Bøderegn får kritik i Ringsted - nu forsvarer P-Nord deres afgifter

Mange borgere i Ringsted oplever, at det er besværligt og dyrt at parkere efter, at flere vagter er kommet til. Parkeringsfirma forklarer sig nu.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I Ringsted Kommune er bilisterne ikke længere i tvivl om, at der er parkeringsvagter til stede.

Sidste sommer overtog P-Nord kontrollen af parkeringspladserne i kommunen, og det har medført en massiv bøderegn for bilisterne.

quote Vi er flere timer på gaden, end hvad tidligere vagt var

Pernille Bothmann, supervisor ved P-Nord

P-Nord har nu valgt at udtale sig om situationen. De forklarer, at det øgede antal afgifter først og fremmest skyldes flere vagter på gaderne.

- Vi er flere timer på gaden, end hvad den tidligere vagt var. Da hun havde andre arbejdsopgaver inden for kommunen, var hun ikke lige så tit på gaden, som vi er, oplyser Pernille Bothmann, der er supervisor ved P-Nord.

Antal P-bøder i hele Ringsted Kommune


2019: 948 bøder

2020: 797 bøder

2021 - 20. januar 2022: 2772 bøder

Ifølge Pernille Bothmann er det nødvendigt for P-Nord at være til stede i Ringsted. Der skal nemlig være mere plads til de handlende.

- Hvis vi ikke var her, så ville beboere holde her, og de ansatte ville holde her. Så vi skal sørge for at overholde tidsbegrænsningen ved at kontrollere bilerne.

Parkeringsselskabet P-Nord mener, at indkørslen til højre tæller som et vejkryds - også selvom almindelige biler slet ikke må køre ind på pladsen.
Parkeringsselskabet P-Nord mener, at indkørslen til højre tæller som et vejkryds - også selvom almindelige biler slet ikke må køre ind på pladsen. Foto: Signe Kaalund - TV2 ØST

- De ti meter er jo færdselsloven

En af dem, som for nyligt fik en afgift i sin forrude, er Mogens Madsen fra Ringsted. For ham er det stadig noget uklart, hvad der er årsagen.

Han fik en afgift for at parkere ni meter fra det, han mener er en indkørsel, men som parkeringsvagten har kategoriseret som et vejkryds. Det betyder, at man skal holde minimum ti meter væk.

- De ti meter er jo færdselsloven, og det kan vi ikke lave om på. Så derfor er det ti meter, siger Pernille Bothmann.

Læs også
Uforståelige parkeringsbøder regner ned over Ringsteds bilister
Læs også
Uforståelige parkeringsbøder regner ned over Ringsteds bilister

Hun forklarer hertil, at der er tale om et vejkryds, da offentligheden kan komme ind på vejen - også selvom der står et skilt, der forbyder indkørsel. Derudover bor der mere end én beboer i ejendommen.

- Tommelfingerreglen er, at hvis man ikke bor i et parcelhus, hvor der kun er en indkørsel, så skal man betragte det som et vejkryds, når der er mere end almindelig færdsel ind, og offentligheden kan komme igennem her.

VIDEO: Se eller gense klippet med Mogens Madsen fra Ringsted, som ikke forstår, hvorfor han har fået en bøde.

Politikerne er uenige

I Ringsted Kommune blev der ikke foretaget nogen egentlig analyse af parkeringsproblemerne, før politikerne besluttede at hyre P-Nord. Alligevel mener borgmester Henrik Hvidesten (V), at kontrollen er nødvendig.

- Det er nødvendigt at have p-vagter for at sikre, at der er et flow på parkeringspladserne. Det kan man jo også høre, når man taler med nogle af de forretningsdrivende. De synes faktisk, at det er vigtigt, at der er flow på parkeringspladserne sådan, så deres kunder kan få en parkeringsplads, lyder det fra Henrik Hvidesten.

Læs også
Bøderegn i Ringsted - partier vil smide parkeringsvagter ud af byen
Læs også
Bøderegn i Ringsted - partier vil smide parkeringsvagter ud af byen

Kommunen har ifølge borgmesteren ageret efter de mange klager over afgifter for at hjælpe bilisterne bedre på vej. Eksempelvis er der ved netop indkørslerne blevet streget op på vejen.

- Sådan så det er nemmere at se, hvor man må parkere, og hvor må man ikke parkere.

Lige nu diskuterer politikerne i Ringsted Kommune, om kontrakten med P-Nord skal ophæves. Nye Borgerliges Claus Bedemann har bragt sagen op, fordi han mener, at p-vagterne udøver chikane. 

Sorø Kommune opsagde aftale

Indtil for syv år siden var P-Nord også dem, der stod for kontrollen i Sorø Kommune. Men kommunen valgte senere at opsige aftalen med dem.

- Oplevelsen var egentlig, at borgerne og dem, der besøgte byen, var dygtige til at parkere her. Der blev simpelthen ikke skrevet særlig mange bøder ud til sidst, forklarer Bo Christensen (K), formand for natur, teknik og planudvalget i Sorø Kommune.

De få bøder i bymidten medførte, at parkeringsvagterne begyndte at søge ud mod villakvartererne i stedet. Her blev der ifølge Bo Christensen delt bøder ud uhensigtsmæssige steder.

quote Vi går derud, fordi vi får borgerhenvendelser

Pernille Bothmann, supervisor ved P-Nord

Efter kommunen valgte at opsige P-Nord, føres der ikke længere parkeringskontrol.

- Oplevelsen er egentlig, at det er til at få fat på p-pladser – også lokalt og helt tæt på det bynære og tæt på handelslivet. Og det betyder, at borgerne har lært, at ved langtidsparkering parkerer du bagved Storgade, og har du noget strøghandel og skal lige ind og have lavet noget hurtig indkøb, jamen så er der mulighed for at få p-plads her.

Handelsliv sætter pris på kontrollen

Også i Odsherred Kommune er P-Nord blevet opsagt. Pernille Bothmann forklarer situationen med, at det blev for dyrt for kommunen.

- Men da de fandt penge til, at vi kunne være der igen, så kom vi tilbage. Og det er de handelsdrivende rigtig glade for, fordi det gjorde jo, at folk, der kom udefra og ind til Nykøbing, de kunne ikke parkere nogen steder.

I Ringsted Kommune sætter handelslivet også stor pris på, at P-Nord er til stede i byen. Problemet er dog, at parkeringsvagterne ikke kun kontrollerer i bymidten, men også bevæger sig ud i villakvarterene.

Men det findes der ifølge Pernille Bothmann en forklaring på.

- Vi går derud, fordi vi får borgerhenvendelser, oplyser supervisoren og tilføjer:

- Hvis vi ikke har været i området før, starter vi altid med at dele flyers ud i en uges tid for at gøre bilisterne klar over, at nu begynder der at falde afgifter her.

Supervisoren understreger, at det ikke handler om at få ekstra kroner i kassen.

VIDEO: Også i Slagelse har man debat om parkeringsafgifterne i byen, efter der er blevet strammet op på byens parkering sidste år. 

Der uddeles parkeringsbøder i stort tal i Slagelse, efter der blev strammet op på byens parkering sidste år. Desværre bliver byens borgere også ramt af reglerne.

Nyhedsoverblik