SF om millioner til lokalbaner i ny trafikaftale: - Østbanen er reddet

Østbanen er efter mange års kamp reddet, lyder det fra SFs transportordfører Anne Valentina Berthelsen. I en trafikaftale er alle partier i Folketinget blevet enige om at afsætte 700 millioner kroner til lokalbanerne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Først blev nogle af sæderne taget ud, så blev hastigheden sat ned, og så blev der taget flere tog af strækningen. 

Der er blevet gjort meget i årenes løb for at forlænge skinnerne på Østbanens levetid, men Østbanen er nedslidt, og der er akut brug for nye skinner. 

Netop det emne har været til stor politisk diskussion de seneste år, men nu ser det ud til, at der er en økonomisk håndsrækning på vej til den nedslidte lokalbane.

Mandag formiddag præsenterede regeringen og samtlige partier i Folketinget nemlig en ny infrastrukturaftale, og her er der altså sat 700 millioner kroner af til et såkaldt vedligeholdelsesefterslæb på privatbanerne. Derudover bliver der også åbnet op for ekstra lånemuligheder for regionerne, som er dem der har ansvaret for lokalbanerne.

- Vi er jo glade og tilfredse med aftalen - især på Østbanens vegne. Vi kæmpede til det sidste, og vi var det eneste parti, der i de brede forhandlinger, tog Østbanen op igen og igen, siger SF's transportordfører Anne Valentina Berthelsen, der har siddet med til forhandlingerne, siden regeringen kom med sit trafikudspil i starten af april. 

quote Jeg er meget glad for, at der er en pulje til lokalbanerne, hvor Østbanen står allerførst. Det er afgørende

Heino Knudsen (S), regionsrådsformand, Region Sjælland

Under hele forhandlingen har Østbanen været en mærkesag for SF, der altså understreger, at de 700 millioner kroner er en redning for Østbanen.

- Vi er lykkedes med at afsætte 700 milioner til vedligeholdelsesefterslæb på privatbanerne. Det betyder altså, at de går til baner, der er bagud med deres vedligehold. Det er kun Østbanen reelt lige nu. Andre baner, kan også ende med et efterslæb, men lige nu er det reelt set kun Østbanen, siger Anne Valentina Berthelsen.

SF's transportordfører Anne Valentina kan med glæde konstatere, at Østbanen ser ud til at være reddet.
SF's transportordfører Anne Valentina kan med glæde konstatere, at Østbanen ser ud til at være reddet. Foto: Frederik Hagedorn - TV2 ØST

De 700 milioner kroner kommer alle regioner til at få del af. Derudover kommer der også til at være forbedrede lånemuligheder. Det slår transportminister Benny Engelbrecht fast overfor TV2 ØST.

- Der bliver en mulighed for at søge om dispensation fra afskrivningstiden, så der kan gå op til 40 års afskrivningstid på et konkret jernbaneprojekt, siger transportminister Benny Engelbrecht (S).

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Østbanen skulle reddes

Østbanen, der forbinder Køge, Faxe og Stevns kommuner, har været til stor diskussion de seneste år. Allerede i 2012 forsøgte man at forlænge skinnerne ved blandt andet at udtage sæder for at gøre togene lettere og nedsætte hastigheden for at mindske slidtagen.

Østbanen er dog Region Sjællands ansvar, derfor har politikerne i Folketinget indtil nu afvist at give regionen en hjælpende hånd med finansieringen af de nye skinner, der vil koste omkring 510 millioner kroner. 

Læs også
Milliarddyr trafikaftale præsenteret – her er vinderne og taberne
Læs også
Milliarddyr trafikaftale præsenteret – her er vinderne og taberne

Region Sjælland fik dog hjælp fra Venstre og SF, der i april sørgede for, at en vedtagelsestekst, angående Østbanen og de andre lokalbanernes udfordringer, blev vedtaget i Folketinget. På den måde forpligtede regeringen sig til at finde en løsning ved de nu afsluttede infrastrukturforhandlinger. 

Det glæder regionsrådsformand for Region Sjælland, Heino Knudsen (S).

- Jeg er meget glad for, at der er en pulje til lokalbanerne, hvor Østbanen står allerførst. Det er afgørende, siger Heino Knudsen.

- Var der ikke blevet afsat de 700 millioner, så havde et ikke set godt ud, mener Heino Knudsen.

