er på stedet, og ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene, oplyser vagtchefen.

Ifølge DR P4 Trafik melder rigtig mange ind, at der er sort is på strækningen mellem Tappernøje og Haslev. Det er spejlglat i begge retninger, lyder det.  

Saltvogne er på vej.

DMI opfordrer til agtpågivenhed i trafikken forud for iskold weekend

play-circle LYT
Sneen har i en periode prydet store dele af landet, men den kommende weekend byder ikke på de store mængder nedbør. (Arkivfoto)

Den kommende weekend byder på iskolde temperaturer og glatte veje, men sne kommer der ikke meget af.

Det siger vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Hans Peter Wandler fredag morgen.

Fredag vil bliver mest skyet de fleste steder, og lokalt kan der også komme en lille smule sne hist og her.

- Ellers bliver det en stille og rolig dag med omkring 5 graders frost til 1 grads varme og en svag til jævn vind fra omkring nord og nordøst, siger meteorologen.

Lørdag og søndag bliver også to forholdsvis rolige dage.

Natten til lørdag kan temperaturerne dog ende på mellem minus 5 og minus 10 grader, og det kan påvirke morgentrafikken lørdag, siger Hans Peter Wandler.

Vejdirektoratet har tidligere meldt ud, at trafikken forventes afviklet uden større forsinkelser lørdag og søndag, men for nogen kan det være en stor rejseweekend efter skolernes vinterferie.

- Det er en god idé at køre i god tid, orientere sig på DMI.dk og følge retningslinjerne fra politiet og Vejdirektoratet, siger Hans Peter Wandler.

Opdateret

Oprydning efter forulykket lastbil med grisehud trækker ud

play-circle LYT
Sådan så det ud ved uheldene på Sydmotorvejen torsdag aften. Foto: Per Rasmussen

OPDATERING: Sydmotorvejen er nu helt åben igen i nordgående retning. Der er kø frem mod 41 Vordingborg.

Oprydningen efter to trafikuheld torsdag aften på Sydmotorvejen nær Vordingborg trækker ud.

Forventningen er, at motorvejen, der er lukket i nordgående retning mellem afkørsel 40 og 41, kan genåbnes fredag morgen omkring klokken 07.30. Indtil da opfordres bilister til at finde alternative ruter.

Det oplyser Nis Henriksen, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

- Arbejdet trækker ud, og vi har fået en melding om, at motorvejen kan åbnes for trafik igen omkring klokken 07.30, siger Nis Henriksen.

Ingen personer er kommet til skade i forbindelse med uheldene.

I første omgang rykkede en politipatrulje ud til et uheld med en lastbil, der ifølge vagtchefen var lastet med omkring 30 tons grisehud. Lastbilen var vendt 180 grader - formentlig på grund af glat føre.

Det er oprydningen efter den forulykkede lastbil, der trækker ud.

Da politipatruljen var ankommet, blev en ambulance med en patient, påkørt bagfra af en personbil. Der blev derfor tilkaldt yderligere tre ambulancer, men ingen er kommet til skade.

- Personbilen indeholdt nogle personer, og man frygtede det værste, men der skete heldigvis ikke noget med dem, siger Nis Henriksen.

Omkørsel på Sydmotorvejen fredag morgen. Trafikken ledes af ved afkørsel 41, og sneplove spærrer for trafikken på landevejen, så bilerne kan komme fra motorvejen. | Foto: Per Rasmussen