Royal Run-arrangør ærgrer sig over mangel på unge løbere

Morten Mølholm, der er med i Royal Runs styregruppe, begræder, at eventet har svært ved at tiltrække unge.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aldrig før har så mange danskere ønsket at deltage i motionseventet Royal Run, de mandag finder sted i en række byer i Danmark.

Men et problem nager stadig arrangørerne. Man har svært ved at tiltrække løbere i aldersgruppen 16 til 30 år.

Det fortæller Morten Mølholm, der er administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og med i Royal Runs styregruppe.

- Vi har rigtig godt fat i de midaldrende og en del ældre, men vi har problemer med at tiltrække unge, siger han.

- Det er noget, som vi vil kigge på frem mod næste år. Hvordan kan vi skabe Royal Run, så det i højere grad bliver en ungdomsfolkefest? De unge er vigtige for os i fremtiden.

Om Royal Run

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023.

  • Royal Run 2023 finder sted i Aabenraa, Herning, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.

  • Der var tilmeldt 91.732 deltagere til Royal Run ’22.

  • Man kan løbe og gå distancerne One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.

  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Over 93.000 deltagere

Det populære motionsevent med kronprins Frederik som frontfigur er arrangeret af Bevæg dig for livet.

Organisationen har et mål om, at Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation.

Med over 93.000 deltagere vil Royal Run slå rekord igen i år. Sidste år havde 91.763 tilmeldt sig folkefesten i kondisko.

RUTER TIL ROYAL RUN I NYKØBING F. DEN 29. MAJ

Klik på fanerne for at se de forskellige løberuter.

Grafik: Nick Abildgaard

De fem værtsbyer er Aabenraa, Herning, København/Frederiksberg, Nyborg og Nykøbing Falster.

Morten Mølholm fortæller, at mange forældre tager deres yngre børn med, så det i højere grad bliver en familiefest.

- Men det virker til, at mange unge ikke er interesserede i at deltage i arrangementet med deres familier, siger han.

Læs også
Mary løber med: Her er ruten til Royal Run i Nykøbing Falster
Læs også
Mary løber med: Her er ruten til Royal Run i Nykøbing Falster

Han glæder sig dog over, at man er i stand til at tiltrække folk, der "normalt ikke interesserer sig for sport".

- Over en tredjedel har aldrig nogensinde deltaget i et motionsløb før. Det er ret exceptionelt, hvis man sammenligner med andre løb, siger Morten Mølholm.

- Vi har skabt en atmosfære, der gør, at folk godt ved, at det er ligegyldigt, hvordan de ser ud, mens de løber, og hvor hurtigt de løber.

- Det bliver en dag, hvor der er glæde og smil på alles læber.

Mary løber i Nykøbing Falster

Den danske tronarving, 55-årige kronprins Frederik, starter dagen med at løbe i Aabenraa, inden han tager turen videre til Herning. Han slutter dagen af i København.

Kronprinsesse Mary snører først løbeskoene i Nyborg, hvorefter hun tager til Nykøbing Falster.

Læs også
Sådan påvirker Royal Run trafikken i Nykøbing Falster
Læs også
Sådan påvirker Royal Run trafikken i Nykøbing Falster

Morten Mølholm fortæller, at man ikke ikke ved, hvorvidt børnene af kongefamilien vil deltage rundt om i landet.

- Måske kommer der en overraskelse. Vi har en aftale med Kongehuset om, at når det drejer sig om børnene, skal det stå dem frit for, om de vil deltage eller ej, siger han.

- Men mon ikke, at der er nogen af dem, der deltager rundt omkring. Det kan man spændt vente på.

Det er femte gang, at kronprins Frederik er vært for Royal Run. Første løb blev afviklet i 2018 i anledning af kronprinsens 50-års fødselsdag.


Nyhedsoverblik