Artiklen fortsætter under grafikken.

- Det ville havde været en massakre på den kollektive transport i Region Sjælland, hvis vi selv skulle finansiere de omkring 500 millioner kroner. Dem skulle vi have fundet andre steder, men nu skal vi ikke stå i det dilemma. Nu kan vi komme videre og sove roligt om natten, siger Heino Knudsen. 

I april, da Folketinget vedtog vedtagelsesteksten angående at finde en løsning for lokalbanerne, påbegyndte Region Sjælland arbejdet med den sidste fase i forhold til at finde nye skinner. Derfor gør det en stor forskel, at finansieringen nu ser ud til at være på plads.

- Vi har sat gang i sidste fase i arbejdet med Østbanen. Vi har lavet et udbud og er ved at finde leverandører til at lave de nye skinner. Nu kan vi fortsætte arbejdet med mere ro i maven, siger Heino Knudsen. 

Læs også
Bredt flertal i Folketinget sikrer plan for Østbanen
Læs også
Bredt flertal i Folketinget sikrer plan for Østbanen

Glad borgmester 

Der var naturligvis også stor tilfredshed med aftalen og de afsatte midler til Østbanen i de berørte kommuner. Østbanen har endestation i Faxe Ladeplads og har stor betydningen for kommunen.  

- Det er med meget stor tilfredshed, at vi konstaterer, der afsat midler til lokalbanerne. Det var en no brainer, for der kan ikke køre tog på strækningen ret meget længere. Det var en bunden opgave, siger borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive (V).

quote Nu kan vi gå ud og sige til borgerne, at Østbanen er fremtidssikret

Ole Vive (V), borgmester, Faxe Kommune

Banen har nemlig stor betydning for mange borgere i kommunen, ikke mindst de unge.

- Nu kan vi gå ud og sige til borgerne, at Østbanen er fremtidssikret. Især i den østlige del af kommunen har Østbanen stor betydning. Især for de unge, der i mange tilfælde må pendle ud af kommunen for at tage en ungdomsuddannelse, der er en ordentlig infrastruktur og togforbindelser helt afgørende. Vi ligger lavt, når det gælder unge, der tager en ungdomsuddannelse efter endt folkeskole, derfor ville det have været en katastrofe, hvis deres foretrukne transportmiddel skulle forsvinde. Derfor er jeg glad for, at Østbanen nu er fremtidssikret. Det manglede også bare, siger Ole Vive.

Læs også
Ny trafikaftale er på plads: Motorvej til Næstved og penge til Østbanen
Læs også
Ny trafikaftale er på plads: Motorvej til Næstved og penge til Østbanen

Hvordan de 700 milioner kroner skal fordeles, ved man ikke endnu. Dog er det besluttet, at der skal gives 200 millioner hvert år de første to år og 150 millioner per år de efterfølgende to år. SFs Anne Valentina Berthelsen fortæller, at man kan oprette en pulje, som regionerne skal søge. Det kan også være, at man ender med at lave en fordelingsnøgle, men det er altså ikke endeligt afgjort.

- Efter sommerferien skal vi sætte os sammen alle partierne og blive enige om, hvordan midlerne skal udmøntes. Jeg mener, at hovedparten, der vil søge, er Region Sjælland og Østbanen. Det har man en bred forståelse for blandt partierne, siger Anne Valentina Berthelsen.

Arbejdet er dog ikke færdig endnu, pointerer Anne Valentina Berthelsen.

- Nu har vi et tilskud til vedligeholdelsesefterslæb, men vi synes, man skal forebygge, at de øvrige baner ender ligesom Østbanen. Derfor foreslår vi, at man skal afsætte et vedligeholdelsestilskud af banerne. Det har vi ikke fået. Vi får et akutbeløb, og det er vi glade for, men vi ser gerne et større tilskud, så vi ikke ender i samme situation, siger Anne Valentina Berthelsen.

Hendes glæde deles af Socialdemokratiets Tanja Larsson fra Faxe Ladeplads, der også har været en ivrig forkæmper for Østbanens overlevelse.

- Lokalbanerne er så vigtige i landdistrikterne.

- Af hjertet tak til transportministeren og finansministeren for at have lyttet til mine utallige argumenter og mindst lige så mange samtaler om, hvor vigtig Østbanen er for os, skriver socialdemokraten.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Nyhedsoverblik