- Er hun vågen?
Betina Munk har en borger i røret.
Et fjernsyn støjer i baggrunden i den anden ende. Det er svært at få et ord indført.
Betina Munk hæver stemmen.
- Hør lige, hvad jeg spørger om.
Ambulancen er på vej. Hold døren åben. Vi kommer ligeså hurtigt, vi kan
På de to øverste etager på Næstved Sygehus holder Region Sjællands vagtcentral til. Det er der, at 112-opkald, der kræver sundhedsfaglige vurderinger, kommer hen.
Opkaldene kommer ofte fra borgere i nød.
Og fra borgere, der er så chokerede, at de er svære at kommunikere med og hjælpe.
- Kommunikationen er en prøve engang i mellem. Det er det virkelig, fortæller Betina Munk, der arbejder som sundhedsfaglig visitator.
- Nogle gange går der flere minutter, før man ved, hvad det handler om. Man må bare gøre det bedste, man kan.
Det fortæller hun i syvende afsnit af serien Nattevagt, som kan ses på TV2 ØST PLAY
Første kontakt
Betina Munk har arbejdet på vagtcentralen i 11 måneder.
Hun er mødt ind på arbejdet med resten af nattevagt-holdet, og det passer hende godt.
- Jeg kan bedst lide nattevagter. Det er en anden måde at være på arbejde på. Jeg er meget træt, når jeg kommer hjem efter en dagsvagt. Man er på på en anden måde, siger hun.
Førhen arbejdede hun i akutmodtagelsen i Køge, hvor hun mødte patienterne. Nu har hun kun sin stemme at hjælpe med.
- Du taler med dem, inden der er nogle andre, der kommer ud og kigger til dem. Det er en helt anden måde at have med patienter at gøre, fortæller hun.
Om natten er der færre opkald, men medarbejderne ved aldrig, hvad det næste opkald går ud på.
- Er han kold eller varm?
- Vil du gentage adressen?
Sådan lyder én samtale.
- Ambulancen er på vej. Hold døren åben. Vi kommer ligeså hurtigt, vi kan.
Sådan lyder en anden.
Indimellem konfererer de sundhedsfaglige visitatorer med hinanden, mens en borger er i røret.
- Nogle gange får man et opkald, hvor man er i tvivl om, hvad der er bedst at gøre, og så kan man godt have brug for at høre, hvad de andre tænker, så man får sendt den rigtige respons, fortæller Maiken Mundt.
Ensomme ringer ind
Vagtcentralen varetager primært opkald fra nødstedte borgere og fra sundhedsvæsenet, der skal have transporteret sengeliggende patienter.
De ved dog aldrig helt, hvilke opkald der venter dem.
- Der er mange ensomme, der ringer ind til os, fortæller Betina Munk.
- Fordi de er meget alene og ikke kan tale med andre. Vi kan enten tage en snak med dem eller sende dem videre til den psykiatriske afdeling.
På Vagtcentralen i Næstved sidder både sundhedsfaglige visitatorer og såkaldte dispatchere. Sidstnævnte står for at monitorere og udsende beredskabets køretøjer.
- Der er flere opkald om dagen, men man ved aldrig, hvilken kasket man skal tage på, når man møder ind. Man må bare være omstillingsparat i det øjeblik, man sætter sig ned, og så må man påtage sig den rolle, man nu har engang får, siger Mikkel Nielsen, der arbejder som dispatcher i Region Sjælland.