Elbilister vil have gratis ture over Storebæltsbroen

Elbilforeningen foreslår at lade elbiler køre gratis over Storebæltsbroen for at undgå, at salget af elbiler går i stå som følge af elpriserne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at det er dyrt at være bilejer lige for tiden.

Både benzin og diesel er blevet dyrere, og ladepriserne for elbiler er også på himmelflugt. Derfor foreslår Elbilforeningen nu, at det skal være gratis for elbilejere at køre over Storebælt.

- Det går ud på, at vi skal holde hånden under det stigende elbilsalg. Der er ingen, der ønsker, at det går i stå, forklarer Mads Aarup, der er bestyrelsesmedlem i Elbilforeningen.

quote Vi skal også bare huske en ting, at det stadig kan betale sig at køre elbil

Torben Lund Kudsk, afdelingschef, FDM.

Ifølge Mads Aarup henvender forslaget sig primært til de bilister, der ikke ejer en elbil. Hos Elbilforeningen håber de nemlig på, at en gratis storebæltstur kan få folk til at købe en elbil frem for en benzin- eller dieselbil.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at folk fornemmer, at elpriserne stiger, og når elpriserne stiger, kommer der selvfølgelig også en voksende bekymring i forhold til, om man skal anskaffe sig en elbil. Det er for at imødekomme det og fastholde den gode udvikling.

Vil ikke koste noget

Forslaget om at fritage elbiler for betaling for Storebæltsbroen er ikke nyt. Tilbage i februar blev et borgerforslag om at gøre alle ture over broen gratis behandlet, men det endte med at blive forkastet af regeringen.

Denne gang omhandler forslaget dog kun elbiler.

- Det vil jo betyde lidt mindre indtjening eller omsætning for Storebæltsbroen. Det er klart. Men vi ved jo, at den er overskudsgivende, så det er ikke fordi, det vil koste noget. Det vil bare betyde et lidt mindre overskud, siger Mads Aarup.

20220906-131756-L-4618x3079ma
Læs også
Prishop: Hæver prisen på strøm med over 100 procent
20220906-131756-L-4618x3079ma
Læs også
Prishop: Hæver prisen på strøm med over 100 procent

- Tidligere har man har jo været indstillet på at kompensere for diesel- og benzinkøretøjer over broen, da man finansierede opsætningen af syv meget store vindmøller. Så det er jo ikke ukendt, at man er villig til at påtage sig en udgift for fossile køretøjer, der kører over broen.

Mads Aarup påpeger desuden, at det tit er erhvervskøretøjer, der har brug for ofte at køre over Storebæltsbroen. Håbet er, at forslaget derfor kan få flere virksomheder til at skifte til elbiler og på den måde være en tosidet positiv effekt.

Ingen opbakning fra FDM

Hos bilejernes organisation FDM er der dog ikke opbakning til forslaget. Torben Lund Kudsk, der er afdelingschef i organisationen, forklarer, at FDM ikke tror på, at man får flest mulige til at køre elbil ved at udskille forskellene.

- Der er rigtig mange mennesker, der lige nu ikke kan vælge en elbil af prishensyn. Der er rigtig mange mennesker, der køber brugte biler. Der kan være mange årsager til, at folk ikke lige står til at købe en elbil, siger Torben Lund Kudsk.

mange-penge-2014-.jpg
Læs også
Lønningerne kan ikke følge med priserne
mange-penge-2014-.jpg
Læs også
Lønningerne kan ikke følge med priserne

I stedet foreslår FDM, at man kigger på andre konkrete tiltag, der generelt kan gøre det billigere at have en elbil. På den måde er det også en løsning, som kommer alle elbilejere til gode og ikke kun dem, der ofte kører over Storebæltsbroen.

- Vi skal også bare huske en ting, at det stadig kan betale sig at køre elbil. Når vi regner på det i FDM, så skal man helt op og have en gennemsnitlig elpris på otte til ni kroner per kilowatt-time før, at elbilen i det totale regnestykke ikke er billigere, siger Torben Lund Kudsk.

Han henviser blandt andet til, at elbilen typisk har lavere afskrivning, serviceomkostninger og vedligeholdelsesomkostninger, og at man ofte kan belåne den billigere.

Elbilforeningen vil aflevere deres underskriftsindsamling til Transportministeriet ved årets udgang.


Nyhedsoverblik