Det er sagen, der ikke vil dø: P-Nord og parkeringsbøderne i Ringsted.
Mandag aften forsøgte Claus Bedemann fra Nye Borgerlige igen at få smidt det omstridte parkeringsselskab ud af byen.
Men ligesom sidste gang blev det en fuser. Et flertal i byrådet afviste at behandle sagen.
- I marts sidste år behandlede vi en tilsvarende sag, som også gik på opsigelse af samarbejdet med P-Nord. Dengang vurderede vi, at der ikke var nyt i sagen. Det mener jeg heller ikke, at der er i dag, derfor lægger jeg op til, at vi afviser sagen, sagde borgmester Klaus Hansen (V).
Og sådan blev det.
Sagen blev taget af dagsordenen med stemmerne 13-8. Konservative og Dansk Folkeparti støttede politikeren fra Nye Borgerlige.
For tredje gang
Claus Bedemann, der også er formand for erhvervsforeningen Ringsted City, forsøgte mandag aften for tredje gang at få taget sagen op i byrådet for at få opsagt kontrakten med P-Nord.
Men hovedreglen er, at en politiker kun kan få taget en sag op én gang i hver valgperiode - medmindre der er nyt i sagen.
Det mente flertallet altså ikke, der var. Det gør Claus Bedemann.
- Nu bliver vores borgere igen generet af p-vagterne.
- Ved Apoteket er der en indkørsel/nedkørsel til kælderen, men p-vagterne laver den om til et vejkryds og giver bøder helt ulovlig, skriver han blandt andet i sin begrundelse for sin sag.
Han peger på, at P-Nord tidligere har tabt en sag i landsretten om lignende forhold.
- Vi politikere blev fortalt, at der ville blive rettet henvendelse til P-Nord om, at der ikke skulle forekomme sådanne ulovligheder fremadrettet, men det er P-Nord åbenbart ligeglad med, skriver Claus Bedemann også i begrundelsen.
Flere års kritik
Kritikken af P-Nord har efterhånden stået på i flere år. P-vagterne bliver beskyldt for at være alt for nidkære i deres jagt på bilisterne.
- Det er simpelthen et kæmpe problem i Ringsted. De jager vores kunder ud, sagde Merete Dreisig, der er indehaver af tøjbutikken Depend, da TV2 ØST talte med hende den 10. marts i år.
- Det har betydning for omsætningen. Står jeg og har en kunde, som skal have den hjælp og service, de søger i vores butikker, så nytter det ikke noget, at de står og kigger på klokken hele tiden for at skulle ud og flytte bil, fortsatte hun.
Den konservative gruppeformand støtter også kravet om at smide P-Nord ud af byen.
- Jeg synes, at vi skal lytte til bymidtens forretninger i forhold til at forlænge al parkering i bymidten til tre timer. Og jeg synes, vi skal opsige aftalen med P-Nord, der lige nu udøver en meget aggressiv form for parkeringskontrol, sagde Andreas Karlsen til TV2 ØST den 10. marts.